Motion på recept - sygdomsgruppe 1: Metaboliske sygdomme

Dato: 5. januar 2006
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Motion på recept, Motionsmanualen, sygdomsgruppe 1: Metaboliske sygdomme

De metaboliske sygdomme er:

  • Type 2 diabetes

  • Dyslipidæmi

  • Hypertensio arterialis

  • Adipositas

Insulinresistens-syndromet også kaldet "det metaboliske syndrom" er centralt for forståelsen af fysisk aktivitets gavnlige virkning på de metaboliske sygdomme. Den forringede følsomhed for insulin i muskelcellerne medfører hyperinsulinæmi, som er uhensigtsmæssig, idet den øger atherosklerose- og fedmeudviklingen.

Insulinresistensen skyldes ifølge de nyeste hypoteser dels inaktivitet, dels lipotoksisiteten af for stor koncentration af frie fede syrer (FFA). Det betyder, at når vores kost er for rig på især mættet fedt, er det disse store mængder FFA, som påvirker receptorerne i cellemembranerne i retning af insulinresistens. Hvis vi ikke sørger for at være fysisk aktive, vil FFA ikke blive forbrændt, men derimod blive indlejret i fedtceller i underhuden eller som metabolisk aktivt, skadeligt intraabdominalt fedt (æbleform).

Motion ændrer derimod lipidprofilen i gunstig retning, således at totalkolesterol, LDL og triglycerid falder, mens HDL øges. Disse ændringer bevirker øget insulinsensitivitet i muskelcellerne og dermed mindre behov for insulin, insulinkoncentrationen i blodet falder. Den bedre insulinfølsomhed øger glucoseoptagelsen og sænker dermed blodsukkeret.

Fysisk aktivitet ved moderat intensitet, eller højere, vil øge kapillariseringen i musklerne og dermed blodgennemstrømningen. Det betyder øget glucosetransport til musklerne og yderligere sænkning af blodglucose. Endelig sker der også en stigningen af forskellige glucosetransportører i muskelcellerne, hvoraf det vigtigste er proteinstoffet GLUT 4. Der ligger altså flere faktorer til grund for den udtalte effekt af motion på forebyggelse og behandling af type 2 diabetes og dyslipidæmi.

Fedtforbrænding


Motions effekt på fedme skyldes naturligvis i høj grad øget kalorieforbrug, som ved uændret fødeindtag vil bevirke vægttab. Når personen kommer i god form, sker der en markant stigning i andelen af forbrændte kalorier, som stammer fra fedt, således at en person med stort fysisk aktivitetsniveau ikke er så afhængig af kostsammensætningen som en inaktiv. Den meget aktive forbrænder simpelthen det ekstra fedt.

Vægtreduktion opnået ved en kombination af kostændringer og motion har langt større chance for at bibeholdes pga. de tidligere nævnte stofskifteprocesser i musklerne. Da hvilestofskiftet forbrænder fedt og kvantitativt primært foregår i musklerne, er det indlysende, at jo mere veltrænet, man er, jo større bliver musklerne og jo større bliver hvilestofskiftets fedtforbrænding.

Derfor er de slankeskoler, som fraråder for megen motion, meget uheldige. De advarer mod motion, fordi større muskler vejer mere end fedt. Dette er en holdning, der grunder sig i mangel på viden om fedtstofskiftet i musklerne.

En anden fejltagelse, som også bør manes i jorden, er eksistensen af en "fedtforbrændingszone". Teorien er, at man ikke må træne for hårdt, hvis man vil tabe sig, fordi den maksimale fedtforbrænding i aktivitet foregår ved moderat intensitet, mens det er næsten ren glucoseforbrænding , når man yder maksimalt. Misforståelsen beror på manglende indsigt i hvilestofskiftets forbrug af fedt i relation til muskelmassens størrelse og træningstilstand.

Det er så simpelt, som man kan ønske sig:


Fysisk aktivitet i forbindelse med fedme

- Højest mulig intensitet i længst mulig tid giver størst vægttab og bedst mulig fordeling mellem mager og fed legemsmasse.

- Træning reducerer det farlige intraabdominale fedt.

- Fysisk aktivitet har en gunstig effekt på appetitreguleringen.

Ved hypertension spiller de forannævnte mekanismer også en rolle. Det gælder bl.a. normaliseringen af insulinniveauet. Den øgede insulinkoncentration ved insulinresitens bevirker via hypothalamus en øget sympaticusaktivitet, som både øger pulsen og den perifere modstand og dermed blodtrykket.

Derfor falder blodtrykket, når det motionsinducerede fald i insulinkoncentrationen indtræder. Hos hypertonikere er der også ofte endothelcelledysfunktion, som bevirker vasokonstriktion og dermed øget perifer modstand.

Når pulsen under fysisk aktivitet stiger, udsættes karvæggen for det såkaldte "shear stress", som kan oversættes til "tangentielt stress". Denne påvirkning af karvæggen bevirker en øget udskillelse af nitrogenoxid fra endothelcellerne, og det giver kardilatation med reduceret perifer modstand og faldende blodtryk.