Motion på recept - motivering af børn & unge

Dato: 5. januar 2006
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Motion på recept, Motionsmanualen, motivering af børn & unge


Børn, unge & motion


Den praktiserende læges chance for at påvirke unge til mere fysisk aktivitet er begrænset. Dels ser vi sjældent de unge mellem 13 og 17 år, dels er det tågesnak for en 15-årig at få at vide, at det er vigtigt at motionere for ikke at få en hjerteblodprop som 60-årig. Den største mulighed i denne aldersgruppe har vi, hvis den unge har et vægtproblem.
Behovet for fysisk aktivitet er indlysende, så opgaven er først og fremmest af pædagogisk- og psykologisk art. De unge, overvægtige har i endnu højere grad end voksne psykiske barrierer at overvinde i forbindelse med beslutningen om at påbegynde motion.

Et tilbud om ændring i kost- og motionsvaner skal følges af hyppige kontroller med henblik på støtte og opmuntring.
Hvis gentagne forsøg mislykkes, kan man overveje at foreslå et ophold på et julemærkehjem, hvor næsten alle børnene opnår et betydeligt vægttab gennem ændrede kost- og motionsvaner. Den kendte myte om, at de tager det hele på igen, når opholdet er slut, har vist sig at være forkert.

De unges fysiske aktivitetsniveau er først og fremmest bestemt af faktorer, der ligger uden for den praktiserende læges rækkevidde, nemlig kammeraterne og mulighederne og traditionerne i lokalområdet. Her kan lægen selvfølgelig også være en vigtig opinionsdanner, men det ligger lidt ud over det sædvanlige arbejdsområde. Hvis lægen har kendskab til aktiviteter, der egner sig for unge, kan man lave opslag i venteværelset eller udlevere foldere til de unge, når lejlighed byder sig.

Nicolai havde efter undersøgelsen netop fået sit "godkendt-stempel", som langt de fleste 5 måneders børn jo heldigvis får. Han grinede af alt og strålede om kap med de stolte forældre, som nu stod og modtag mine lovprisninger af deres barn. De stod dér i al deres magt og vælde - i ordets bogstaveligste forstand.

Peter var 35 år, repræsentant med mange tusinde kilometer bag rattet hvert år, røg 15 cigaretter om dagen, havde let blodtryksforhøjelse, var 186 cm og vejede 110 kg, dvs. BMI på 32 med overvægten siddende på maven. Han slog græsplænen én gang om ugen - med en selvkørende plæneklipper – men ellers fik han ikke rørt sig. "Jeg bliver sgu så forpustet, hvis jeg prøver". Jeg vidste alle disse ting, fordi Peter flere gange havde prøvet at ændre sine vaner uden held.

Karen var hjemmegående, stor og rund - mere vidste jeg ikke, fordi hun havde ingen intentioner om at ændre på noget - "jeg elsker søde sager, og det vil jeg ikke undvære".

- Er Nicolai begyndt at få lidt mos?
- Ja, han elsker det. Han kan allerede spise fint med ske.
- Hvad gir’ du ham?
- Han er ikke så meget for kartofler eller grøntsagsmos, men han elsker jordbærmos med sukker på. Jeg tror, han er lige så glad for søde sager som mig.
- Du skal se ham i hovedet, når vi prøver at give ham et lille stykke chokolade – ja, altså kun en ganske lille bid. Han smører det ud i hele hovedet, sagde Peter og grinede.
- Har I overvejet, om det ville være en god ide at ændre jeres vaner af hensyn til Nicolai?
- ....?

Mindre børns primære incitament til at være fysisk aktive kommer fra forældre og til dels kammeraterne. Her har den praktiserende læge en meget vigtig opgave med at identificere risikobørnene. Med vores kendskab til familierne er det ikke svært. Børn fra familier med overvægt, type 2 diabetes, hjerte-karsygdomme eller andre inaktivitetsrelaterede sygdomme har erfaringsmæssigt stor risiko for at føre forældrenes vaner videre.

Disse børn har ud over mulig overvægt ingen umiddelbare sygdomssymptomer. Det kræver derfor et stort pædagogisk arbejde med brug af megen empati og fingerspidsfornemmelse at rådgive disse forældre. De skal forstå, at deres fuldstændige raske barn er i risiko for at udvikle sygdomme senere hen, hvis ikke familiens vaner lægges om. Det kræver et indgående kendskab til familien at slippe godt fra den opgave, men den praktiserende læge er formentlig den, der har de bedste muligheder for at løse den.

I realiteten bør vi allerede, når barnet er ganske lille, forsøge at påvirke forældrene til at ændre vaner – selv når vi står med et fuldstændigt rask barn foran os. De fleste forældre vil nok også forstå budskabet, hvilket desværre ikke er ensbetydende med, at livsstilen faktisk lægges om. På grund af forældrenes store betydning for barnets aktivitetsvaner bør vi trods trægheden fortsat forsøge at påvirke familien til at blive mere fysisk aktiv. Det er vigtigt at påpege, at det ikke primært er skolens eller samfundets ansvar at børnene får gode motionsvaner.

Dér ligger der selvfølgelig også en opgave med at stille faciliteter til rådighed og give mulighed for forskellige aktiviteter, men de grundlæggende vaner skal bringes med hjemmefra. Den daglige transport er et af de vigtigste områder, hvor forældrene kan yde en indsats. Lær børnene at blive selvtransporterende så hurtigt, som det er forsvarligt. Helst på cykel eller ved at gå. Undlad i misforstået godhed at køre børnene til skole.

Her er et af de områder, hvor lokalsamfundet har et stort ansvar, nemlig at skabe sikre skoleveje for børnene. Ligesom det er svært at lære børn at undlade at ryge, hvis man selv er ryger, er det heller ikke let at overbevise børn om motionens vigtighed, hvis man selv aldrig laver anden motion end at løbe til bilen. Det kræver, at hele familien lægger stilen om. Man kan måske følges ad på cykel noget af vejen, eller gå med de mindste til børnehaven, inden man selv skal af sted.

Alle fælles aktiviteter, der indebærer, at hele familien får rørt sig noget mere, kan bruges. Mulighederne vil selvfølgelig være meget individuelle, men udviklingen har vist, at vi bliver nødt til kreativt at tænke mere aktivitet ind i hverdagen. Der skal også stilles krav til børneinstitutionerne og skolen om flere bevægelsesfremmende aktiviteter. Det er f.eks. en kendsgerning, at skovbørnehavebørn har et dobbelt så stort fysisk aktivitetsniveau som børn fra en almindelig børnehave.

Skoledagen bør indrettes med mulighed for at udfolde sig fysisk. Forholdene bør være så attraktive, at frikvartererne naturligt afvikles ude og ikke i klasseværelset. Disse overvejelser om det offentliges ansvar kan evt. anspore lægen til at tage del i den lokalpolitiske debat med henblik på at påvirke udviklingen. Det må dog ikke svække den praktiserende læges indsats med at påpege forældrenes store rolle i at give børnene gode motionsvaner. Med vores kendskab til familierne vil vi have en klar fornemmelse af, hvem der er i stand til selv at leve op til dette ansvar og hvem, der kræver støtte.