Definition og årsager
Mitralklappen sidder i venstre side af hjertet, mellem venstre forkammer og venstre hjertekammer. (se hjerteklapperne ). Ved mitralstenose er klapåbningen forsnævret, så blodet får sværere ved at løbe igennem. Dette tvinger hjertets forkammer til at arbejde hårdere for at pumpe blodet videre, og i længden kan der udvikles højresidigt hjertesvigt .
Langt den hyppigste årsag til mitralstenose er tidligere tilfælde af gigtfeber , hvor der ofte ses samtidig mitralinsufficiens . Af dem, som har haft gigtfeber, udvikler 65% mitralstenose af varierende sværhedsgrad. Gigtfeber er blevet sjælden i Danmark efter indførelse af effektiv antibiotikabehandling, men er stadig et stort problem i udviklingslandene. Alvorlig forsnævring af mitralklappen ses tidligst 2 år efter debut af gigtfeber, og herefter forbliver størsteparten symptomfri i endnu 10 år. Meget sjældent ses mitralstenose som en arvelig misdannelse.
Symptomer på mitralstenose
Symptomerne skyldes primært, at der opstår forhøjet tryk i lungerne og inkluderer:
- Åndenød, først kun ved fysisk anstrengelse, senere også i hvile.
- Blodigt opspyt.
- Væske i lungerne eller i kroppen generelt.
- Træthed uden grund.
- Hjertebanken.
Hyppigt findes der symptomer på højresidigt hjertesvigt .
Komplikationer ved mitralstenose
Forsnævringen af mitralklappen tvinger hjertet til at arbejde hårdere, og hjertet forstørres med tiden. Dette fører ofte til forstyrrelser i hjerterytmen, især forkammerflimmer , som gør, at blodet ikke pumpes tilstrækkeligt ud af forkammeret, hvorved der kan dannes blodpropper, der i værste fald kan sætte sig i hjernen (se blodprop i hjernen ).
Diagnose Diagnosen stilles ved, at lægen lytter til hjertet i et stetoskop og hører en karakteristisk mislyd. Der tages et røntgen af brystkassen, der kan vise et evt. forstørret hjertet, og der optages et EKG , der måler hjertets elektriske udladninger og kan afsløre evt. forkammerflimmer. Diagnosen mitralinsufficiens stilles endeligt vha. en ultralydsundersøgelse af hjertet ( ekkokardiografi ), der kan undersøge mitralklappens bevægelser. I sjældne tilfælde anvendes hjertekateterisering, hvor et kateter indføres fra lysken op i venstre side af hjertet for at måle trykforholdene i hjertet og dermed sværhedsgraden af stenosen.
Behandling af mitralstenose
Hvis mitralstenosen ikke giver nogen symptomer, som nævnt ovenfor, er prognosen god uden nogen form for behandling. Hvis der samtidig er forkammerflimmer, forværres prognosen ubehandlet.
Medicinsk behandling anvendes for at afhjælpe symptomerne. Vanddrivende medicin, der hjælper kroppen til at udskille vand og salte, kan anvendes ved tendens til væskeophobning i lunger eller i kroppen generelt. Hvis der er forkammerflimmer gives medicin, der regulerer hjerterytmen, og samtidig gives blodfortyndende medicin, som forebyggelse mod den øgede tendens til blodpropper.
Som ved andre sygdomme i hjerteklapperne er der risiko for bakteriel endokarditis i forbindelse med kirurgiske indgreb og tandudtrækning, hvorfor det er vigtigt at oplyse sin læge eller tandlæge om tilstanden. Ved sådanne indgreb behandles der forebyggende med antibiotika, således at de bakterier, der uvilkårligt vil blive overført til blodet i forbindelse med indgrebet, har sværere ved at hæfte sig fast til den syge hjerteklap.
Hvis der er mange symptomer, kan en operation, hvor man forsøger at udvide mitralklappen anvendes. Ofte er man dog nødt til indsætte en ny klap (se hjerteklapoperation ). Der vælges generelt en mekanisk hjerteklap til yngre patienter og en biologisk (f. eks. en svineaortaklap) til ældre. Efter en sådan operation gives der livslang blodfortyndende behandling, som forebyggelse mod den øgede tendens til blodpropper forårsaget af den kunstige klap.
|
