Hård hud og ligtorne

Dato: 3. august 2006, revideret 13. februar 2016

Hård hud er meget almindeligt og opstår på fødderne som følge af tryk og forkert fodtøj. Hvis trykket er særligt stort på et lille område opstår ligtorne, som er hård hud, der strækker sig langt ind i den normale hud. Specielt diabetikere skal være opmærksomme på hård hud og ligtorne. Vorter kan til forveksling ligne ligtorne, så diagnosen skal udelukkes.

Hård hud er meget almindeligt og opstår på fødderne som følge af tryk og forkert fodtøj. Hvis trykket er særligt stort på et lille område opstår ligtorne, som er hård hud, der strækker sig langt ind i den normale hud. Specielt diabetikere skal være opmærksomme på hård hud og ligtorne. Vorter kan til forveksling ligne ligtorne, så diagnosen skal udelukkes.

Definition og årsager til hård hud og ligtorne

Hård hud

Hård hud opstår på fødderne som følge af tryk og forkert fodtøj. Når der gennem længere tid udøves et tryk mod det pågældende hudområde (på grund af for stramme sko), reagerer det ved at "forstærke" sig og blive tykkere. Der kan derfor dannes en bræmme af hård hud, f.eks. langs de forreste trædepuder som følge af hyppig brug af højhælede sko. Nogle mennesker er mere disponerede for hård hud på fødderne, fordi vævet omkring fodens knogler ikke er så tykt.

Man kan også have hård hud andre steder, f.eks. på hænderne efter lang tids manuelt arbejde, dette er dog sjældent til gene.

Ligtorne

Ligtorne er et område, hvor trykket har været særlig stort på et lille område. Den hårde hud strækker sig derfor langt ind i den normale hud, nærmest som en torn, deraf navnet. Den underliggende hud er ofte meget øm, og der kan opstå småblødninger omkring ligtornen. Vorter på fødderne kan ligne ligtorne til forveksling, så det er vigtigt at denne diagnose udelukkes, da vorter behandles anderledes.

Forløb og komplikationer af hård hud og ligtorne

Hård hud er meget almindeligt og vil som regel forsvinde igen, hvis man skifter til mere behageligt og rummeligt fodtøj. Det kan dog være til stor gene, specielt da de underliggende hudlag som regel er meget ømme. Hvis man samtidig med den hårde hud har dårligt blodomløb, f.eks. på grund af Diabetes eller åreforkalkning, kan der opstå skader eller sår i forbindelse med den hårde hud. Disse kan give store problemer og kan være lang tid om at heles igen.

Behandling af hård hud og ligtorne

Det vigtigste tiltag er behageligt fodtøj. Dette vil ofte medføre, at den hårde hud forsvinder af sig selv i løbet af nogle uger. Man kan hjælpe processen på vej ved at tage fodbade og i den forbindelse fjerne den blødgjorte hud med en fodfil.

Ligtorne kan behandles på samme måde som hård hud, og desuden kan man benytte ligtorneplastre. Trykket kan aflastes med en filtring omkring ligtornen, (derved vil der ikke være et direkte tryk på tornen, og smerterne ved gang mindskes), og hvis trykket skyldes en fejlstilling af tæerne, kan denne rettes ved en operation.

Hvis trykaflastning ikke kan fjerne ligtornen, kan en fodterapeut eller en læge benytte andre metoder, f.eks. beskæring. Under alle omstændigheder vil det være en god ide at konsultere en fodterapeut, der vil kunne vurdere behovet for alle de ovennævnte behandlingsmetoder. Undersøg i din egen kommune, om der gives tilskud til fodterapi. Diabetikere får tilskud fra det offentlige.

Artiklen er oprindeligt forfattet af Læge Signe Modvig og udgivet på Sundhedsguiden.dk den 3/8 - 2006. Opdateret af Læge Thomas Baastrup Piper den 13/2 - 2016. - Rettighedshaver er Sundhedsguiden.dk.


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...