Definition og årsager
Forkammerflimmer er den mest almindelige elektriske forstyrrelse i hjertet, som resulterer i hurtig hjerterytme. Forkammerflimmer skyldes en forstyrrelse i hjertets elektriske impuls, der får hjertets forkamre (atrierne) til at trække sig sammen hurtigere end normalt (se hjertets rytmeregulering ). Normalt trækker forkamrene sig sammen en gang per hjerteslag og følger således pulsen, der normalt ligger mellem 60 og 80 slag i minuttet i hvile. Ved forkammerflimmer trækker forkamrene sig sammen svagt og ukoordineret, med en hastighed på 300-500 sammentrækninger per minut.
Nogle af de elektriske impulser, der skaber den hurtige sammentrækning, overføres til hjertekamrene (ventriklerne), der som følge heraf også vil slå hurtigere end normalt, oftest mellem 100 og 160 slag i minuttet. Da hjertets forkamre og hjertekamre ikke slår i takt, bliver hjerteslagene mindre kraftige og uregelmæssige og der pumpes ikke tilstrækkeligt med blod ud i kroppen.
Tilstanden kaldes forkammerflagren, når forkamrene trækker sig sammen lidt langsommere, men stadig hurtigere end normalt, dvs. mellem 200 og 350 gange i minuttet. De følgende afsnit gælder også for forkammerflagren.
Forkammerflimmer er hyppigst hos mænd over 60 år, og risikofaktorerne er rygning , alkoholmisbrug, overvægt og mangel på motion. Tilstanden kan, især hos ældre, forekomme uden nogen særlig årsag, men ofte skyldes den en anden tilgrundliggende sygdom, der forårsager forstørrelse af forkamrene. Dette kan være sygdom i hjertets klapper, forkalkning af hjertets kranspulsårer , eller forhøjet blodtryk . Tilstanden ses også hos personer med en overproduktion af skjoldbruskkirtelhormon .
Symptomer på forkammerflimmer
Nogle personer mærker intet til den hurtige hjerterytme. Andre udvikler symptomer, som kan fremkomme lejlighedsvist eller være vedvarende. De typiske symptomer er:
- Hjertebanken.
- Vægtfornemmelse eller trykken for brystet.
- Åndenød.
- Unormal træthed.
Forholdsregler og diagnose
Den hurtige, uregelmæssige puls kan give mistanke om atrieflimmer. Diagnosen stilles endeligt ved, at lægen optager et elektrokardiogram ( EKG ), der måler hjertets elektriske udladninger. En blodprøve kan afsløre evt. overproduktion af skjoldbruskkirtelhormon som grundlæggende årsag.
Komplikationer til forkammerflimmer
Den alvorligste komplikation til forkammerflimmer er en blodprop. Blodpropper kan dannes som følge af, at blodet i højere grad står stille i visse dele af hjertets forkamre. En blodprop kan således rives løs fra forkammeret og i værste fald sætte sig i hjernen. (se Blodprop i hjernen ). Tendensen til at danne blodpropper ved forkammerflimmer forøges med alderen.
Behandling af forkammerflimmer
Behandlingen af forkammerflimmer afhænger af, hvor tit tilstanden optræder, dvs. om den forekommer lejlighedsvist eller er vedvarende. Ved lejlighedsvise anfald kan man selv forsøge at afhjælpe tilstanden ved at anvende den såkaldte Valsalva-manøvre, hvor man med mellemgulvet presser mod et lukket svælg (som når man skal på toilettet).
Medicinsk behandling, såsom digitalis eller betablokkere, anvendes ofte til at nedsætte hastigheden af hjerteslagene, samt for at tvinge den elektriske impuls tilbage til det normale.
Hvis forkammerflimmer opdages tidligt, kan der også anvendes et elektrisk stød, der kan tvinge den elektriske impuls tilbage til det normale. Dette kaldes DC-konvertering (DC = direct current) og foretages under fuld bedøvelse.
Blodfortyndende behandling kan gives som forebyggelse mod den øgede tendens til blodpropper. Dette kan gøres i en begrænset periode eller som permanent behandling, afhængigt af, hvor stor risikoen skønnes at være på lang sigt.
|
