JS er her:
Javascript:
Annoncering
Kontakt
Om Sundhedsguiden
 
Temaer
Test dig selv
Symptomguiden
Alle Nyheder
Find Behandler

Aortastenose

Forfatter:Læge, Stig Præstekjær-Andersen
Dato:01. august 2006

   
 Hvad er Aortastenose. Symptomer på Aortastenose. Behandling af Aortastenose. Diagnose på Aortastenose. Komplikationer til Aortastenose. Forebyggelse til Aortastenose.
  Mest læste artikel
 
  


Definition og årsager


Aortaklappen, der sidder i venstre side af hjertet, mellem aorta (hovedpulsåren) og venstre hjertekammer, forhindrer blodet i at løbe tilbage i hjertet mellem hjerteslagene (se hjerteklapperne ). Ved aortastenose drives blodet gennem en forsnævret, eller unormalt fortykket, aortaklap. Denne ekstra belastning på hjertets venstre halvdel fører til, at hjertevæggen fortykkes, og i længden udvikles der venstresidigt hjertesvigt .

Samtidig mindskes hjertets evne til at lede blod ud i kranspulsårerne, der er hjertets blodforsyning. Dette kan give symptomer på iltmangel i hjertet (se under symptomer). Aortastenose skyldes oftest aldersmæssige forandringer og forkalkning i aortaklappen. Sjældnere skyldes tilstanden gigtfeber , medfødt misdannelse (se Medfødt aortastenose ), eller kan være resultat af bakteriel endokarditis . Aortastenose ses tre gange så hyppigt hos mænd som hos kvinder.

Symptomer på Aortastenose


Milde tilfælde af aortastenose er ofte symptomfri, men der udvikles som regel symptomer, efterhånden som forsnævringen forværres. Hovedsymptomerne er åndenød, trykken for brystet, evt. med udstråling til kæbe og venstre arm (som ved hjertekrampe ), samt besvimelsesanfald. Disse symptomer fremkommer som regel i forbindelse med fysisk aktivitet, men kan ved svær aortastenose også være til stede i hvile.

Komplikationer til Aortastenose


Er der ingen symptomer på aortastenosen, har sygdommen en god prognose uden operation. Ved mere alvorlige tilfælde af aortastenose, med et eller flere ovennævnte symptomer, er 50% i live efter 2-3 år. Ubehandlet vil den mere alvorlige aortastenose bevirke, at hjertet forstørres, og der kan tilstøde komplikationer som forstyrrelser i hjerterytmen, hjertekrampe, blodprop i hjertet eller pludselig død.

Diagnose på Aortastenose


Aortastenose opdages ofte tilfældigt ved en almindelig helbreds-undersøgelse, idet der i starten ofte ikke er nogen symptomer. Diagnosen stilles ved, at lægen lytter på hjertet efter en karakteristisk mislyd, tager røntgen af brystkassen, EKG , og en ekkokardiografi (en ultralydsundersøgelse, hvor man kan se hjertets bevægelser). En hjertekateterisering, hvor et kateter indføre fra lysken op i venstre side af hjertet for at måle trykforholdene i hjertet og dermed sværhedsgraden af stenosen, kan udføres hvis de andre undersøgelser er utilstrækkelige.

Behandling af Aortastenose


Da mindre betydende aortastenose ofte udvikler sig til betydende sygdom, er det vigtigt at følge op på udviklingen af forsnævringen, selv hvis der ikke er symptomer. Dette gøres f.eks. med ultralydsundersøgelse af hjertet (ekkokardigrafi) hvert andet år. Hvis der ved denne undersøgelse påvises betydende forsnævring, udføres kontrollen endnu oftere.

Som ved andre sygdomme i hjerteklapperne er der risiko for bakteriel endokarditis i forbindelse med kirurgiske indgreb og tandudtrækning, hvorfor det er vigtigt at oplyse sin læge eller tandlæge om tilstanden. Ved sådanne indgreb behandles der forebyggende med antibiotika, således at de bakterier, der uvilkårligt vil blive overført til blodet i forbindelse med indgrebet, har sværere ved at hæfte sig fast til den syge hjerteklap.

Forskellige former for medicinsk behandling kan anvendes.
Blodfortyndende medicin, som forebyggelse mod en øget tendens til blodpropper, skal overvejes. Vanddrivende medicin, der hjælper kroppen til at udskille vand og salte, kan anvendes ved tendens til væskeophobning i lunger eller i kroppen generelt. Medicin, der regulerer hjerterytmen, kan også blive aktuelt, hvis der er rytmeforstyrrelser i hjertet som følge af aortastenosen.

En hjerteklapoperation kan komme på tale hvis der er, eller har været, symptomer som nævnt ovenfor, eller forsnævringen findes særlig alvorlig ved ultralydsundersøgelsen af hjertet. Der vælges generelt en mekanisk hjerteklap til yngre patienter og en biologisk (f. eks. en svineaortaklap) til ældre. Efter en sådan operation gives der livslang blodfortyndende behandling, som forebyggelse mod den øgede tendens til blodpropper forårsaget af den kunstige klap.

 


 


Mest læste artikler:Test dig selv:

Læs også

Aortainsufficiens
Aortastenose
Gigtfeber
Hjertets klapper
Infektiøs Endokarditis (Betændelse i hjerteklapperne)
Mitralinsufficiens
Mitralprolaps
Mitralstenose
Pulmonalstenose og -insufficiens
Trikuspidalstenose og -insuffiens






Temaer

 
Oplysninger på Sundhedsguiden må ikke erstatte kompetent og professionel rådgivning af egen læge eller behandler.
Diagnostisering og fastlæggelse af behandling må ikke foretages udelukkende udfra oplysninger på dette site. 
Læs Sundhedsguidens Mission og Forbehold -  Hjem -  Kontakt   

 
© Copyright 1999 - 2012 - www.sundhedsguiden.dk