Fordomme, myter og etisk ansvarlighed

Dato: 10. oktober 2005

Det plastikkirurgiske speciale i almindelighed og den kosmetiske kirurgi i særdeleshed er formentlig det speciale hvorom der hersker flest fordomme og myter. At der desuden er tale om behandling af generelt raske menneske gør samtidig kravene til kirurgens etiske ansvarlighed endnu større.

Det plastikkirurgiske speciale i almindelighed og den kosmetiske kirurgi i særdeleshed er formentlig det speciale hvorom der hersker flest fordomme og myter. At der desuden er tale om behandling af generelt raske menneske gør samtidig kravene til kirurgens etiske ansvarlighed endnu større.
 
Man kan opdele det på den måde at fordommene er rettet imod dem der søger behandlingen, myterne drejer sig om behandlingen og den etiske ansvarlighed selvfølgelig sigter på den der udfører den.

At ønske sig skønhed har altid været accepteret, ligesom man i de fleste kulturer, hver med deres særpræg, har benyttet forskellige midler til at fremhæve denne. På samme måde er der ingen der ønsker at ældes, i hvert fald ikke på en måde så man ser ældre ud end man er – eller føler sig.

Forfængelighed er en dødssynd, men at negligere sit udseende anses også for at være forkert. Vi har at gøre med et område hvor grænserne for det acceptable ikke er særlig godt definerede. Kirurgisk behandling er dog for mange over grænsen for hvad det er rimeligt at udsætte sig for, blot for at rette op på et utilfredsstillende udseende. Selvom plastikkirurgi er det mest effektive middel til at rette op på udseendet, har faget altid mødt modstand såvel i USA som i Europa.

Men modstanden er dog aftaget de senere år, især i takt med at kvaliteten af behandlingen er blevet bedre. Fra at betragte folk med et ønske om plastikkirurgisk behandling som neurotiske afvigere, oplever man faktisk i dag både praktiserende læger og psykologer forslå dette hos visse patientgrupper. Det er nemlig yderst sjældent for andres skyld at folk ønsker at blive opereret. Det skal være for patientens egen skyld, med henblik på større selvværd (og dermed forbedret livskvalitet), at han eller hun gennemgår ubehaget og løber risikoen, som jo altid er forbundet med et kirurgisk indgreb.

Problemet er så myterne, som vi i det daglige må slås med at aflive. Allerførst er at forventningen til plastikirurgens evner, eller til teknikkens formåen, ofte er alt for store og urealistiske. Flere gange mødes man af den opfattelse at de kan skære i huden uden at der kommer ar, det kan simpelthen ikke lade sig gøre, men man gør hvad man kan for at skjule dem. Nogle betragter plastikkirurger for at være en slags troldmænd, der kan møblere om på et udseende efter forgodtbefindende, men træerne vokser nu engang ikke ind i himlen. Man kan ikke gøre folk 25 år yngre, men måske få dem til at se 10 år yngre ud, og effekten varer ikke evigt. En lille asymmetrisk barm med en medfødt deformitet kan ikke bringes til at fremtræde som en perfekt B-skål, ligesom en stor hængende barm altid vil få synlige ar og vil tendere til at sætte sig igen.

Der er kun plastikirurgerne selv til at aflive myterne, og derved give deres patienter realistiske forventninger og dermed et reelt valg. Hvis de ikke sørger for at forventningerne er realistiske, opnår de blot at patienter med et godt resultat er utilfredse fordi de havde forventet noget andet. Det er måske forståeligt hvis én og anden bliver fristet til at lade myterne leve, da de jo også fremmer patienttilgangen, men det svækker tilliden til specialet og er frem for alt ikke rimeligt overfor patienterne.
Det er et spørgsmål om etisk ansvarlighed.


Når man taler om etisk ansvarlighed i forbindelse med plastikkirurgi, skal man huske på, at plastikkirurger i deres virke først og fremmest er læger. De arbejder efter et nøje fastlagt kodex, og efter det kan de dømmes - og straffes - uden at der behøver at foreligge en overtrædelse af straffeloven i almindelig forstand.

