Blodprop i øjets vener

Dato: 28. august 2006
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Læs om blodprop i øjets vener. Find viden om behandling af blodprop i øjet. Hvad er symptomer på blodprop i øjets vener. Læs om forebyggelse af blodprop i øjet.


Definition

Øjets nethinde forsynes med iltholdigt blod fra arterierne (pulsårerne), og det iltfattige blod transporteres herefter væk fra øjet via de blodårer, der kaldes vener. Alle øjets vener samler sig i centralvenen. En blodprop kan opstå i centralvenen eller en af de mindre vener og blokere for blodets tilbageløb fra nethinden til hjertet. Der hober sig derfor blod op i nethindens vener, og væske vil trænge ud gennem venerne til nethindens væv. Væsken ødelægger nethindens synsceller, og synet bliver påvirket.

 

Blodprop i øjets vener er ikke en almindelig sygdom. Risikoen øges ved høj alder, rygning, Forhøjet blodtryk , åbenvinklet grøn stær  og sygdomme i blodkar eller forstyrrelser i blodets størkningsevne.

 

Symptomer på blodprop i øjets vener

I løbet af timer til dage vil synet forsvinde i et område af synsfeltet. Dette er anderledes fra Blodprop i øjets arterier , hvor synstabet kommer med det samme. Hvis det drejer sig om centralvenen, vil det meste eller hele synsfeltet være påvirket, men hvis det er en lille vene, er det ikke sikkert, at man bemærker noget.

 

Forholdsregler og behandling

Har man ovenstående symptomer, bør man ses af en øjenlæge. Hvis man har mange risikofaktorer, kan man forsøge at nedbringe nogle af dem, f.eks. med blodtrykssænkende medicin eller rygestop.

 

Væsken vil ofte af sig selv sive væk fra nethinden igen, og hos fire ud af fem vil synet vende helt eller delvist tilbage. Dette gælder især for yngre mennesker. Der er dog stor risiko for et nyt tilfælde indenfor de næste par år.

 

Hos de, der ikke oplever problemfri tilbagevenden af synet, skyldes dette ofte, at iltmanglen i nethinden har medført dannelse af nye blodkar. De nye blodkar kan vokse ind i andre dele af øjet og eventuelt medføre grøn stær . Man kontrollerer derfor folk med tidligere blodprop i øjets vener jævnligt. Hvis man finder tegn på nye blodkar, kan man behandle disse med laserbehandling på samme måde som ved Diabetisk retinopati .