Hjertets opbygning
Blodet løber igennem hjertet i to adskilte kredsløb, hhv. gennem højre og venstre hjertehalvdel. I venstre hjertehalvdel pumpes det iltede blod fra lungerne videre ud i kroppen via arterierne (pulsårerne). I højre hjertehalvdel løber det iltfattige blod, der har afgivet sin ilt til muskler og organer i kroppen, ind via venerne (blodårerne), og pumpes herefter ud i lungerne for at blive iltet på ny.
Hver hjertehalvdel er desuden opdelt i et forkammer (atrium) og et hjertekammer (ventrikel), der er placeret umiddelbart efter hinanden. Kamrene er adskilt af hjerteklapper, der forhindrer, at blodet løber baglæns i systemet (se hjertets klapper ).
Hjertets elektriske ledningssystem
Hjertets sammentrækning styres af en særlig type hjerteceller, kaldet pacemakerceller, der som noget ganske enestående i kroppen har evnen til at afgive elektriske impulser i en regelmæssig rytme, som kan justeres op og ned alt efter behov (f.eks. ved fysisk anstrengelse eller søvn).
Sinusknuden, som sidder i hjertets højre forkammer, er en samling af sådanne pacemakerceller, der afgiver den overordnede elektriske impuls. Impulsen løber i særlige ledningsbaner ud i resten af hjertet gennem forkammerknuden (AV-knuden), og får løbende hjertemuskulaturen til at trække sig sammen og hermed pumpe blodet videre i systemet.
Disse ledningsbaner er konstrueret på en måde, så impulsen spreder sig ud til hjertets forskellige kamre med forskellig forsinkelse. Dette medfører, at kamrene sammentrækkes i den rækkefølge, der er optimal for at pumpe blodet effektivt igennem hjertet. Forkamrene sammentrækkes først, hjertekamrene bagefter. Forkamrenes funktion er at fylde hjertekamrene tilstrækkeligt med blod.
Forstyrrelser i hjerterytmen (hjertearytmier)
En forstyrrelse i dette komplicerede elektriske system kaldes for en forstyrrelse i hjerterytmen eller en hjertearytmi. En forstyrrelse i hjerterytmen kan betyde, at hjertet arbejder mindre effektivt og de symptomer, der fremkommer, skyldes, at der ikke kommer tilstrækkeligt med ilt til hjerne (svimmelhed og besvimelsesanfald), muskler (mathed og kramper) og ikke mindst til hjertet selv ( hjertekrampe og hjertestop ). Mange forstyrrelser i hjerterytmen er dog mindre alvorlige og giver kun milde symptomer. Et elektrokardiogram ( EKG ) undersøger hjertets elektriske udladninger, og kan derfor give mange informationer om ledningssystemets forfatning.
De mest almindelige typer af arytmier behandles i artiklerne om forkammerflimmer og flagren , ekstraslag , hjerteblok og løbsk hjerterytme .
|
