Transplantationer

Dato: 14. oktober 2003

Operationer hvor man erstatter syge organer med raske udføres nu til dags rutinemæssigt. Hvert år udføres flere tusinde sådanne operationer rundt om i verden. Organerne til sådanne transplantationer tages enten fra mennesker, der før deres død har givet deres samtykke til at organer og væv fra deres krop må anvendes til transplantationer, eller hvis den afdødes slægtninge giver deres samtykke efter dødsfaldet.

Operationer hvor man erstatter syge organer med raske udføres nu til dags rutinemæssigt. Hvert år udføres flere tusinde sådanne operationer rundt om i verden. Organerne til sådanne transplantationer tages enten fra mennesker, der før deres død har givet deres samtykke til at organer og væv fra deres krop må anvendes til transplantationer, eller hvis den afdødes slægtninge giver deres samtykke efter dødsfaldet.
Organer som optræder parvis (f.eks. nyrerne) kan også tages fra levende givere, som i de fleste tilfælde er i familie med den patient, som behøver et nyt organ.

I Skandinavien driver de store sygehuse en fælles organisation kaldet Scandiatransplant, som opbevarer oplysninger om vævstype for en patient, som behøver et bestemt organ. Så snart man får rådighed over et organ kan man ved computerens hjælp hurtigt finde en passende modtager, ordne transporten af organet og fastlægge operationen.

Hurtighed er uhørt vigtig for udfaldet af en transplantation. En nyre skal for eksempel udtages af giverens krop i løbet af 30 minutter efter dennes død og kan kun opbevares i et begrænset antal timer, inden transplantationen skal udføres.
 
 

Hvad er vanskelighederne?

Moderne operationsmetoder og tekniske hjælpemidler betyder, at selve indgrebet ikke udgør noget større problem. Problemerne består snarest i, at kroppens immunforsvar reagerer mod transplanteret væv, som om det var et fremmedelement, der skal bekæmpes. Immunforsvaret er knyttet til blodets hvide blodlegemer, som danner antistoffer mod såvel sygdomsfremkaldende bakterier som andre fremmede elementer.

Det ideelle forhold ved en transplantation er, at modtagerens og giverens vævstype er nøjagtigt de samme. Dette forhold findes kun hos enæggede tvillinger, mens man i alle andre tilfælde må hæmme modtagerens immunforsvar gennem en såkaldt immunsuppression, som består i, at antallet af hvide blodlegemer sænkes. En undtagelse er hornhinde-transplantationer (se Hornhindesår og -infektioner ), da hornhinden ikke har blodforsyning og dermed ikke betragtes som et fremmed organ af kroppen.

For at undgå en afstødning, må man altså behandle patienten med et middel, som hæmmer immunsystemet, hvad der har visse uheldige bivirkninger. I dag er det vigtigste immunhæmmende middel cyklosporin, men der forskes hele tiden for at finde frem til endnu mere effektive og sikre midler. Man har også udviklet mulighederne for at opbevare og transportere organer, hvad der også har forbedret prognosen. Trods det, at offentligheden i stadig større udstrækning har fået forståelse for behovet for organtransplantationer, er mængden af donororganer fortsat for lille.
 
 

Prognose

Behandling med cyklosporin, kortisonepræparater og andre moderne lægemidler for at sænke kroppens immunforsvar, sættes ind umiddelbart efter operationen og må fortsætte resten af patientens liv. På trods af, at behandlingen har alvorlige bivirkninger, kan man leve et rimeligt liv.

Chancerne for at overleve mere end to år efter en organtransplantation forøges hele tiden. I dag har man en højere overlevelsesprocent efter en transplantation, end hvis man er blevet opereret for lunge- eller tarmcancer. Omkring 90% af dem, som har gennemgået en hjertetransplantation er i live efter et år, og 80% lever efter to år. Mange patienter, som har fået en ny nyre eller lever, har haft svært ved at beholde organet, hvorfor det er nødvendigt at gentage operationen.
 
 

Nyretransplantation

Ved hjælp af avanceret medicinsk og kirurgisk teknik er nyretransplantationer i dag blevet stadig mere almindelig. De er mindre risikable end andre transplantationer, da man i tilfælde af, at organet afstødes, kan holde patienten i live ved hjælp af dialyse . Man udfører nu snarere nyretransplantationer for at forbedre livskvaliteten end for at redde patientens liv. Af dem som har gennemgået en transplantation er 2/3 i live med fungerende nyrer to år efter indgrebet. Hos en 1/6 af de opererede afstødes organet, og de kan så overgå til dialyse, mens der ventes på en ny nyre.
 
 

Bugspytkirteltransplantation

Når man gennemfører en nyretransplantation på en patient med diabetes er det blevet stadig mere almindeligt, at man samtidig erstatter patientens bugspytkirtel. Selv om denne form for transplantation ikke er så sikker som nyretransplantation, findes der en chance for at patienten kan blive fri for at skulle tage indsprøjtninger med insulin. Hvis indgrebet lykkes, mindsker det også risikoen for, at den nytransplanterede nyre forstørres som følge af diabetesforandringer. Kun at gennemføre en bugspytkirteltransplantation er mere tvivlsomt, da transplantationen ikke udføres for at redde patientens liv og indebærer, at patienten udsættes for en stor, relativ risikabel operation og dels for immunhæmmende medicinering.
 
