JS er her:
 
 
Annoncering
Kontakt
Om Sundhedsguiden
Temaer
Symptomguiden
Test dig selv
Alle Nyheder
Find Behandler

Kræft i tyktarmen og kræft i endetarmen (Kolorektalcancer)

Forfatter:Læge, Rasmus Broby Johansen
Dato:20. september 2006

   
 Kræft i tyktarmen og kræft i endetarmen regnes ofte som samme sygdom. Den opstår efter forandringer i slimhinden. Samlet set er det den næsthyppigste form af kræft hos både mænd og kvinder i Danmark med ca. 3.500 nye tilfælde om året. Over halvdelen af dem, der får diagnosticeret kolorektalcancer, er over 60 år, og næsten alle er over 40 år.
  Mest læste artikel
 
  
Kræft i tyktarmen og kræft i endetarmen regnes ofte som samme sygdom. Den opstår efter forandringer i slimhinden. Samlet set er det den næsthyppigste form af kræft hos både mænd og kvinder i Danmark med ca. 3.500 nye tilfælde om året. Over halvdelen af dem, der får diagnosticeret kolorektalcancer, er over 60 år, og næsten alle er over 40 år.

Definition og årsager

Den præcise årsag til sygdommen er ukendt, men formodentligt drejer det sig om en blanding af genetiske faktorer og miljøfaktorer. Desuden ses en øget forekomst af tyktarmskræft hos personer med mange polypper i tyk- og endetarm , samt hos personer med blødende tyktarmsbetændelse og Crohns sygdom .

Næsten ¾-dele af alle tumorerne (kræftsvulsterne) sidder i den nederste halvdel af tyktarmen og nedefter (inkl. endetarmen), og godt en fjerdedel af tumorerne er lokaliseret til endetarmen.
 

Symptomer på kræft i tyktarmen

Symptomerne er afhængige af, hvor tumoren er lokaliseret. Ofte starter symptomerne langsomt og snigende. De almindeligste symptomer er:
  • Ændret afføringsmønster. Hos nogle diarré, hos andre forstoppelse, og hos nogle ses vekslende perioder med diarré og forstoppelse.
  • Træthed.
  • Vægttab.
  • Blodmangel  (anæmi).
  • Smerter i maveregionen.
  • Blod og slim i afføringen.
  • Frisk blod i afføringen samt smerter ved afføring ses hyppigt i forbindelse med kræft i endetarmen.
     
Jo højere oppe i tarmen canceren er lokaliseret, desto mere ukarakteristiske er symptomerne typisk, og mere almene symptomer som træthed, vægttab, feber og blodmangel ses tidligst ved de højtsiddende tumorer.

Kræft længere nede i tarmen viser sig typisk ved ændret afføringsmønster. Disse tumorer kan også give symptomer på forsnævring og efterfølgende udspiling af tarmen ovenfor. Dette kan vise sig som kvalme og opkastninger samt ubehag og smerter fra de udspilede tarmsektioner. I værste tilfælde kan dette medføre tarmslyng.
 

Forholdsregler og diagnose ved kræft i tyktarm og endetarm

Ved blod og slim i afføringen over længere tid skal man søge læge. Dette gælder særligt, hvis man er over 40-50 år, hvor dette kan skyldes kræft i tyktarmen. I langt de fleste tilfælde vil der dog være tale om hæmorider, infektion med bakterier eller parasitter eller andre mindre alvorlige tilstande.

Man mener, at kræft i tyktarmen hænger sammen med den tid, føden er om at passere igennem tarmen. Jo længere det tager, jo længere tid har potentielt giftige eller karcinogene (kræftfremkaldende) stoffer til at virke. Derfor mener man, at sygdommen er associeret med en kost med lavt indhold af fibre (hvilket nedsætter passagetiden). Det anbefales derfor til alle at spise en kost, der er rig på fibre (mange grøntsager og kornprodukter).

