Forebyggelse af overvægt

Dato: 27. juni 2006, revideret 20. oktober 2009
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/overvaegt_vaegttab/overvaegt_vaegttab_forebyggelse.jpg.gif

Det stigende problem med overvægt skyldes at: Vi bevæger os for lidt, vores madkultur har ændret sig og størrelsen på fastfood menuer har ændret sig. Overvægt er med til at lave forstyrrelse i kroppens metaboliske system og i hormonbalancen.

 

Det stigende problem med overvægt skyldes at: Vi bevæger os for lidt, vores madkultur har ændret sig og størrelsen på fastfood menuer har ændret sig. overvægt er med til at lave forstyrrelse i kroppens metaboliske system og i hormonbalancen.
 

Overvægt og fedme i Danmark og på verdensplan

Overvægt og fedme er et problem for stadig flere danskere. Overvægten ses desværre også i stigende grad hos børn og unge. Det er et stort problem. Både for den enkelte og for samfundet.

Allerede i 1998 fastslog WHO, at stigningen i antallet af fede mennesker på globalt plan var så stor, at der var tale om en epidemi. Årsagerne tilskrives hovedsageligt vores stillesiddende livsførelse og vort kostvalg, som har øget forekomsten af overvægt og fedme i både i- og u-lande. WHO-Rapporten viste også, at der i mange vestlige lande er sket en fordobling i antallet af fede i løbet af de sidste 20-30 år.

I rapporten "Overvægt & fedme. Befolkningens sundhed set i relation til den øgede forekomst af fedme i Danmark - grundlag for en forebyggende indsats" fra Sundhedsstyrelsen i 1999 fastslås det, at 30-40 af den voksne befolkning er overvægtige. Det svarer til 1.3 mio. danskere. Endvidere er 10-13 af danskerne svært overvægtige, hvilket svarer til mindst 400.000 danskere.
 

Hvorfor bliver vi større og større?

Der er flere grunde til, at antallet af overvægtige stiger. Overordnet set findes de mest væsentlige årsager i den måde vi lever på nu, i forhold til hvordan vi levede tidligere.
 

Vi bevæger os for lidt

Den teknologiske udvikling gør, at vi ikke længere behøver bruge vores krop til mange af dagligdagens gøremål, og desuden har flere og flere af os stillesiddende arbejde foran computeren. Situationen var en helt anden for bare 50 år siden, hvor mange flere stadig var beskæftiget ved "fysiske" erhverv som landbrug og fiskeri. Desuden transporterer en stor del af befolkningen sig dagligt til og fra arbejde og skole i bil, tog eller bus, og i hjemmet klarer vaskemaskinen, tørretumbleren og støvsugeren det fysisk krævende arbejde.

Alle disse teknologiske hjælpemidler gør, at de fleste af os ikke behøver at være særligt fysisk aktive for at komme igennem hverdagen. Derimod kræver det et bevidst tilvalg at være fysisk aktiv, og for mange er det svært at overkomme i en ofte stresset tilværelse.

Vores madkultur har ændret sig

I dagens Danmark er det de færreste, der går sultne i seng. Maden er meget let tilgængelig, og overalt bombarderes vi med fristende tilbud fra butiksvinduer og reklamer, der lover oplevelser, velvære og nydelse sammen med det pågældende produkt. Kølediskenes færdigretter, de mange fastfoodkæder samt utallige pizzariaer og shawarmabarer gør det desuden let at få noget at spise i en fart. I forhold til tidligere er det stigende forbrug af slik, fastfood og læskedrikke blandt børn også betinget af, at mange børn og unge både får lommepenge og har fritidsarbejde, hvilket har skabt en helt ny gruppe af forbrugere.

Mega size og king size

Og så har "amerikaniseringen" af samfundet også vundet indpas på størrelsen af portioner, der markedsføres. Mega- og kingsize menuer er populære hos fastfoodkæderne, og i supermarkedet kan du købe sodavand i både 1,5 liters og 2 liters flasker. I 1972 var en sodavand kun på 190 ml!

