JS er her:
Javascript:
Annoncering
Kontakt
Om Sundhedsguiden
 
Temaer
Test dig selv
Symptomguiden
Alle Nyheder
Find Behandler

Addisons Sygdom (Binyrebarkinsufficiens)

Forfatter:Læge, Rune Sort
Dato:01. august 2006

   
 Hvad er Addisons Sygdom. Symptomer på Addisons Sygdom. Behandling af Addisons sygdom. Diagnose på Addisons Sygdom. Forløb på Addisons sygdom. Komplikationer til Addisons sygdom
  Mest læste artikel
 
  


Definition og årsager


Addisons sygdom betegner en tilstand, hvor der er nedsat eller ophævet funktion af binyrernes ydre lag, barken. Binyrebarken er kirtelvæv, der hovedsageligt producerer to hormoner: Aldosteron, som regulerer kroppens salt- og væskebalance og Kortisol, som er et livsnødvendigt stresshormon med en lang række virkninger, blandt andet på immunforsvaret og kroppens omsætning af næringsstoffer.

Tidligere var Tuberkulose  den hyppigste årsag til Addisons sygdom, men denne sygdom er ikke længere så udbredt i den vestlige verden. I dag er den hyppigste årsag autoimmunitet, dvs. at kroppens eget immunforsvar angriber og nedbryder binyrebarken. Andre årsager kan være alvorlige infektioner, operationer omkring binyrerne eller sygdom i hypofysen, som er en kirtel i hjernen, der blandt andet stimulerer binyrernes produktion af kortisol (se Hypofyseinsufficiens ). Sygdommen kan optræde sammen med andre autoimmune sygdomme som Diabetes type 1 , Perniciøs Anæmi , Cøliaki  med mere.

Symptomer på Addisons Sygdom


Addisons sygdom udvikler sig typisk langsomt (over flere år). Symptomerne er uspecifikke og optræder isoleret set oftere ved andre sygdomme. De hyppigste symptomer er:

  • Træthed og svaghed.

  • Nedsat appetit, evt. vægttab.

  • Kvalme og opkastninger.

  • Forstoppelse eller diaré.

  • Svimmelhed.

  • Muskelsvaghed og muskelsmerter.

  • Hyperpigmentering (mørkfarvning af hud og slimhinder).

  • Hos kvinder: Tab af kønsbehåring.

  • Lavt blodsukker.

  • Lavt blodtryk.

  • Blodmangel (pga. B-12 vitaminmangel).


Sygdommen kan udvikle sig til en akut tilstand, Addison-krise, hvis personen udsættes for fysisk stress, f.eks. alvorlig sygdom, operationer, ulykker eller lignende. Denne tilstand er livstruende og giver symptomer som lavt blodtryk, kvalme og opkastninger, feber og bevidstløshed.

Forholdsregler og diagnose på Addisons sygdom


Ved mistanke om Addisons sygdom bør du gå til egen læge. Det er ofte et problem at få mistanken om sygdommen på grund af de uspecifikke symptomer, men Addisons sygdom diagnosticeres let ved at måle hormonindholdet i en blodprøve.

Har man fået konstateret Addisons sygdom og er i medicinsk behandling (se nedenfor), bør man søge læge i tilfælde af diaré eller opkastninger. Det er vigtigt at oplyse om sin sygdom ved evt. indlæggelser, og man bør altid have et kort på sig med oplysninger om sygdommen og den behandling, man er i.

Behandling af Addisons Sygdom


Addisons sygdom behandles med hormontabletter (hydrokortison eller prednisolon) 2-3 gange dagligt for at kompensere for den lave kortisolproduktion i binyrerne. Behandlingen skal fortsætte hele livet. Da kortisol er et stresshormon, er det vigtig at øge dosis 2-3 gange, når man bliver syg eller på anden måde fysisk stresset. Kortisolbehovet kan også stige i forbindelse med graviditet.

Addison-krise behandles akut med saltvandsdrop og hormontilskud direkte i blodbanen.

Forløb og komplikationer på Addisons Sygdom


Overholdes hormonbehandlingen, kan man leve helt normalt. Ofte opdages sygdommen dog sent, og der kan være sket uoprettelig forringelse af helbredet. Den medicinske behandling med hormoner kan give en del bivirkninger, især hvis dosis er for høj (se Cushings sygdom ).


 

 


Mest læste artikler:Test dig selv:

Læs også

Addisons Sygdom (Binyrebarkinsufficiens)
Binyrerne
Cushings syndrom (incl. Cushings sygdom)
Hyperaldosteronisme (inkl. Conns syndrom)
Fæokromocytom






Temaer

 
Oplysninger på Sundhedsguiden må ikke erstatte kompetent og professionel rådgivning af egen læge eller behandler.
Diagnostisering og fastlæggelse af behandling må ikke foretages udelukkende udfra oplysninger på dette site. 
Læs Sundhedsguidens Mission og Forbehold -  Hjem -  Kontakt   

 
© Copyright 1999 - 2012 - www.sundhedsguiden.dk