Den mest effektive behandling af insulinresistens i forbindelse med PCOS er vægttab og motion. Har man svært ved at tabe sig, kan behandlingen evt. kombineres med Metformin, men studier viser, at vægttab (med eller uden Metformin) er mere effektivt end Metformin alene.
Ca.20% af kvinder med PCOS er normalvægtige. For disse kvinder er motion til styrkelse af insulinfølsomheden samt evt. metformin den bedste behandling. Både overvægtige og normalvægtige PCO'ere kan altså have gavn af Metformin behandlingen.
Metformin
Blandt læger hersker der uenighed, -dels om berettigelsen af Metformin til behandling af insulinresistens i forbindelse med PCOS og -dels om virkningen. Dog er mange læger i dag begyndt at behandle PCOS med Metformin for at øge følsomheden for insulin.
Metformin er oprindeligt et blodsukkernedsættende præparat, som bruges til behandling af type II diabetes.
Ifølge et sammenkog af Lægemiddelkataloget og forskellige studier bevirker Metformin, at insulinfølsomheden øges, hvilket medfører at insulinproduktionen fra bugspytkirtlen nedsættes og insulinkoncentrationen i blodet falder. Heraf beskrives følgende virkninger, som dog ikke altid ses i praksis!
Blodsukkeret falder pga.:
- En nedsat nedbrydning af glykogendepoter fra leveren, dvs. nedsat glucosefrigivelse til blodet
- En øget optagelse af glukose i muskelcellerne
- En nedsat optagelse af glukose fra tarmen
- Androgenproduktionen fra æggestokkene falder, fordi der ikke længere sker en hyperstimulation af det androgenproducerende væv
- Mere regelmæssige ægløsninger og menstruationer
- Forbedret fedtstofbalance i blodet, herunder kolesterol og dermed nedsat risiko for hjertekarsygdomme
- Nedsat risiko for type II diabetes
Nemmere ved at tabe sig fordi:
- Appetitreguleringen i hjernen fungerer bedre og mæthedsfornemmelsen genopstår
- Sukkeroptagelsen i fedtvævet nedsættes
Har man graviditetsønske, vil Metformin øge graviditetschancerne:
- Kvinden får mere regelmæssige ægløsninger og menstruationer
- Hvis hormonstimulation er aktuelt i forbindelse med barnløshedsbehandling, øges følsomheden for klomifen og FSH behandling
- Der er nedsat risiko for spontan abort
- Der er nedsat risiko for at udvikle diabetes under graviditeten
Udover uenigheden om berettigelsen af Metformin til insulinresistens ved PCOS, er der er også uenighed om, hvorvidt man skal fortsætte Metforminbehandlingen, når en graviditet er konstateret. Tendensen er nok overvejende, at man kan fortsætte i 12 graviditetsuger!
Bivirkninger til Metformin
Ikke alle kvinder kan tåle Metformin. Derfor tages oftest kontrolblodprøver før og under behandlingen, ligesom dosis trappes langsomt op til ca. 2000mg om dagen.
Nogle kan ikke engang tåle en enkelt tablet (500mg) dagligt, mens andre tåler selv store doser. Hvis man ikke kan tåle Metformin, kan man trøste sig med, at den allermest effektive behandling er vægttab og motion.
Generelle bivirkninger til Metformin er:
- Appetitløshed
- Kvalme
- Opkastning
- Diarré
- Metalsmag i munden
Erfaring viser dog, at bivirkningerne som oftest forsvinder efter 2-3 uger, og generne kan mindskes, hvis tabletterne indtages i forbindelse med et måltid.
Behandling af hirsutisme
Hirsutisme opstår pga. den øgede androgenpåvirkning af hårsækkene. Hvor slemt det er afhænger af den enkelte kvindes følsomhed overfor androgener.
- P-piller kan forsøges, men er ikke altid effektivt overfor hirsutisme
- Spironolacton (Spiron) er et antiandrogen, som nogen gange kan have lidt effekt
- Hårfjerning med laser-epilering er nok det mest effektive, men det er dyrt, og virkningen er ikke permanent
Behandling af Acne
Acne skyldes androgenernes påvirkning af hudens talgkirtler, og graden afhænger også her af den enkelte kvindes følsomhed overfor androgener.
- P-piller kan forsøges, men er dog ikke altid effektivt
Behandling ved graviditetsønske
PCOS er ingen hindring for at blive gravid, men man har ofte brug for at få lidt hjælp til det, da en graviditet kræver en normal ægudvikling og ægløsning!
Mange PCOS-kvinder får indimellem en helt almindelig ægløsning, og derfor er der også chance for at blive gravid på helt almindelig vis.
Nogle PCOS-kvinder opdager aldrig, de har PCOS og får deres børn på helt naturlig vis.
Laparoskopisk kapseldestruktion (ovariebrænding)
Behandlingen går ud på at reducere mængden af androgenproducerende celler i ovariet, for på den måde at normalisere den forstyrrede LH/FSH balance, så der kan komme ægløsninger igen. Ved hjælp af et lille snit under navlen, går man ind med en slags kikkert og med laserstråler destrueres lidt af æggestokkenes kapsel, som indeholder de androgenproducerende celler.
Behandlingen er ofte effektiv, men virkningen er kortvarig, og bruges derfor ikke særlig ofte.
Hormonbehandling
Behandlingen går ud på at kompensere for den skæve hormonbalance som forstyrrer ægløsningen. Det, der er problemet er, at LH er for højt i forhold til FSH, så ægudviklingen går i stå på halvvejen og ægløsningen udebliver.
Første behandlingsforsøg går ud på at lokke hypofysen til at lave noget mere FSH.
Til dette bruges Klomifen/Pergotime tabletter. I følge studier får 70-75% herved ægløsning og 30-40% bliver gravide indenfor 6 behandlingsforsøg. Ikke alle PCOS patienter reagerer efter hensigten på Klomifen, man siger, at de er klomifenresistente.
Næste forsøg er at give FSH i form af injektioner under huden.
Dette er ofte mere effektivt, men til gengæld er der også en risiko for at man får sat for godt gang i ægudviklingen, da PCO-æggestokke ofte reagerer meget følsomt på stimulationen:
- Der er risiko for at modne for mange æg, så man laver for mange børn på én gang
- Der er risiko for at overstimulere æggestokkene, så man bliver syg af det.
- Stimulation af æggestokkene er derfor en specialistopgave, som foregår under nøje kontrol af æggestokkene ved hjælp af jævnlige ultralydsscanninger.
Hormonbehandlingen kan kombineres med inseminationsbehandling eller reagensglasbefrugtning, hvis det er nødvendigt. Læs mere om fertilitetsbehandling på hjemmesiden for Fertilitetesklinikken ved Amtssygehuset i Herlev .
Kilde: PCO-foreningen, www.pcoinfo.dk
Denne artikel er oprettet på Sundhedsguiden d. 26.09.06
| 