 

Hjertetransplantation

Da man endnu ikke er i stand til at erstatte hjertet med en maskine (de mekaniske hjerter som findes er stadig på eksperimentstadiet og er ikke tilstrækkeligt udviklede til at være et rimeligt alternativ til biologiske hjerter), tilbyder man kun hjertetransplantation, når patientens hjerte er så dårligt, at der er risiko for at patienten dør inden for meget kort tid.

Takket være store tekniske fremskridt er metoden dog blevet stadig mere almindelig og anvendes nu også for at behandle alvorlige hjertesvigt, efter en hjerteinfarkt og ved forstørret hjerte (kardiomyopati). Hjertetransplantation er en vellykket behandlingsmetode. Omkring 80% af de opererede er stadig i live fem år efter operationen.
 
 

Hjerte-lungetransplantation

At gennemføre en kombineret hjerte-lungetransplantation medfører mange problemer. Det største er manglen på donorer med fungerende lunger. Lungeforandringer indtræder meget hurtigt efter døden, og da det er svært at opbevare hjerte og lunger som en enhed, må donoren befinde sig i nærheden af det sygehus, hvor modtageren ligger, så transplantationen kan gennemføres straks.

For nogle få patienter med alvorlige lungesygdomme som f.eks. cystisk fibrose, er en dobbelt lungetransplantation det eneste håb om at overleve. Visse patienter med en kombineret hjerte- og lungesygdom som følge af for højt tryk i lungekredsløbet, kan tilbydes en hjerte- og en dobbelt lungetransplantation . Ved visse sygdomme f.eks. interstitiel fibrose, kan man klare det ved at udskifte den ene lunge.
 
 

Lever- og tyndtarmstransplantation

Teknisk set er det meget svært at gennemføre transplantationer af leveren eller dele af tyndtarmen. Levertransplantationer foretages dog nu rutinemæssigt på nogle af de store sygehuse. Tyndtarmstransplantationer er endnu på forsøgsstadiet.

Man gennemfører levertransplantationer på voksne, som har en livstruende leversygdom, specielt visse former for hurtigt fremadskridende skrumpelever. Børn med arvelige fejl i galdegangene eller forstyrrelser i leverens stofskifte kan også komme i betragtning til en levertransplantation. Hos både børn og voksne bliver resultaterne bedre, hvis transplantationen gennemføres på et relativt tidligt stadium i sygdomsudviklingen. Man har fortsat et alt for lille antal donororganer til at alle kan få en transplantation. I nogle få tilfælde har man hos børn indtransplanteret et stykke af moderens lever. Overlevelsesstatistikken for levertransplantationer nærmer sig nu de tal, som gælder ved hjertetransplantationer.

Hvis man af en eller anden grund er nødt til at fjerne store dele af tyndtarmen, må patienten indtage næring direkte i blodbanen i resten af sit liv for at overleve. Metoden med at indtransplantere en tyndtarm er et alternativ, som endnu befinder sig på eksperimentstadiet, men som indebærer at disse patienter ville kunne vende tilbage til et mere normalt liv. Der er kun udført et lille antal operationer, og kun nogle få patienter har overlevet mere end et år.
 
 

Knoglemarvstransplantation

Knoglemarvstransplantation er i vore dage et rutineindgreb ved de fleste former af leukæmi, Hodgkins syge, andre lymfomer og visse andre cancerformer. Man anvender det også i stadig højere grad ved tilstande med en ikke fungerende knoglemarv som følge af andre tilstande såsom aplastisk anæmi, arvelige immundefekter og thalassemi . Hovedproblemet ved knoglemarvstransplantation er det modsatte i forhold til andre transplantationer, hvor modtagerens krop forsøger at afstøde donororganet. Ved knoglemarvstransplantationer kan visse af de indtransplanterede celler angribe modtagerens celler. Tilstanden kaldes graft-versus-host reaktion (transplantat-imod-vært-reaktion).

Selve transplantationen foregår i to dele. Først ødelægges den gamle knoglemarv ved stråling og medicin, og derefter indsprøjtes den nye knoglemarv på den gamles plads. Den ideelle situation er, at den nye knoglemarv kommer fra en genetisk nærtstående person, f.eks. en bror eller søster. I visse tilfælde kan man i stedet for knoglemarv tage primitive celler fra donorens blod og injicere det i en af modtagerens vener. De raske celler føres derpå tilbage til knoglemarven og begynder der at dele sig. Ved hjælp af genetisk fremstilling af tilvækstfremmende faktorer har man kunnet mindske tiden før kroppen vendte tilbage til normale blodværdier, og dette har drastisk mindsket patienternes infektionsrisiko. En næsten helt perfekt passende knoglemarv kan anvendes, men giver ofte en graft-versus-host reaktion, hvorfor man begynder at give immunhæmmende medicin som cyklosporin direkte efter operationen.
 
 

Hvordan foregår en hjertetransplantation

I mange tilfælde af hjertetransplantationer udskifter man ikke hele hjertet, men kun de to hjertekamre, klapperne mellem forkamrene og hjertekamrene samt dele af forkamrene. Herved beholder man tilslutningerne fra hjertet til flere af de største blodkar. Denne partielle hjertetransplantation er meget anvendelig, da det netop er muskulaturen og klapperne i hjertekamrene som er beskadiget ved de fleste hjertesygdomme.

AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...