Computerskærmen driller øjnene

Dato: 25. februar 2005

Hovedpine og trætte, irriterede øjne kan mange mennesker sikkert nikke genkendende til, hvis arbejdsdagen har været lang og timerne foran en computer mange. Det er imidlertid ikke nødvendigvis mængden af arbejdsopgaver, som trætter øjne og hoved. Meget tyder på, at selve computeren som arbejdsplads kan give øjengener.

Hovedpine og trætte, irriterede øjne kan mange mennesker sikkert nikke genkendende til, hvis arbejdsdagen har været lang og timerne foran en computer mange. Det er imidlertid ikke nødvendigvis mængden af arbejdsopgaver, som trætter øjne og hoved. Meget tyder på, at selve computeren som arbejdsplads kan give øjengener.
 

Trætte øjne foran skærmen

"Pas på du ikke får firkantede øjne af at se på den skærm!" Sådan har man før hørt folk tale om for meget fjernsynskiggeri, og måske er der en vis sandhed i det.

Tørre, sviende øjne og sløret syn kan desværre blive konsekvensen af for mange timers arbejde foran en computerskærm. 

Læs også: Sådan undgår du trætte øjne foran computerskærmen
 

Computer vision syndrom - anerkendt syndrom i USA

I USA har man længe anerkendt syndromet som 'Computer Vision Syndrome' og studier fra den amerikanske optometristforening (AOA) og det amerikanske arbejdstilsyn (NIOSH) fastslår, at mere end 90% af alle computerbrugere, som arbejder foran skærmen mere end tre timer om dagen, får problemer med øjnene - og både unge, gamle og børn kan få syndromet. Der har været mest fokus på problemet i forbindelse med arbejdspladser og kontormiljøer, hvor computerarbejde er meget udbredt, men man er også begyndt at bekymre sig om børn og unges intense brug af computere i skolerne og i deres fritid. Symptomerne ytrer sig som tørre, sviende eller irriterede øjne, uklart syn eller dobbeltsyn, hovedpine, problemer med at fokusere og smerter i musklerne i og omkring øjet.
 

Øjet anstrenges og udtørres
 

I Danmark er man også opmærksom på problemet, og ifølge overlæge Carsten Edmund fra Rigshospitalets Øjenklinik har man længe vidst, at øjenirritation i forbindelse med kontormiljøer er et udbredt problem. Det har imidlertid ikke været muligt at finde præcise årsagsforklaringer, og man har derfor ikke videnskabelige undersøgelser, der slår fast, hvad den præcise sammenhæng er mellem computerarbejde og øjenproblemer. Der er dog undersøgelser, der tyder på, at man blinker meget færre gange, når man arbejder ved en computerskærm, og at dette udtørrer øjets slimhinde.

Carsten Edmund mener, at forklaringen på øjenproblemerne sandsynligvis også skal findes i nærindstillingsevnen og øjenlinsen.

- Man skal spænde linsen i øjet for at se skarpt, og hvis skærmen er placeret for tæt på øjnene, så man skal spænde meget i linsen. Der kan opstå en spasme i linsen, hvis man fokuserer længe nok på skærmen og det kan tage et stykke tid for linsen at slappe af igen. Det kan give problemer med at fokusere, forklarer han

Derudover er lysforhold ifølge Carsten Edmund også meget afgørende for, hvordan øjet arbejder:

- Hvis man sidder foran et vindue med sin computerskærm, bliver øjet udsat for ekstreme lysforskelle mellem inde og ude, og nethinden kan derfor have svært ved at tilvænne sig den rigtige lysstyrke. Dette er dog også tilfældet, hvis man sidder med en bog foran et vindue, men typisk for computerarbejde er imidlertid, at blikket bliver fastholdt på skærmen i meget lang tid af gangen, siger Carsten Edmund:

- Man har tendens til at fokusere meget koncentreret og langvarigt på det, man læser på skærmen, når man arbejder ved en computer og det giver problemer for nethindens tilvænningsevne til lysforholdene omkring en.
 

Arbejdsforhold undersøges nu i Danmark

Arbejdsmiljøinstituttet er netop gået i gang med den første undersøgelse af sin art i Danmark, som skal søge at undersøge, hvad de særlige visuelle krav ved computerarbejde indebærer. Man vil undersøge, hvordan øjnene påvirkes ved lang tids computerarbejde, og hvilken sammenhæng det har med ømhed i skuldre og nakke.

Gisela Sjøgaard, som er forsker ved Arbejdsmiljøinstituttet, står for undersøgelsen, og hun understreger, at man i forskerverdenen er blevet meget opmærksom på, at blinkefrekvensen ved computerarbejde sættes kraftigt ned - helt ned til en fjerdedel af normalen - så tårefilmen ikke bliver fornyet. Kombinationseffekterne af indeklima, computerplacering og arbejdsopgaver er til gengæld ikke blevet undersøgt før.

Der er meget, der tyder på, at der er en sammenhæng mellem nakkens og øjnenes arbejdsvilkår, og at computerens placering har betydning for både skuldre, nakke og øjne, siger Gisela Sjøgaard:

- Arbejdspladsens indretning og computerens placering foran øjnene har stor betydning. Hvis skærmen er placeret for højt oppe, spærrer man automatisk øjnene mere op, så øjet er i en særlig åben tilstand, og det kan højst sandsynlig have en betydning. Hvis computeren til gengæld er for lavt placeret, kan det måske have betydning for skuldrene og nakken. Det er nogle ting, vi ikke har klarlagt endnu, siger hun.

Før man har undersøgt disse ting, kan man i mellemtiden prøve at vurdere, om man har de største problemer i nakken eller i øjnene.

- Indtil videre er man nødt til at finde ud af, hvor ens akillessene sidder, altså om den sidder i nakken eller i øjnene, og så prøve at placere computeren højere, hvis man har ondt i nakken og lavere, hvis man har problemer med øjnene, siger Gisela Sjøgaard
 
 

Denne tekst er offentliggjort den 25. februar 2005


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...