Epilepsi

Dato: 25. maj 2005, revideret 21. juli 2015

Epilepsi er en funktionel forstyrrelse i hjernen. Lær om epilepsi og forholdsregler ved epileptisk anfald

Definition og årsager til epilepsi

Epilepsi er en funktionel forstyrrelse i hjernen, og en betegnelse for forekomsten af gentagne, ensartede, spontane anfald.
Epilepsi er som sådan ikke en sygdom, men snarere en betegnelse, der dækker over en tendens til epileptiske anfald. Alle kan principielt opleve at få et epileptisk anfald (f.eks. i forbindelse med visse sygdomme eller andre omstændigheder). Betegnelsen epilepsi anvendes først, når man har haft gentagne, spontant optrædende anfald.
Et epileptisk anfald er en pludseligt indsættende fejlfunktion i hjernen kendetegnet ved, at alle eller mange af hjernecellerne på unormal vis synkroniserer deres aktivitet og genererer deres elektriske impulser "i takt".
Afhængig af lokalisationen og udbredelsen af denne synkronisering kan anfaldet have forskellig karakter. Det mest kendte er det karakteristiske krampeanfald, der medinddrager hele kroppen og medfører flere minutter varende bevidstløshed. Men et anfald kan også være blot få sekunders bevidsthedssløring, som det kan være svært overhovedet at opdage (se under Symptomer nedenfor). 
Der kan gå alt fra få minutter til flere år mellem to anfald, og i mellemtiden mærker epileptikeren ingenting. Typen af en epileptikers anfald siger noget om, hvor i hjernen det opstår, og hvilken type epilepsi, der kan være tale om. Epilepsi kan have mange årsager. 
Overordnet skelnes mellem idiopatisk epilepsi og symptomatisk epilepsi. Idiopatisk epilepsi skyldes en genetisk defekt i hjernens interne signalering, og kan således muligvis være arveligt. Ved idiopatisk epilepsi kender man ikke årsagen til anfaldet. Symptomatisk epilepsi opstår efter "ydre" påvirkninger såsom skader på hjernevævet, giftige påvirkninger, infektioner i hjernen eller fejl i stofskiftet. Hos 65-75% af personer med epilepsi er der en tilgrundliggende årsag. Epilepsi eller epileptiske anfald kan altså fremkaldes af mange ting og kan være et symptom ved mange andre grundlæggende sygdomme. Eksempler på hyppige udløsende årsager til epilepsi er:
  • Udviklingsforstyrrelser af hjernen i fosterstadiet.
  • En episode med iltmangel til hjernen - f.eks. under fødslen.
  • Kraftige slag mod hovedet, oftest af en grad med kraniebrud eller værre til følge.
  • Infektioner i og omkring hjernen (hjernebetændelse og meningitis).
  • Blodpropper i hjernen og hjerneblødninger (samlet kaldet apopleksi).
  • Svulster i hjernen.
  • Alkoholmisbrug.
  • Degenerative hjernesygdomme som Alzheimers sygdom.
Hos nogle epileptikere finder man imidlertid aldrig den udløsende årsag.
Hvorfor og præcis hvordan, alle de nævnte påvirkninger og sygdomme kan føre til overdreven synkronisering af hjerneaktivitet og dermed epileptiske anfald, vides ikke.
Typen af epilepsi kategoriseres blandt andet efter, hvilken form for epileptisk anfald man typisk får (anfaldstyperne beskrives under Symptomer nedenfor), alder ved det første anfald samt den tilgrundliggende årsag (hvis den kendes). Man kan ud fra dette og flere kriterier diagnosticere forskellige epileptiske syndromer, hvilket gør det muligt at sige noget om den bedst egnede behandling, forløb og prognose for epilepsien (se Forløb og komplikationer nedenfor). - Det vil imidlertid være for omfattende at beskrive de enkelte epilepsi-typer her. 
I Danmark har omkring 55.000 mennesker epilepsi. Det svarer til knap 1% af den voksne befolkning. Hos mere end ¾ af epileptikerne begynder anfaldene i barnealderen. Det skal nævnes, at feberkramper, som er en relativt hyppigt forekommende form for krampeanfald hos børn, ikke regnes som epilepsi, selvom anfaldene har samme karakter.  