Sundhedsstyrelsen peger i sin rapport på, at disse større portionsstørrelser regnes for en risikofaktor for overvægt, fordi det bliver lettere at overspise. Samlet set menes kombinationen af mindre fysisk aktivitet og den lette adgang til billige fødevarer at være baggrunden for den aktuelle fedmeepidemi.
 

Konsekvenser af overvægt og fedme

Overvægt og fedme er ifølge Sundhedsstyrelsens rapport forbundet med både øget sygelighed og øget dødelighed. Desuden har overvægt ofte en række sociale og psykologiske konsekvenser som mobning, stigmatisering og udelukkelse fra visse jobs.
Nogle af de mest alvorlige sygdomme og tilstande, der forekommer med øget hyppighed hos overvægtige eller fede personer er: hjerte-kar-sygdomme, diabetes 2 , højt blodtryk, kræft, galdesten og leverproblemer, slidgigt og urinsyregigt samt lungelidelser som søvnapnø. Sygeligheden stiger endvidere med det antal år, overvægten har været til stede, vægtstigningen fra ungdommen (fra 18-20 års-alderen) samt med stigende grader af overvægt.
 

Insulinresistenssyndromet

Overvægtige personer har større tilbøjelighed for at udvikle det, man kalder "insulin-resistenssyndrom", der igen har betydning for udviklingen af ovennævnte sygdomme. Kort fortalt betyder insulinresistens, at den naturlige insulinvirkning i kroppen er nedsat, fordi den store fedtmasse forstyrrer kroppens normale insulinniveauer. Herved opstår et stort antal abnormiteter i sukker- og fedtomsætningen, og det øger risikoen for metaboliske sygdomme som type-2 diabetes, højt blodtryk og åreforkalkning. Jo større fedtmassen er, og jo mere koncentreret den er omkring maven, jo større er risikoen for at udvikle syndromet. Selv mennesker, der ikke er egentligt overvægtige, men som har fedtdepoter omkring maven - den såkaldte æbleform - kan udvikle insulinresistens.

Hvad sker der med kroppens hormonbalance?

Udover at forstyrre kroppens metaboliske system, har en stor fedtmasse og insulinresistens også konsekvenser for kroppens hormonbalance. En stor fedtmasse og insulinresistens bevirker nemlig, at der produceres et stort antal hormonlignende substanser i fedtvævet, og jo større fedtmassen er, jo flere produceres der. Nogle af disse hormonlignende substanser har vist sig at kunne resultere i insulinresistens og dermed være et forbindelsesled mellem størrelsen af fedtdepoterne og helbredskomplikationerne. Endvidere er der på baggrund heraf øget risiko for visse kræftformer, menstruationsforstyrrelser og nedsat fertilitet.

Endelig opstår der en direkte mekanisk belastning af kroppen på grund af de for store fedtdepoter, som medvirker til, at overvægtige ofte får lunge- og led-symptomer.
 

Sygelighed og arvelighed

Ifølge Sundhedsstyrelsen rapport ligger det fast, at der - sammen med de ovennævnte samfundsmæssige faktorer - foreligger en arvelig disposition for fedmeudvikling.

Livsstilssygdomme i forbindelse med fedme

Om en overvægtig person først udvikler type 2-diabetes, forhøjet blodtryk eller en hjerte-kar-sygdom, afhænger formodentlig også af personens arvelige disposition. Alt tyder dog på, at når en af disse egentlige sygdomme opstår, har syndromet været til stede årtier forud. Ofte er der også allerede udviklet andre komplikationer som smerter i benene ved gang, hjertekramper, øget udskillelse af protein gennem nyrerne mv. Derfor er det vigtigt enten at søge behandling tidligt eller forsøge at forebygge yderligere vægtforøgelse.

Der forskes intensivt på området, men det er endnu ikke lykkedes at identificere de gener, der disponerer til fedmens udvikling. Når og hvis dette sker, vil det være muligt at udpege de personer, der er særligt udsatte for udvikling af fedme. Og så vil det efterfølgende være muligt at sætte ind med forebyggende foranstaltninger langt tidligere.
 
Download kildematerialet fra Sundhedsstyrelsen hér
http://www.sst.dk/publ/publ2003/SST_national_handlingsplan.pdf