Når lysets stråler rammer øjet, brydes de. Brydning betyder ændring af lyset retning. Når lyset brydes i øjet vil det sige, at strålerne samles. Det er primært hornhinden og linsen, der bryder strålerne på grund af deres struktur og buede form. De samler altså strålerne i en vis vinkel. Dette betyder, at strålerne i et bestemt punkt bagerst i øjet alle vil mødes og herefter krydse hinanden. I det punkt, hvor alle strålerne mødes, står billedet helt skarpt.
Dette punkt, hvor strålerne alle mødes, skal ramme nethinden, for at man ser ting klart og tydeligt. Da brydningens vinkel som sagt er fastlagt, kræver dette, at nethinden ligger det samme antal millimeter bag ved hornhinden, som strålernes samlingspunkt. Dette er tilfældet i det "perfekte øje" men er meget sjældent tilfældet i virkeligheden. I virkeligheden er øjet oftest for langt ( nærsynethed ) eller for kort ( langsynethed ), hvilket vil gøre, at strålernes samlingspunkt er enten foran eller bag ved nethinden. Billedet vil derfor blive uskarpt og sløret, idet strålerne breder sig over et større område på nethinden.
Der er fire almindelige brydningsfejl. Nærsynethed og langsynethed handler begge om øjets længde. Gammelmandssyn (presbyopi) er en med alderen tiltagende langsynethed. Dette skyldes dog ikke øjets længde, men derimod en ufleksibel linse. Bygningsfejl (astigmatisme) skyldes som regel, at hornhinden er oval i stedet for rund, og strålerne derfor ikke brydes jævnt over det hele. Her med skabes et lidt udflydende billede, som ved nær- og langsynethed.
Hver enkelt brydningsfejl er beskrevet under henholdsvis nærsynethed, langsynethed , bygningsfejl og gammelmandssyn.
|
