Graviditet udenfor livmoderen (Ekstrauterin graviditet, Ektopisk graviditet)

Dato: 6. marts 2007

Graviditet udenfor livmoderen (Ekstrauterin graviditet, Ektopisk graviditet)

Definition og årsager

En graviditet udenfor livmoderen (ekstrauterin graviditet eller ektopisk graviditet) forekommer, hvis det normalt befrugtede æg vokser sig fast et andet sted end i livmoderens slimhinde, hvor det normalt sker.

Stedet for indvæksten kan for så vidt være alle steder, som ægget normalt passerer (dvs. æggestokkene ), bughulen, æggelederne eller nederst i livmoderen, dvs. livmoderhalsen). Dog sidder 95% af de ekstrauterine graviditeter i ægge-lederne. Graviditeten kan naturligvis ikke fuldbæres og tilstanden er potentielt farlig for den gravide og kræver behandling (se nedenfor).
Årsagerne til graviditet udenfor livmoderen er i reglen rent mekaniske. Dvs. hvis æggeledernes evne til at transportere ægget af en eller anden grund er nedsat. Dette kan skyldes en forsnævring som følge af Underlivsbetændelse  (oftest seksuelt overført som Gonorré  eller klamydia , eller som følge af en spiral  eller endda blindtarmsbetændelse, hvis denne har været kompliceret. Tidligere operationer på æggeledere øger ligeledes risikoen for ekstrauterin graviditet, ligesom risikoen stiger med alderen.


Symptomer på graviditet udenfor livmoderen

Ofte er kvinden ikke klar over, at hun er gravid, da uregelmæssige menstruationer  ikke er helt unormale under ekstrauterine graviditeter. Symptomerne kan være en lille mørk blødning, enten pga. graviditeten eller som følge af en pågående Abort . Ofte er det første symptom smerter i underlivet, ofte startende som turevise smerter af stikkende karakter, der efterfølgende kan gå over i mere konstante smerter.

Endeligt kan første symptom være besvimelse efterfulgt af smerter.

Forholdsregler og diagnose

En af de første undersøgelser, der vil blive foretaget af lægen, er en urinprøve for graviditetshormonet hCG . Alle frugtbare kvinder, der ankommer til en skadestue med mavesmerter, bør have foretaget denne undersøgelse (eller en tilsvarende blodprøve).

Dernæst foretages gynækologisk undersøgelse , der i nogle tilfælde vil vise ømhed af livmoderen. Denne vil ofte ledsages af en ultralydsundersøgelse gennem skeden, der vil kunne påvise en graviditet inden i livmoderen, hvis kvinden er langt nok henne i sin graviditet.

Ofte suppleres med en blodprøve, hvor blodets indhold af graviditetshormon måles, og man kan, ved at følge udviklingen i koncentrationen af dette hormon, få et fingerpeg om der er tale om ekstrauterin graviditet.


Behandling af graviditet udenfor livmoderen

Den primære behandling afhænger af, om kvinden er alvorligt påvirket og i fare. Dette kan ses, hvis kvinden har blødt meget, hvilket i værste fald kan føre til at hun går i shock med livstruende kredsløbssvigt.

I sådanne tilfælde er første behandling, at sikre kvindens liv, ved at tilføre hende blod og væske. Herefter opereres kvinden, hvor man åbner bugvæggen, fjerner graviditeten og standser blødningen.

Hvis kvinden er stabil, bliver graviditeten fjernet under mere rolige forhold, hvilket i reglen vil ske ved en laparoskopi (en kikkertvejledt operation), hvor patienten også er i fuld bedøvelse, men bugvæggen åbnes ikke fraset små indgangshuller til kikkert og instrumenter.

I nogle tilfælde kan man behandle med medicin alene og fremkalde en Abort.

Forløb og komplikationer

Hvis kvinden ikke er akut påvirket, er forløbet som regel fredeligt, omend det kan være et sorgfuldt efterforløb for kvinden (og hendes partner), specielt hvis der var tale om en ønsket graviditet.

Risikoen for efterfølgende at få endnu en ekstrauterin graviditet er væsentligt øget, ligesom den normale fertilitet er betydeligt nedsat.


Forebyggelse af graviditet udenfor livmoderen

Der er ikke noget, man kan gøre for med sikkerhed at undgå en graviditet udenfor livmoderen. Man kan dog mindske nogle af risikofaktorerne ved f.eks. at bruge beskyttelse ved samleje og dermed mindske risikoen for seksuelt overførte sygdomme og underlivsinfektioner, som kan være årsag til at en senere graviditet bliver ekstrauterin.

AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...

TOP ARTIKLER