Symptomer på epilepsi

Symptomerne er de epileptiske anfald. Mellem anfaldene er der ingen tegn på sygdom, og epileptikeren lever helt normalt. Der findes som nævnt mange forskellige typer af anfald, og kun de vigtigste skal nævnes her. Fælles for anfaldene er, at nogle af hjernens funktioner midlertidigt ophører, og der kan vise sig tegn på unormal hjerneaktivitet som f.eks. krampetrækninger i muskler, bevidstløshed og i nogle tilfælde bevægeforstyrrelser, sanseforstyrrelser eller taleforstyrrelser med mere. Den normale hjernefunktion vender dog hurtigt tilbage, og et epileptisk anfald varer fra få sekunder til et par minutter, meget sjældent længere.  
Overordnet skelner man mellem generaliserede og partielle anfald, alt efter om hele hjernen eller kun en del af den er involveret. Et anfald, der begynder som partielt kan dog i nogle tilfælde brede sig og blive generaliseret. Disse inddrager hele hjernen og er kendetegnede ved tab af bevidstheden. Personen har derfor ingen erindring om anfaldet efterfølgende. De vigtigste typer er: 
 Generaliserede anfald
 
Disse inddrager hele hjernen og er kendetegnede ved tab af bevidstheden. Personen har derfor ingen erindring om anfaldet efterfølgende. De vigtigste typer er: 

Tonisk-klonisk generaliseret krampeanfald (også kaldet Grand mal)

Dette er nok det mest kendte og samtidig det voldsomste epileptiske anfald:
  • Anfaldet begynder med pludselig bevidstløshed, hvor personen falder om og evt. vender det hvide ud ad øjnene.
  • Personen bliver derefter helt stiv med strakte ben, bøjede arme og bagoverbøjet hoved.
  • Dette afløses lidt efter af rykvise krampetrækninger af arme og ben.
  • Personen kan have fråde om munden eller kan bløde som følge af tungebid, og der kan være afgang af urin og afføring.
  • Personen trækker ikke vejret og bliver derfor bleg eller blålig i huden under anfaldet.
  • Efter få minutter ophører anfaldet, og personen trækker igen vejret og kommer langsomt til sig selv, eller falder i en dyb søvn.
  • Personen kan være meget træt, sløv og forvirret i længere tid efter et anfald. 
  • I nogle tilfælde sker udbredelsen til hele hjernen sekundært, og personen kan inden opleve aura, som kan vise sig på flere forskellige måder, men f.eks. som sorten for øjnene eller svimmelhed. Personen vil ofte efterfølgende kunne huske auraen.
Et generaliseret tonisk-klonisk anfald varer meget sjældent mere end et par minutter. Det ser voldsomt ud, men er som udgangspunkt ikke farligt for personen (se dog Komplikationer nedenfor). 

Absencer (også kaldet Petit mal)

Denne anfaldsform ses næsten udelukkende hos børn og unge og udgør det modsatte yderpunkt. Anfaldende består som regel af nogle sekunders bevidsthedssløring, hvor barnet bliver ubevægeligt og "taber tråden". Blikket er stirrende eller opaddrejet. Barnet falder ikke om og fortsætter kort efter sin normale aktivitet, som om intet var hændt. Barnet er ikke selv klar over, at det har haft et anfald, og det kan være svært at opdage børneabsencer, selvom de ofte forekommer med stor hyppighed hos den enkelte. Første tegn kan være, at barnet har svært ved at følge med i skolen. 

Myoklone anfald (Myoklonier) 

Er meget korte muskulære ryk i arme, ben eller i halsen. De minder om de ryk, man normalt kan se hos en person, der netop falder i søvn, men de epileptiske myoklonier kommer uden varsel i vågen tilstand. De kan forekomme enkeltvis eller i serier og være symmetriske eller asymmetriske på de to sider. 

