Motionens gunstige virkninger - Sygdomsgruppe 3. Bevægeapparat sygdomme

|
Kilde: Motionsmanualen, skrevet af praktiserende læge Leif Skive for Komiteen for Sundhedsoplysning, P.L.O (Praktiserende Lægers Organisation) og DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin) samt "Fra overgang til OVERSKUD - om motion, kost og hormoner", Leif Skive fo
Dato: 6. marts 2007
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Motionens gunstige virkninger - Sygdomsgruppe 3. Bevægeapparat sygdomme

Slidgigt, leddegigt, rygsmerter, osteoporose (knogleskørhed), muskelsvækkelse/fald.

For slidgigt, leddegigt og rygsmerter er der ingen eller kun ringe belæg for, at fysisk træning påvirker selve sygdomsudviklingen. Der er dog alligevel stor effekt af motion på disse sygdomme, fordi især styrketræning forbedrer muskelfunktionen omkring de syge led. Derved opnås en bedre kontrol med leddet, og bevægeligheden bibeholdes. Konditionstræningens berettigelse er, at den giver større fysisk formåen og dermed bedre mobilitet. Den er også en hjælp til at modvirke overvægt, som ville være en yderligere belastning på leddene.
 
Ved leddegigt, som er en inflammatorisk (betændelses-lignende) sygdom, har træning yderligere en positiv effekt, idet fysisk aktivitet modvirker den inflammatorisk proces ved at styrke immunsystemet.
 
I forbindelse med rygsmerter vil styrketræning øge kontrollen og stabiliteten omkring rygsøjlen. Derved kan man muligvis forhindre uhensigtsmæssige og smerteprovokerende bevægelser.  Rygskoleundervisning lærer også patienterne at tolerere smerten bedre og at forsøge at fungere i dagligdagen trods et vist kronisk ubehag og indskrænkning i de tidligere aktiviteter.
 
Både for osteoporose og muskelsvækkelse/fald ved vi, at der er en virkning på selve sygdommens udvikling. Allerede i den tidlige ungdom har det fysiske aktivitetsniveau betydning for individets knoglestatus senere i livet. Der foregår en kontinuerlig opbygning af knoglernes mineralindhold, indtil maksimum nås i 20-30 års alderen. Mængden af vægtbærende fysisk aktivitet i de unge år er derfor en af de afgørende faktorer for, hvor højt niveau knogletætheden når.

Efter 30års alderen foregår der en langsom afkalkning af knoglerne i resten af livsforløbet.

For at mindske dette tab er det vigtigt, at du er aktiv. Der er nemlig også en sammenhæng mellem motion og knogletætheden senere i livet, således at du ved en aktiv livsførelse kan forsinke osteoporose-udviklingen og endog øge knogletætheden lidt ved regelmæssig styrketræning.
Vægtbærende aktiviteter som gymnastik, gåture og boldspil er at foretrække.
 

Fysisk aktive halverer deres risiko for knoglebrud

Det skyldes ikke kun stærkere knogler, men også en klart bedre muskelstyrke, balance og koordination. Alt sammen faktorer der er med til at forhindre fald eller mindske følgerne af et fald.

Muskelstyrken og ledfunktionen er meget afhængig af regelmæssig motion. Det er først, når personen bliver ældre, at svækket muskelstyrke og nedsat ledbevægelighed rigtigt kommer til udtryk i form af forringet evne til at klare almindelige daglige aktiviteter.

I årene inden er der tilstrækkelig overskud at tage af, men da både antallet af muskelfibre og fibrenes tværsnitsareal aftager med alderen, vil en inaktiv person på et tidspunkt opleve, at nogle dagligdags aktiviteter begynder at blive belastende. For at kompensere for dette muskelsvind kræves der regelmæssig motion, gerne med nogen vægtbelastning.

Det er vist i talrige undersøgelser, at selv meget svækkede højt oppe i årene kan forbedre deres muskelstyrke betragteligt. Det er vigtigt, fordi muskelstyrken er en forudsætning for al anden træning, som kan gøre den ældre selvhjulpen og mobil.

På samme måde skal der bevægelse til for at ledbånd, sener og brusk bevarer deres elasticitet og styrke.
 
Nervesystemet og dets samspil med muskler og led er af afgørende betydning for evnen til at bevæge sig sikkert omkring. Det intimt koordinerede samarbejde mellem nerver og muskler skal fungere præcist og hurtigt for at være i stand til at sikre balancen og evnen til at foretage hurtige korrektioner af kroppens stilling og bevægeretning. Det kræver regelmæssig brug, også lidt ud over de sædvanlige, begrænsede daglige bevægelser.