En plastikkirurgisk klinik er altså ikke en form for avanceret frisørsalon (selvom kirurgien oprindelig er udsprunget af dette lav), hvor man kan komme ind og forlange en eller anden operation udført. Man kan fremsætte et ønske og få forslag til en løsning.


Omkring den græske læge og filosof Hippokrates opstod i det antikke Grækenland en lægeskole med et holistisk menneske- og samfundssyn, og det er den lære som danner grundlag for lægeløftet verden over den dag i dag. Hertil kommer så lægeloven og de kollegiale vedtægter. Sundhedsstyrelsen udstikker desuden med jævne mellemrum retningslinier af såvel generel som mere specifik karakter. For eksempel er lægen før udførslen af et kosmetisk kirurgisk indgreb forpligtet til at informere patienten både mundtlig og skriftligt om risici og bivirkninger.


Man kan således sammenfatte at vi er forpligtet af lovgivningen, den hippokratiske ed og ikke mindst af almindelig menneskelig anstændighed.
Første trin før der overvejes nogen form for behandling er at stille en diagnose - undersøge patienten ordentligt, også for andre lidelser (forhøjet blodtryk, sukkersyge etc.). Er patienten overhovedet egnet til behandling?

Dernæst må overvejes om lidelsen (klagen) er egnet, har man overhovedet et behandlingstilbud?

Sidst, men ikke mindst: vil vi behandle patienten? Kan vi acceptere ønsket? Hvor går grænsen? Kan man tillade sig at ændre på racebetingede træk? Skal vi ændre folk så radikalt at deres personlighed ændres?

Beslutter kirurgen sig for at tilbyde en behandling, er det utroligt vigtigt at informere meget grundigt om mulighederne. Dels med henblik på valg af behandlingstype, dels for at justere forventningerne til et realistisk niveau..
Mange konsultationer starter med at en patient kommer ind og ønsker en bestemt operation udført. Her er det som læge ens pligt at standse op, afklare problemets natur og herefter forklare om mulighederne. (Måske kan ønsket om en ansigtsløftning klares blot ved korrektion af øjenlågene og rynkebehandling)

Det er selvfølgelig en forudsætning at kirurgen har den nødvendige uddannelse og faciliteter til at udføre en given behandling på betryggende vis og med det bedst mulige resultat. Men ifølge loven er det lægens egen afgørelse hvornår disse kriterier er opfyldt, og principielt står det enhver læge frit for at lave hvad som helst blot han har B-autorisation, altså ret til selvstændig virke.

En speciallægeautorisation er ikke et formelt krav!
Medlemmerne af Dansk selskab for kosmetisk Plastikkirurgi har sat det mål, at den behandling der tilbydes, skal være på internationalt niveau. Det kræver dels at vi som kirurger er på udenlandske kurser og kongresser flere gange om året, dels at den øvrige stab er uddannet forsvarligt og at udstyret er tidssvarende.

Hovedparten af den kosmetiske kirurgi der udføres herhjemme er på privat basis, d.v.s. at patienten selv udreder udgiften til behandlingen, evt. med tilskud fra sygeforsikringen Danmark eller andre private forsikringer. Patienten skal derfor have fuldt overblik over samtlige udgifter fra starten. Dette bør fremgår af et skriftligt tilbud, som patienten modtager ved den første konsultation. Der bør altid, med mindre der er tale om bagateller, planlægges en eller flere kontroller efter operationen med det formål at vurdere resultatet af behandlingen og give patienten mulighed for på seriøs vis at diskutere evt. klager eller blot få besvaret evt. spørgsmål. Ofte er der behov for at observere patienten i 6-12 mdr. afhængig af indgrebets karakter før man afslutter forløbet.
 

 

Denne tekst  er offentliggjort d. 10. oktober 2005


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...