Atoniske anfald (også kladet astatiske anfald eller drop-attacks)

Er meget kortvarige, pludseligt indsættende bevidsthedstab med total tab af muskelspænding, hvorfor personen falder hårdt til jorden uden at tage fra. Personen vågner med det samme igen, men slår sig ofte hårdt under faldet.

Partielle anfald

Ved partielle (også kaldet fokale) anfald er kun en del af hjernen involveret. Symptomerne under anfaldet kommer an på, hvilke dele af hjernen, der er medinddraget. Overordnet inddeles partielle anfald i simple og komplekse afhængig af, om bevidstheden er påvirket:   

Simple partielle anfald

Er uden bevisthedspåvirkning. Symptomerne afhænger af, hvad den angrebne del af hjernen styrer og er ofte isolerede til en enkelt eller få kropsdele. I sidstnævnte tilfælde kan det dreje sig om rytmiske trækninger eller føleforstyrrelser. Andre hjerneområder giver andre symptomer som f.eks. taleforstyrrelser, synsforstyrrelser eller høreforstyrrelser. Simple anfald kan i nogle tilfælde brede sig undervejs og blive generaliserede (se ovenfor). 

Komplekse partielle anfald

Er en hyppig anfaldsform. De er, som navnet siger, mere komplekse og indbefatter større eller mindre bevidsthedspåvirkning. Personen kan derfor som regel ikke huske sit anfald. Bevidstheden sløres, og der kan komme motoriske og/eller psykiske symptomer. De motoriske symptomer er typisk formålsløse bevægelser eller handlinger (f.eks. delvis af- eller påklædning) og varer sekunder til minutter. De psykiske symptomer kan være livlige dagdrømme, pludselig angst eller lykkefølelse, hallucinationer, ændret tidsopfattelse eller andet. Personen reagerer sjældent på tiltale under et anfald.

Forholdsregler

Er man vidne til et epileptisk anfald er følgende vigtigt:   
Det gælder først og fremmest om at bevare roen. Er der tale om et generaliseret krampeanfald, bør man overholde følgende: 
  • Gør intet under selve anfaldet udover at forhindre at personen slår sig. Hvis personen kaster op, bør man forsigtigt vende vedkommende om på siden, så opkastet ikke kan løbe ned i lungerne.
  • Flyt ikke personen, med mindre underlag eller omgivelser er farlige (f.eks. trapper eller kørebane). Fjern ting i omgivelserne, som personen kan skade sig på.
  • Hold ikke personen fast og put ikke ting i munden på personen for at forhindre tungebid, da dette kan gøre mere skade end gavn. 
  • Iagttag personen nøje således at anfaldet efterfølgende evt. kan beskrives for en læge og derved lette diagnosen.
  • Ring 112 efter en ambulance, hvis anfaldet er langvarigt (over 2-3 minutter), eller hvis der optræder flere anfald kort efter hinanden.
  • Når kramperne ophører, læg personen i aflåst sideleje.
  • Undersøg om personen bærer et kort med oplysninger om en epilepsi-diagnose på sig. Er dette tilfældet behøver man ikke lægehjælp (fraset ovenstående). Hvis ikke bør personen spørges når bevidstheden genvindes. Bliv altid ved personen til han/hun er helt vågen. Har personen ikke før haft anfald, bør han/hun indlægges og undersøges på hospital. 
Ved mistanke om epilepsi bør man undersøges af en speciallæge i neurologi. 

Diagnosen

Epilepsi stilles på baggrund af en sygehistorie med flere, spontant opståede epileptiske anfald, samt specifikke ændringer i hjernens elektriske aktivitet, målt med elektroder på skalpen, såkaldt EEG (ElektroEncefaloGrafi). Denne undersøgelse suppleres som regel med billedundersøgelser af hjernen i form af CT- eller MR-scanning  (se også Afbildning af hjernen).
Hvilket epileptisk syndrom, der evt. er tale om, vurderes foruden ved EEG-forandringer på baggrund af en række faktorer som tidligere nævnt (se Definition og årsager ovenfor).  

