Overgangsalderen (Klimakteriet) og menopause

Dato: 5. September 2007
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Få viden om overgangsalderen. Læs om klimakteriet og menopause. Hvad sker der med kroppen i klimakteriet. Læs om hormonbehandling i menopausen. læs om symptomer på overgangsalder. læs om behandling af problemer i kvindens overgangsalder. læs om forebyggelse af følgesygdomme i forbindelse med klimakteriet..

Definition og årsager til menopause

Menopause betyder, at kvindens menstruationsblødninger ophører. Overgangs-alderen (klimakteriet) er den periode, der ligger omkring menopausen, hvor kvinden er præget af de hormonelle forandringer, som hendes krop undergår. Denne periode kan vare år. Menopausen optræder mellem det 48. og det 55. år, med et gennemsnit omkring 51 år.

Klimakteriet forudgås af en periode, hvor kvindens frugtbarhed daler (allerede fra det 35. år), og æggestokkene bliver mindre følsomme for nogle af de hormoner, der styrer modningen af æg. Dette fører ofte til længere perioder mellem menstruationerne, og inden de holder helt op, vil der typisk være en periode, hvor der ikke produceres æg, men hvor der alligevel er blødninger.

Disse ændringer i hormonbalancen er ansvarlig for mange af de symptomer, kvinden kan opleve i klimakteriet. Nogle af mekanismerne er dog ikke fuldt ud klarlagt.

Klimakteriet er en periode, hvor store dele af kvindens krop undergår en forvandling. De kvindelige kønshormoner har indflydelse på den kontinuerlige nydannelse af knoglemasse og regeneration af huden.

Næsten alle kvinder i klimakteriet meddeler, at de har klimakterielle symptomer, ca. halvdelen af disse angiver, at de er svært plagede af dem.
 
 

Symptomer på overgangsalderen (klimakteriet)

  • I de sidste år inden menopausen, hvor kvinden har længere blødningsfri intervaller, kan hun opleve kraftigere blødninger og afstødning af størknet blod.
  • Hedestigninger og svedeture opleves som pludselige temperaturstigning over hele kroppen, specielt i ansigtet, ligesom hun kan opleve en rødmen over det meste af kroppen. Ligeledes kan hun opleve svedtendens over hele kroppen.
  • Søvnløshed, ledsmerter og en række psykiske symptomer.
  • Nedsat seksualfunktion, dels pga. manglende lyst, men mange kvinder oplever også tørhed i skeden pga. ændret hormonbalance.
  • Vandladningsproblemer i form af urge-inkontinens (pludselig opstået vandladningstrang).

Forholdsregler og diagnose

Diagnosen stilles i reglen på baggrund af symptomerne. Der er dog vigtigt, at kvinden søger læge, hvis hun oplever blødninger lang tid efter sidste menstruation (dvs. måneder), eller hvis hun oplever kontaktblødninger, eks. under samleje. Sådanne blødninger kan være tegn på fibromer , kræft i livmoderen eller i livmoderhalsen .

Lange blødningsintervaller og mindre blødninger er helt normalt i denne periode og skal ikke give anledning til bekymring.
 

Behandling af overgangsalderen (klimakteriet)

Hos de fleste kvinder forsvinder de klimakterielle symptomer i løbet af et par år. Nogle kvinder er dog så generede, specielt af hede- og svedture, at behandling er nødvendig. Behandlingen bygger på de kvindelige kønshormoner (østrogener og gestagener) i et kombinationspræparat, da østrogen alene kan øge risikoen for livmoderkræft  (endometriecancer).

Behandlingen kaldes også hormone replacement therapy eller HRT. Der findes forskellige behandlingsmuligheder, dels hvor kvinden holder pause hver 28. dag og her får en afstødningsblødning. Denne behandling minder meget om flertrins P-pille behandling. Pausen kan også holdes hver 3. måned, eller man kan anvende præparater, hvor pausen og dermed blødningen helt undgås. Se desuden artiklen om hormonbehandling .

Udover hormonterapien anbefales det, at kvinder opstarter en behandling med kalktabletter og D-vitamin, for at mindske risikoen for knogleskørhed  (osteoporose).
 

Behandling med hormoner

 

Fordele

  • Øger kvindens livskvalitet.
  • Mindsker eller fjerner hede- og svedture.
  • Afhjælper vandladningsgener.
  • Forhindrer knoglenedbrydning.
  • Kan forsinke aldringsprocessen af huden.
  • Forbygger kræft i tyktarmen .
  • Forsinker Alzheimers sygdom .
  • Nedsætter risikoen for åreforkalkning i hjertet .
  • Øger libido.

Ulemper

  • Ved anvendelse af præparater hvor der holdes pause, forekommer en blødning.
  • Der kan forekomme uregelmæssig blødning, hovedpine, ømme bryster og væske retention de første 3 måneder.
  • Der er en lille øget risiko for brystkræft.
  • Øget risiko for blodpropper i ben og lunger .
 

Forebyggelse af gener i overgangsalderen (klimakterielle gener)

Regelmæssig motion og sund kost kan nedsætte generne ved overgangsalderen.

Ved tørhed i skeden kan der under samleje anvendes glidecreme, som kan købes på apoteket. Den ændrede sammensætning af slim i skeden kan føre til øget hyppighed af skedesvamp, hvorfor det er en god idé at være opmærksom på lugtgener og kløe, der kan behandles med svampecreme (imidazol).
 
 

Forløb og komplikationer

Som nævnt vil de fleste klimakterielle gener gå over af sig selv i løbet af nogle få år. Da der dog er risiko for udvikling af en række sygdomme, som følge af den bortfaldne hormonpåvirkning, bør man altid i samråd med sin læge beslutte sig for, om man skal opstarte en hormonbehandling. Lægen vil her assistere med information om fordele og ulemper.

Hyppigheden af bivirkningerne og den øgede risiko for nogle af følgesygdommene kan øges ved underliggende sygdomme såsom andre typer kræft, familiære tilfælde af kræft og rygning.