Motion på recept - sygdomsgruppe 3: Bevægeapparat sygdomme

Dato: 5. januar 2006
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Motion på recept, Motionsmanualen, sygdomsgruppe 3: Bevægeapparat sygdomme


Bevægeapparat sygdommene er:

  • Artrose
  • Rheumatoid artrit
  • Rygsmerter
  • Osteoporose
  • Muskelsvækkelse/fald

For artrose, rheumatoid artrit og rygsmerter er der ingen eller kun ringe belæg for, at fysisk træning påvirker selve sygdomspatogenesen. Der er dog alligevel stor effekt af motion på disse sygdomme, fordi især styrketræning forbedrer muskelfunktionen omkring de afficerede led. Derved opnås en bedre kontrol med leddet, og bevægeligheden
bibeholdes. Konditionstræningens berettigelse er, at den giver større fysisk formåen og dermed bedre mobilitet. Den er også en hjælp til at modvirke overvægt, som ville være en yderligere belastning af leddene.

Ved rheumatoid artrit, som er en inflammatorisk sygdom, har træning yderligere en positiv effekt, idet fysisk aktivitet virker antiinflammatorisk ved at styrke immunsystemet.

I forbindelse med rygsmerter bevirker styrketræningen, at kontrollen og stabiliteten omkring columna øges. Derved kan man muligvis forhindre uhensigtsmæssige og smerteforvoldene bevægelser. Ryg-skoleundervisning lærer også patienterne at tolerere smerten bedre og at forsøge at fungere i dagligdagen trods et vist kronisk ubehag og indskrænkning i de tidligere aktiviteter.

Både for osteoporose og muskelsvækkelse/fald er der evidens for virkning på selve sygdommen. Allerede i den tidlige ungdom har det fysiske aktivitetsniveau betydning for individets knoglestatus senere i livet. Der foregår en kontinuerlig opbygning af knoglernes mineralindhold, indtil maksimum nås i 20-30 års alderen. Mængden af vægtbærende fysisk aktivitet i de unge år er derfor en af de afgørende faktorer for, hvor høj peak bonemass bliver.

Herefter foregår der en langsom afkalkning af knoglerne i resten af livsforløbet. For at mindske dette tab er det vigtigt, at individet er aktivt, idet der også er sammenhæng mellem motion og BMD senere i livet, således at man ved en aktiv livsførelse kan forsinke osteoporose-udviklingen og endog øge BMD lidt ved regelmæssig styrketræning. Vægtbærende aktiviteter som gymnastik, gåture og boldspil er at foretrække.

Der er en halvering af frakturincidensen hos fysisk aktive. Det skyldes ikke kun stærkere knogler, men også en klart bedre muskelstyrke, balance og koordination hos de fysisk aktive. Alt sammen faktorer der er med til at forhindre fald eller mindske følgerne af et fald. Muskelstyrken og ledfunktionen er meget afhængig af regelmæssig motion. Det er først, når personen bliver ældre, at svækket muskelstyrke og nedsat ledbevægelighed rigtigt kommer til udtryk i form af forringet evne til at klare almindelige daglige aktiviteter.

I årene inden er der tilstrækkeligt overskud at tage af, men da både antallet af muskelfibre og fibrenes tværsnitsareal aftager med alderen, vil en inaktiv person på et tidspunkt opleve, at nogle dagligdags aktiviteter begynder at blive belastende. For at kompensere for dette muskelsvind kræves der regelmæssig motion, gerne med nogen vægtbelastning.

Det er vist i talrige undersøgelser, at selv meget svækkede patienter kan forbedre deres muskelstyrke betragteligt højt oppe i årene. Det er vigtigt, fordi muskelstyrken er en forudsætning for al anden træning, som kan gøre den ældre selvhjulpen og mobil. På samme måde skal der bevægelse til, for at ledbånd, sener og brusk bevarer deres elasticitet og styrke. Det intimt koordinerede samarbejde mellem nerver og muskler skal fungere præcist og hurtigt for at være i stand til at sikre balancen og evnen til at foretage hurtige korrektioner af kroppens stilling og bevægeretning. Det kræver regelmæssig brug, også lidt ud over de sædvanlige, begrænsede daglige bevægelser.