For nogle år siden prøvede jeg at motivere en ældre patient til at deltage i ældregymnastik. I mine øjne var der ikke meget at betænke sig på. Utallige undersøgelser har jo vist imponerende effekt af f.eks. styrketræning af ældre - og her sad fru Thomsen og havde for svage lårmuskler! Fru Thomsen og jeg havde heldigvis kendt hinanden i mange år, og hun hørte ikke til den forsagte type, som blot sagde "ja" for at gøre lægen tilfreds. Da jeg havde sluttet min enetale om motionens lyksaligheder, ventede jeg på, at "lyset" skulle tændes i fru Thomsens øjne. I stedet sad hun et øjeblik og sagde så: "Ved du hvad, Skive? Det gider jeg altså ikke - hvad skulle jeg bruge det til?"
Historien belyser et væsentligt punkt i problematikken omkring dét at motivere til en ændring i livsstil. Personen skal først og fremmest kunne se et formål med ændringen. Fru Thomsen havde efterhånden affundet sig med sin tilstand. Da vi fik talt lidt mere om hendes hverdag, var der faktisk flere situationer, hvor hun godt kunne ønske sig at være lidt mere mobil. Hendes svage ben gjorde det til en stor anstrengelse at komme på første sal i rækkehuset. Det betød, at hun kun gik derop, når hun skulle i seng. På grund af en lidt svigtende hukommelse, glemte hun ofte at tage flere ting med ned om morgenen. Det var et evigt tilbagevendende irritationsmoment for hende, som hun egentlig godt ville ændre på. Nu var hun faktisk på vej fra "Førovervejelses-stadiet" til "Overvejelses-stadiet" i Prochaskas "Forandringens hjul", som er nærmere beskrevet i "Den motiverende samtale". (DSAM, 1999).
Her meldte ambivalensen sig imidlertid. Der var mange ting, som fik fru Thomsen til at falde tilbage i den tidligere holdning "hvorfor skulle jeg træne?" På den ene side var det fristende med større mobilitet. Det ville gøre det lettere at komme på første sal, men også mange andre aktiviteter, ville igen blive mulige. På den anden side var der flere helt konkrete betænkeligheder. Fru Thomsen var simpelthen bange for, at hun pga. sit lidt svage hjerte ikke ville overleve "fritstående øvelser". Hun ville også "se helt fjollet ud" i gymnastikstøj. Hun havde afskyet alle former for motion siden skolens gymnastiktimer. Hvordan skulle hun også komme derhen? Var det ikke dyrt? "Nej, det var vist alligevel ikke noget for mig..."
Det er vigtigt, at man på dette stadium lytter til og opfatter alle bekymringerne seriøst - ligegyldigt hvor uforståelige eller ubetydelige, de end forekommer. For patienten er de reelle - og en del af modstanden mod at komme i gang.
Fru Thomsen var altså på den ene side godt klar over, at hun kunne opnå større mobilitet, men på den anden side var der mange angstgivende forhindringer. Ved at tage punkterne ét for ét og seriøst behandle hvert enkelt, besluttede fru Thomsen sig for, at forhindringerne vist alligevel godt kunne overvindes. Herefter var resten af problemløsningen mest af praktisk art. Skulle træningen foregå hjemme eller på et gymnastikhold? Hvor meget skulle der trænes og hvordan? Det er de stadier, der kaldes "Forberedelses-stadiet" og "Handlingsstadiet".
Når vi vil motivere en person til øget fysisk aktivitet, adskiller det sig ikke så meget fra andre situationer, hvor vi prøver at få en person til at skifte livsstil. Det er svært! Der er dog den forskel, at vi forsøger at "give" patienten noget. Vi "tager" ikke noget fra dem, sådan som det opleves, når folk holder op med at ryge eller ændrer kostvaner. Der er også en tillægsgevinst, når man begynder at motionere. Det medfører ofte også rygeophør og/eller bedre kostvaner, hvorimod f. eks. rygestop ikke fører de andre ændringer med sig.
Der skal dog nok en meget determineret patient til, før dette faktum bliver en betydende del af motiveringen.
|
