Løft dit hoved!

Dato: 14. oktober 2003
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Løft dit hoved!

  

gåstol

Den opretstående stilling er meget krævende, og da kroppen ofte vil prøve at springe over, hvor gærdet er lavest, kan vi hurtigt tillægge os nogle dårlige vaner. De muskelgrupper, der burde være brugt, bliver så for svage og andre måske for korte. Denne ubalance i musklerne vil typisk blive værre som tiden går, og det bliver sværere og sværere at rette på de dårlige vaner. Her, som i så mange andre tilfælde, er det bedste at forebygge - lær dine børn en god holdning!

Den overvægtige vil ofte have en meget ret holdning, da det gør det lettere at holde balancen af den tungere krop på samme understøttelsesflade (fødderne). Man vil gå med kortere, stivere skridt og have en tendens til at "twiste". En stor mave, fx. pga. overvægt eller graviditet, gør det nødvendig mere end det er normalt at bøje bagover, lægge vægt på hælene og svaje i lænden for at kunne holde balancen.

Omvendt vil den undervægtige have en tendens til at falde sammen i en overdreven afslappet holdning. Er man ikke så høj, vil der være en tendens til, at man retter sig meget op for at virke højere. Det gælder især, hvis man også er kraftigt bygget, da man så vil virke højere og slankere. Modsat vil den meget høje person ofte have en tendens til at falde sammen, blive rundrygget og bøje knæene. Teenagepigen, der er skudt mere i vejret end de jævnaldrene drenge, eller hvis bryster er mere udviklede end venindernes, risikerer også let at få en ludende holdning.

Hvad enten du er glad, sur, deprimeret, optimistisk, føler dig utryg eller selvsikker etc., påvirker det dine bevægelser og din holdning. Men det omvendte gælder også - ved bevidst at arbejde hen imod en bestemt måde at bevæge sig på. Med en holdning, du selv bestemmer, kan du påvirke dit humør og den måde, du opfattes på af omverdenen.

Er man i psykisk balance går alting lettere - også det at have en god holdning. Hører man bedre med det ene øre end med det andet, vil det ofte resultere i, at man drejer hovedet, så det øre, der hører bedst, kommer længst frem.

Kniber det med synet, får man let en tendens til at skyde hovedet fremad og spænde i ansigts- og nakkemuskler. Så også pga. holdningen, er det vigtigt at få checket synet regelmæssigt Undgå helst høje hæle. For de fleste vil høje hæle føre til, at ryggen svajer for meget. Det er individuelt om minushæl, nul-hæl, lille hæl eller evt. en lidt større passer bedst. Og så skal skoen selvfølgelig føles behagelig at have på, så man ikke går og spænder. Check størrelsen på barnets sko regelmæssigt!

Udover kroppens vægt og højde, er den måde man i øvrigt er bygget på samt den måde muskler og led fungerer på selvfølgelig også afgørende for holdningen. Bevæger leddene sig forkert eller er for stive, eller hvis man har ondt og musklerne bliver spændte eller svage, gør det en korrekt holdning vanskelig eller umulig. Her vil kiropraktisk behandling tit kunne hjælpe, da det primære mål med behandlingen netop er, at få muskler og led til at fungere så normalt som muligt. Her er en let og effektiv måde du selv kan forbedre din holdning på:

Luk øjnene og forestil dig at der er fem balloner med gas sat fast på dig. En sidder øverst på dit hoved og trækker dig lige opad. På brystet er der fastsat to balloner - en i hver side. Ligeledes er der fastsat en ballon på hver af de to hoftekamme. Det vil medføre, at dine hofter og din brystkasse vil bevæge sig frem og op, og at toppen af dit hoved hæves og nakken føles længere. Samtidig bliver det lettere at fordele trykket på forfod og hæl ens, samt at hvile lige meget på begge fødder uden at overstrække knæene. For at huske at overholde den gode holdning så ofte som muligt, kan man aftale med sig selv, at hver gang man ser fx. sin yndlingsfarve eller hører et bestemt ord, skal man rette på sin holdning. Det er også en meget god ide at rette på sin holdning på denne måde hver gang man fx. skal til at foretage en ny bevægelse.

Meget tyder på, at det vigtigste af alt, når vi taler om holdning, er balancen mellem hoved og nakke, så her er den simpleste løsning: Forestil dig toppen af dit hoved bliver hevet lige opad "Løft dit hoved du raske gut" - af begge køn!

 

 

Denne artikel er opdateret 16.02.06