
Definition og årsager Øjets hornhinde og linse bryder lysets stråler, så de samles på nethinden (for detaljeret forklaring, se brydningsfejl ). Øjet er indstillet på at se ting langt væk fra. Når man skal se ting, der er tæt på (f.eks. læse en avis), har øjet brug for at samle lyset endnu mere. Dette gøres ved hjælp af linsen, hvis form er fleksibel. Linsen er spændt ud i nogle små tråde, som styres af en lille muskel i øjet. Når musklen spændes, vil linsen blive mere rund og bøje lysets stråler mere - og herved kan man se ting tæt på.
Med alderen bliver linsen mere stiv og ufleksibel. Det bliver derfor sværere at stille skarpt på ting, der er tæt på øjnene - man bliver mere og mere langsynet. Dette kaldes gammelmandssyn, fordi det kommer med alderen.
Symptomer på gammelmandssyn Gammelmandssyn starter som regel i 40-års alderen og forværres til omkring 60-års alderen.
Nærsynet bliver dårligere, hvilket som regel viser sig som problemer med at læse avisen eller en bog. Bogstaverne flyder sammen, og man vil som regel uden at tænke over det holde bogen længere væk fra kroppen. Hvis man er nærsynet, hjælper det at fjerne sine almindelige briller, hvis man skal se ting tæt på.
Ved fremkomst af disse symptomer bør man kontakte en optiker, der kan vurdere, om man lider af gammelmandssyn.
Behandling af gammelmandssyn Fra 40-års alderen til omkring de 60 år vil synet blive mere og mere påvirket af den aldrende linse. Herefter vil tilstanden ikke længere forværres, da evnen til at ændre linsens form er gået helt tabt. Fuldt udviklet gammelmandssyn vil som regel kræve briller med styrken +3. Her kan man enten vælge et par læsebriller, eller man kan få lagt et læsefelt ind i sine almindelige briller, hvis man f.eks. er nærsynet eller har bygningsfejl i forvejen.
Laserbehandling kan ikke umiddelbart behandle gammelmandssyn, men i nogle tilfælde kan man laserbehandles, så kun det ene øje benyttes til læsning og det andet til afstand. Det er dog ikke altid hensigtsmæssigt.
|