Definition og årsag
Hvis en blodprop fra en vene (blodåre) i kroppen river sig løs, kan den føres til hjertet og herfra pumpes videre ud i lungeblodkarrene. Afhængig af størrelsen kan den sætte sig fast i en større eller mindre arterie (pulsåre) i lungerne. Proppen kaldes en lungeemboli. Alt materiale, der kan tilstoppe et blodkar kan danne embolier (se arteriel emboli) .
Når blodet blokeres i at komme til lungen, kan det ikke iltes. Vævet, som den tilstoppede arterie forsyner, vil dø af iltmangel, og der vil opstå et såkaldt lungeinfarkt. Blodtrykket i lungen vil desuden stige. Forhøjet lungeblodtryk belaster højre hjertehalvdel, og der kan opstå hjertesvigt og i værste fald kardiogent shock , som ofte resulterer i hurtig død.
En lungeemboli kommer i næsten alle tilfælde fra en blodprop i benets eller bækkenets dybe vener (en DVT ).
Lungeembolier er forholdsvis hyppige, og giver i mange tilfælde ingen eller meget få symptomer, hvorfor de ikke opdages, og derfor ikke diagnosticeres.
De årsager der disponerer til blodprop i benet , disponerer samtidigt indirekte til lungeemboli. Der kan opstå blodpropper i ben og bækkenvener:
- Ved længere tid sengeleje.
- Efter et stort kirurgisk indgreb.
- Ved tendens til åreforkalkning.
- Ved medfødte mangler på proteiner der forhindrer blodet i at størkne.
- Ved dehydrering.
- Ved hormonbehandling, bl.a. p-piller.
- Ved graviditet.
- Ved svær hjertesygdom som hjerteinfarkt og hjertesvigt .
- Ved visse kræftsygdomme .
- Ved svær infektion .
- Ved sygdom som systemisk lupus erythematosus og polycytæmi.
Overvægtige kan ligeledes have en øget risiko for udvikling af dyb venetrombe (DVT). En DVT i benet opstår tit efter længere tids stillesidden, f.eks. efter en lang fly- eller bustur.
Der diagnosticeres mellem 5.000 og 10.000 tilfælde af DVT i Danmark om året, med en overvægt hos kvinder. Det menes, at op mod halvdelen medfører lungeemboli. Dog er mange symptomfrie.
Symptomer på lungeemboli
Som nævnt kan symptomerne svinge fra ingen til hurtig død afhængig af emboliens størrelse. Afhængig af sværhedsgrad vil patienten udvikle følgende symptomer:
- Åndenød.
- Hurtig vejrtrækning.
- Angst.
- Hoste (Ved lungeinfarkt kan der være blodigt opspyt).
- Smerter i brystet ved indånding.
- Hjertebanken, undertiden forkammerflimmer.
- Besvimelse eller nær-besvimelse.
- Blåfarvning af hud bl.a. læberne (central cyanose).
- Kardiogent shock .
Hos patienter, der udvikler et lungeinfarkt, vil der tilkomme feber.
Det kardiogene shock vil i de fleste tilfælde føre til død indenfor minutter.
Hos langt de fleste kan der påvises DVT, selvom kun ca. 10% har symptomer på dyb venøs trombose i ben- eller bækkenvene.
Forholdsregler og diagnose
Forholdsreglerne er de samme, som ved dyb venøs trombose.
Den vigtigste forholdsregel er hyppig motion og at undgå overvægt. Det er vigtigt at undgå længerevarende stillesiddende perioder. Er man disponeret for DVT, er det især vigtigt at gøre hyppig venepumpe gymnastik (ved at bruge benmuskulaturen) og undgå dehydrering i forbindelse med lange rejser og stillesiddende arbejde.
Kvinder over 35 år, der bruger p-piller, bør overveje anden form for prævention, da risikoen for DVT i forbindelse med p-pille brug øges med alderen.
Rygning er stærk forbundet med åreforkalkning , som kan føre til blodpropper. Rygestop er derfor en vigtig forholdsregel.