Når diagnosen skal stilles, starter lægen med at udføre en rektaleksploration (stikker en finger op i endetarmen). Med denne undersøgelse kan 2/3-dele af alle tumorer i endetarmen opdages. Derudover skal der udføres en kikkertundersøgelse  (koloskopi) med samtidig udtagning af en vævsprøve  (biopsi). Ved akutte symptomer på forsnævring og obstruktion laves der en røntgenundersøgelse med kontrast . 
 

Behandling af kræft i tyktarmen

Ubehandlet er sygdommen dødeligt forløbende i løbet af kort tid, og den eneste mulighed for helbredelse er en operation, hvor man fjerner det afficerede stykke af tarmen. Det er dog kun muligt at operere omkring ¾-dele med henblik på helbredelse, da de resterende tumorer har spredt sig på diagnosetidspunktet. I nogle tilfælde kan man fjerne det ramte stykke tarm, og derefter sy de to tarmender sammen. Hos andre er det nødvendigt at anlægge en kolostomi .

Hvis canceren er lokaliseret nær endetarmsåbningen, kan det ofte hjælpe med strålebehandling inden operationen, og ved de højere stadier er der påvist god effekt af samtidig kemoterapi (se Diagnostcering og behandling af kræft ). I tilfælde hvor kræften har spredt sig, og operation ikke er muligt, giver man ofte lindrende strålebehandling og/eller kemoterapi. Dette kan hos nogle give en markant forbedring af livskvaliteten den sidste periode af livet samt hos en del også forlænge denne periode.
 

Forløb og komplikationer

Som nævnt kræver kræft i tyktarmen operation. Heldigvis kommer mange til lægen i tide, og det er muligt at operere mhp. helbredelse. Det ser værre ud, hvis sygdommen opdages sent i forløbet evt. med spredning til andre organer. Kolorektalcancer spreder sig hyppigst til leveren og derefter til lungerne. Højtsiddende (højresidige) tumorer opdages oftest senere i forløbet end de venstresidige pga. de mere ukarakteristiske symptomer.

Undertiden viser sygdommen sig først ved tarmslyng eller perforation af tarmen (der går hul på tarmen) med bakterier i bughulen og bughindebetændelse til følge. Disse tilstande kan også ses som komplikationer senere i forløbet.

Sygdommen har en god prognose, hvis den opdages tidligt i forløbet, og i disse tilfælde helbredes de fleste. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på symptomer som blødning og vægttab, særligt hvis man er over 40-50 år.
 
 
 
Søg efter behandler indenfor kræft i mave og tarm på i samarbejde med Sundhedsguiden.dk
Mest læste artikler:Test dig selv:

Læs også

Godartede svulster i tyktarm og endetarm (Polypper i tyktarm og endetarm)
Kræft i bugspytkirtlen (Pancreascancer)
Kræft i mavesækken (Cancer Ventriculi)
Kræft i tyktarmen og Kræft i endetarmen (Kolorektalcancer)
Tumorer i tyndtarmen
Generelt om kræft
Karcinoider
Kræft - Forbyggelse og sundhedsfremme
Kræft i spiserøret (Cancer i spiserøret)
Operation: Kolostomi og ileostomi

Dagens nyhed

Stimulerende arbejde holder din hjerne i form

Læs her 

Symptom tjekker
Prøv vores symptomguide og få et forslag til en diagnose.                               Læs her 

Tjek din risiko for at få helvedesild
Har du haft skoldkopper, så har du også risiko for at blive ramt af den meget smertefulde lidelse helvedesild som rammer op mod 25% af befolkningen. – Læs om lidelsen og test din risiko her.

Temaer


Astma

 
 
Oplysninger på Sundhedsguiden må ikke erstatte kompetent og professionel rådgivning af egen læge eller behandler.
Diagnostisering og fastlæggelse af behandling må ikke foretages udelukkende udfra oplysninger på dette site. 
Læs Sundhedsguidens Mission og Forbehold -  Hjem -  Kontakt   

 
© Copyright 1999 - 2014 - www.sundhedsguiden.dk

SignUp PopUp