Epileptikerens hverdag

Er i vid udstrækning fuldstændig som alle andres. Nogle bør dog være opmærksomme på visse ting i dagligdagen. F.eks. kan visse påvirkninger fremkalde anfald hos nogle epileptikere. Det kan dreje sig om stor alkoholindtagelse, søvnmangel eller anden stresspåvirkning. Nogle reagerer på flimrende eller blinkende lys som fjernsyn eller lysshow på diskotek eller til koncert.
En epileptiker kan ikke få kørekort, medmindre seneste anfald ligger mere end to år tilbage. Der kan også være begrænsninger overfor arbejde med f.eks. farlige maskiner eller udøvelse af ekstreme sportsgrene eller svømning, hvis man har tendens til uforudsigelige epileptiske anfald.   

Behandling af epilepsi

Epilepsi behandles helt overvejende med særlige lægemidler kaldet antiepileptika. Disse hæmmer de overdrevne signaler i hjernen, der fører til epileptiske anfald og tages forebyggende. Kun sjældent kan man behandle årsagen til epilepsi. Et eksempel kan dog være en hjernesvulst, hvis den kan opereres væk.
Behandlingen med antiepileptika er en specialistopgave, og de enkelte præparater er hver især bedst til en bestemt anfalds- eller epilepsitype. Det kan være forskelligt, hvor godt behandlingen virker, men de fleste kan faktisk opnå fuldstændig anfaldsfrihed med den rigtige medicin, hvis den tages fast. Hos enkelte personer virker medicinen utilstrækkeligt, og hos nogle af disse kan man med fordel udføre en operation, hvor man fjerner den lille bid af hjernevævet, hvor anfaldene starter.   

Forløb og komplikationer

Forløbet af epilepsi afhænger i høj grad af, hvilken form for anfald, man har, hvor ofte man har dem, og hvad der er årsag til epilepsien. Ved mange epilepsiformer aftager anfaldshyppigheden af sig selv med årene. Lægen kan derfor forsøge at trappe en ud af medicinen, hvis man har været anfaldsfri i længere tid (f.eks. 5 år). Nogle epilepsier ændrer karakter, det gælder f.eks. børneabsence-epilepsi, der enten går i sig selv eller går over i generaliserede krampeanfald i voksenalderen. 
Mange epileptikere har ingen andre problemer end epilepsien, men er årsagen en tilgrundliggende sygdom eller hjerneskade, kan der selvfølgelig være komplikationer til dette, som giver et andet forløb. 
Selv de voldsomme generaliserede krampeanfald er som udgangspunkt ikke farlige for personen, fraset risikoen for at slå hovedet eller andet undervejs. I de sjældne tilfælde, hvor et generaliseret tonisk-klonisk krampeanfald varer mere end et par minutter, kan der opstå komplikationer pga. iltmangel, da personen ikke trækker vejret undervejs. Dette kan potentielt føre til hjerneskader eller i værste fald være direkte livstruende.
Tilsvarende farligt er gentagne generaliserede anfald kort efter hinanden. Dette kan føre til såkaldt status epileptikus, som er en potentielt livsfarlig tilstand, hvor det ene epileptiske anfald afløser det næste. Status epileptikus behandles aggressivt med medicin. 
Generelt er prognosen for epilepsi afhængig af evt. tilgrundliggende sygdom og hvor godt det lykkes at behandle epilepsien. Hyppige epileptiske anfald medfører i længden uoprettelige skader i hjernen. 

Artiklen er oprindeligt forfattet af Læge Rune Sort og udgivet på Sundhedsguiden.dk den 25/5 - 2005. Opdateret  den 21/07 - 2015 af ovennævnte lægefaglige skribent. - Rettighedshaver er Sundhedsguiden.dk.

Read this article in English
Przeczytaj ten artykul w jezyku polskim

 


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...