Har man mistanke om en blodprop i benet, og/eller oplever man en eller flere af overnævnte symptomer på lungemboli, bør man søge læge.
Diagnose mistænkes ved de klassiske symptomer, og evt. ved en sygehistorie med DVT og forudgående længere rejse. Lægen vil foretage forskellige undersøgelser for at fastslå diagnosen. En blodprøve kan afkræfte eller styrke mistanken om lungeemboli. Et elektrokardiogram (EKG) vil frembyde klassiske forandringer ved lungeemboli.
På hospitalet kan der udføres en såkaldt ventilation/perfusions-scintigrafi. Ved indånding af en radioaktiv gas kan der tages et billede af de områder af lungen, hvor luften kommer til (der ventileres) ved indånding. Ved samtidig indgift af et radioaktivt stof i blodbanen kan man danne sig et billede af, hvilke områder af lungen der kommer blod til (der perfunderes). Lægges de to billeder ovenpå hinanden, giver det et indtryk af, hvilke område blodproppen har lukket blodforsyningen til.
Der kan tages en CT-scanning af lungerne og ved samtidig indsprøjtning af røntgentæt stof i blodbanen, kan man visualisere proppen. En ekkokardiografi af hjertet kan vise, om blodproppen har påvirket hjertets pumpefunktion.
Lægen vil ofte udrede for DVT samtidigt, da der er risiko for endnu en lungeemboli, hvis en DVT ikke behandles.
Behandling af lungeemboli
Behandlingen afhænger igen af størrelsen på embolien og sigter både efter at modvirke, at proppen vokser, samt mod at opløse den.
På den bare mistanke om blodprop iværksættes behandling med såkaldt antikoagulerende (AK) middel. På dansk ofte kaldes det ofte blodfortyndende medicin. Dette nedsætter blodets evne til at størkne og bevirker, at blodproppen ikke vokser.
Der gives heparin, som er hurtigtvirkende, og vitamin K-antagonister (f.eks. Maveran eller Marcoumar) hvis virkning først indtræffer efter dage. Heparinbehandlingen sluttes, når virkningen af vitamin K-antagonisterne indtræder. Behandlingen strækker sig over 6 uger til 6 måneder. Har man øget risiko for udvikling af blodpropper, anvendes AK-behandling livslangt.
Ved store embolier indgiver man et stof i en blodåre, som bevirker, at blodproppen opløses. Behandlingen kaldes trombolyse. Behandlingen skal gives så hurtigt som muligt, og den er mere effektiv end heparin behandling. Til gengæld er der er øget risiko for blødning andre steder, da blodets størkningsevne er stærkt reduceret.
Hvis trombolyse er uden effekt, kan kirurgisk behandling overvejes. Via et blodkar forsøges det, ved hjælp af et ballonkateter, at trække blodproppen ud af karret, så blodet igen kan flyde. Det er en kompliceret operation, men hvis succesfuld er den akut livsreddende.
Når hjerte-lungekredsløb er stabiliseret behandles evt. dyb venøs blodprop i benet .
Komplikationer og forløb
Forløbet afhænger af lungeemboliens størrelse. I værste tilfælde kan blodproppen dække begge de to store arterier til lungerne, og døden vil indtræffe hurtigt herefter.
Døden forudgås af hjertesvigt og kardiogent shock Der kan udvikles kronisk forhøjet blodtryk i lungerne efter en lungeemboli. Dette kan over tid belaste hjertet, og føre til kronisk hjertesvigt.
Væv, der ikke iltes ordentligt, har øget risiko for infektion, så der kan ses lungebetændelse efter en emboli.
Mindre lungeembolier kan give skade på lungevævet. Dette heler op med arvæv, og funktionen mistes. Det resterende lungevæv vil dog i de fleste tilfælde være i stand til at overtage funktionen.
De fleste lungeembolier er dog ukomplicerede og giver ingen mén.
|
