Tics

Dato: 13. november 2007, revideret 8. august 2015
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Tics er ensartede, gentagne, ufrivillige bevægelser i en lille muskelgruppe. Tics forværres ved stress og nervøsitet. Drenge og mænd har oftere tics end piger og kvinder. Tics er hyppigst i barndom og ungdom. Ved Tourettes syndrom er tics meget invaliderende, og sammen med Tourettes ses ofte også ADHD og OCD.

 

Definition og årsager til Tics

Tics er ensartede (stereotype), gentagne, ufrivillige bevægelser i en lille muskelgruppe. Oftest er det musklerne i ansigt, hals eller skuldre, der er involveret. Disse ufrivillige bevægelser kaldes motoriske tics og er langt den hyppigste form for tics. Tics kan også være pludseligt udstødte lyde eller ord, hvis det er musklerne til frembringelse af tale, der er involveret. Disse tics kaldes vokale tics. Tics forværres ved stress og nervøsitet. Drenge og mænd har oftere tics end piger og kvinder. Tics er hyppigst i barndom og ungdom, og det skønnes, at op mod 15-25% af alle børn på et eller andet tidspunkt har haft forbigående tics. 

Som regel findes der ikke nogen årsag til tics, og de kræver sjældent behandling. Dog kan tics være invaliderende, særligt i den form, der kaldes Tourettes syndrom, hvor der både er tics og ufrivillige lyde, som snøften, hosten, hvisken eller rømmen. Tourettes syndrom er en arvelig tilstand, så der vil ofte være andre i familien med lignende symptomer. Mange patienter med Tourettes syndrom udvikler desuden adfærdsforstyrrelser og ca. halvdelen har ADHD (Attention Deficit and Hyperactivity Disorder) tidligere kaldet DAMP (Deficit in Attention and Motor Perception) . Mere end halvdelen af patienter med Tourettes syndrom har desuden Obsessivt kompulsivt syndrom (OCD)


Symptomer på tics

Tics kan være simple eller komplekse. De simple motoriske tics involverer meget små muskelgrupper og er simple bevægelser som blinken, grimasseren, rynke på næsen, skubbe læben frem, ryk i skuldrene, ryk med hovedet, kast med arme eller at knække fingre. Der findes også simple vokale tics, som består i snøften, hosten, fløjten, brummen, grynt, skrig, hyl eller gisp. 

De komplekse motoriske tics er sammensatte bevægelser, hvilket betyder, at flere muskelgrupper skal arbejde sammen. Det kan f.eks. være at hoppe, klappe, berøre genstande, sig selv eller andre, bide sig i tungen eller læben, kradse sig, række tunge eller indtage en tvangspræget stilling. Komplekse vokale tics er mere eller mindre meningsfulde ord, fraser eller sætninger, der afbryder talestrømmen. Dette kan således give indtryk af stammen .

I sjældne tilfælde kan de ufrivillige bevægelser imitere seksuelle situationer eller være en provokerende gestus. Ligeledes kan personen ufrivilligt sige bandeord eller bruge stærkt seksuelle udtryk. Det kan også være ufrivillig efterligning af andres bevægelser eller ordbrug.

Tics veksler meget, hvad angår sværhedsgrad, antal, varighed og art. Der kan være både gode og dårlige perioder. Særligt hos børn ses det, at de kan tilbageholde tics i flere timer, for så når de er alene at få en lang række voldsomme tics. Nogle oplever, at der forud for tics opstår stikken eller prikken i det område, hvor der forekommer tics. Tics bedres ofte under eller efter hård fysisk aktivitet og forsvinder ofte helt under søvn. De kan forværres, når barnet er helt afslappet eller træt.

Hvis der er et eller flere vokale tics og samtidig mange forskellige motoriske tics, der varierer i antal og intensitet i en periode på mere end et år, kan der være tale om Tourettes syndrom. Samtidig er der ofte også symptomer på ADHD eller DAMP eller Obsessivt kompulsivt syndrom (OCD)

Forholdsregler og diagnose

Hvis der kun er få og simple tics, der ikke er særligt generende, kan man nøjes med at se tiden an, idet de fleste tics forsvinder af sig selv. Hvis der derimod opstår sociale problemer, bør man opsøge sin egen læge, der kan henvise til videre udredning. Diagnosen stilles på sygehistorien, og ved at lægen observerer, at barnet har tics. Sidstnævnte kan dog være vanskeligt, da tics kan undertrykkes under konsultationen. 


Behandling af tics

Langt de fleste tics kræver ingen behandling. Grundig information om tilstanden til både patient, familie og omgangskreds er oftest tilstrækkelig. Særligt kan børn få problemer med mobning, og det kan derfor være en god idé at informere daginstitution eller skole, så der er forståelse for problemet. Særligt børn med Tourettes syndrom bliver ofte opfattet som uartige eller uopdragne og oplever derfor mange uberettigede nederlag. 

Hvis der er tale om Tourettes syndrom kan der forsøges med medicinsk behandling med neuroleptika, der også anvendes mod mange psykiatriske sygdomme. Det største problem for mange med Tourettes syndrom er, at de også har ADHD eller DAMP eller obsessivt kompulsivt syndrom (OCD) , hvorfor disse lidelser også må behandles. Dette gøres dels ved særlige pædagogiske tiltag for at lære barnet de almindelige sociale spilleregler. Det er desuden vigtigt med faste rammer og forudsigelighed i hverdagen. Desuden kan der gives medicin i form af centralstimulantia (f.eks. Ritalin) (ADHD - traditionel behandling ) eller selektive serotonin re-uptake hæmmere (SSRI-præparater), der også bruges mod depression. 

Forløb

De fleste tics er forbigående og forsvinder således af sig selv. Patienter med Tourettes syndrom helbredes nogle gange spontant efter puberteten, mens det hos andre er en livslang lidelse. 

Artiklen er oprindeligt forfattet af Læge Marietta Nygaard og udgivet på Sundhedsguiden.dk den 13/11 - 2007. Opdateret af  Læge Thomas Baastrup Piper den 8/08 - 2015. - Rettighedshaver er Sundhedsguiden.dk.

 

Read this article in English

Przeczytaj ten artykul w jezyku polskim