Bygkorn i øjet (Hordeolum)

Dato: Revideret 27. marts 2017 - første publicering 28. august 2006
Bygkorn i øjet

Bygkorn i øjet skyldes en betændelse i en af kirtlerne i øjets øjenlåg. Symptomerne kan være irritation, hævelse m.m. Behandling kan bl.a. ske med salve og varme.

Definition af bygkorn

Et bygkorn (på latin kaldet hordeolum) er en betændelse i en af øjenlågets kirtler. Der kan enten være tale om en af kirtlerne, der smører øjenlågsranden, eller en af talgkirtlerne, der sidder i øjenvippernes hårsække. I sidstnævnte tilfælde svarer tilstanden til en Furunkel.


Symptomer på bygkorn

  • En hævet ansamling opstår i øjenlågets rand.
  • Området er rødt.
  • Der er smerter og irritation.
  • Senere bliver ansamlingen fyldt med væske eller pus.

Efter nogle dage vil bygkornet briste, og væsken i ansamlingen vil tømmes ud.

Forholdsregler og behandling af bygkorn

Opdager man et bygkorn, der er på vej, kan man hele bygkornet hurtigere med varme omslag. Et varmt omslag på øjet tre gange om dagen fremskynder helings-tidspunktet. Et omslag kan være en lille pude lavet af noget bomuldsstof. Varm det op ved f.eks. at holde det mod siden af en gryde eller kaffekolbe, og hold det på øjet i ca. 10 minutter. Det øger blodgennemstrømningen, og lindrer smerter.

Desuden kan man forsigtigt forsøge at fjerne øjenvippen, der sidder i den betændte hårsæk, da pusset så nemmere kan løbe ud. Bygkornet er normalt væk efter 1 - 2 uger.

Salve med antibiotika er en god behandling, især da bakterierne, der dannede bygkornet, ofte stadig er i området og ellers kan give ophav til flere bygkorn i nærheden.


Forløb og komplikationer

Bygkorn er ganske uskadeligt og forsvinder ofte af sig selv. Der er dog øget risiko for at få et nyt tilfælde, når man først har haft et. Et bygkorn kan til tider udvikle sig til et såkaldt Haglkorn (chalazion). Dette er en lille hård knude af bindevæv på indersiden af øjenlåget eller i øjenlågets rand. Et Haglkorn gør ikke ondt, men det kan irritere øjet og give synsgener. Et Haglkorn fjernes ved en ganske lille operation i lokalbedøvelse.