Luften kommer ind i åndedrætsorganet gennem næseborene. Her varmes og fugtes den i næsehulen, hvis vægge er fyldt med små yderlige blodkar, inden den fortsætter ned i lungerne. Næsehulen er også beklædt med hår, som opfanger støv og andre partikler, som dermed hindres i at komme ned i lungerne.
Indåndingen sker ved, at åndedrætsmusklerne trækker sig sammen. Den vigtigste åndedrætsmuskel er mellemgulvet, som i afslappet form er kuppelformet, men flader ud, når det spændes (øverst til højre). Også musklerne mellem ribbenene bidrager til åndedrætsbevægelserne. Når disse muskler spændes, vides brystkassen ud i højden og i bredden (nederst til højre). Sammentrækningen i åndedrætsmusklerne bevirker således, at brystkassens volumen øges, og at luft suges ned i lungerne. Jo kraftigere muskelbevægelser, jo større er den luftvolumen, der kommer ned i lungerne.
Udåndingen sker ved at åndedrætsmusklerne slappes, så mellemgulvet genskaber sin kuppelform, og brystkassen synker sammen (højre del af figuren). Lungerne følger brystkassens og mellemgulvets bevægelser og mindskes derved i volumen, så luften presses ud af dem. Åndedrætsrytmen reguleres hovedsageligt af særlige receptorer, som registrerer kuldioxidindholdet i blodet. Udåndingsluften indeholder stadig en hel del ilt, hvilket gør det muligt at give kunstigt åndedræt med godt resultat.
Lungesækkene
 Hver lunge er omgivet af en lungesæk, som er opbygget af to hinder. Den inderste hinde sidder fast på lungen og den yderste på brystkassen. På den måde følger lungerne brystkassens bevægelser. Rummet mellem lungesækkenes to lag er lufttomt, men indeholder lidt væske, som gør, at lagene let glider mod hinanden ved åndedrætsbevægelserne. |
