Epilepsi

Forfatter: Læge, Rune Sort
Dato: 3. oktober 2005, revideret 11. marts 2009
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Der findes flere forskellige former for epilepsi, der hver har sine specielle, karakteristiske symptomer. Epilepsi er ikke en selvstændig sygdom, men et symptom på en bagvedliggende forstyrrelse i centralnervesystemet. Epileptiske symptomer kan komme til udtryk på mange forskellige måder...

Der findes flere forskellige former for epilepsi, der hver har sine specielle, karakteristiske symptomer. Epilepsi er ikke en selvstændig sygdom, men et symptom på en bagvedliggende forstyrrelse i centralnervesystemet.
Epileptiske symptomer kan komme til udtryk på mange forskellige måder, men samtlige skyldes en funktionsforstyrrelse i hjernens nervebaner, hvad der medfører at overførslen af nerveimpulser ikke sker på normal vis.Disse overførsler sker normalt kontinuerligt i alle retninger inden for nervesystemet, men ved et epileptisk anfald kommer der en abnorm elektrisk udladning i en beskadiget del af hjernen. Udladningen spreder sig med stor hastighed til de omgivende dele af hjernen og slukker dens funktioner. Først og fremmest påvirkes bevidstheden, og der optræder også de andre symptomer som er karakteristiske for et epileptisk anfald.

Epilepsi er som regel ikke arveligt, men optræder som følge af erhvervede skader på hjernen. Sådanne skader opstår ikke sjældent i forbindelse med svære fødsler og senere i livet i forbindelse med ulykkestilfælde. Også arvæv efter infektioner eller infarkter i hjernen kan give anledning til epileptiske symptomer. Symptomerne kan også optræde i forbindelse med hjernetumorer .
 
 

Symptomer på epilepsi

Det vigtigste symptom er en kort periode med unormal adfærd, som benævnes et epileptisk anfald eller et krampeanfald. Symptomet følges af en periode uden gener af varierende længde, og et enkeltstående anfald behøver ikke være tegn på epilepsi.

De bedst kendte typer på epileptiske anfald er grand mal og petit mal - det store og lille anfald.

Petit mal forekommer i barndommen og forsvinder sædvanligvis i voksenalderen. Det er en mild form for epileptisk anfald og karakteriseres ved et kortvarigt bevidsthedstab, såkaldt absense. Den ramte falder ikke omkuld, og der optræder heller ikke nogen kramper. Han står ganske enkelt og stirrer lige frem et øjeblik og fortsætter så, når anfaldet er overstået, som om intet var hændt.

Et andet eksempel på et lettere epileptisk anfald er et såkaldt psykomotorisk anfald. Den ramte afbryder i dette tilfælde ikke det, som han er i færd med, men anfaldet afsløres over for omgivelserne af, at handlingerne bliver fejlagtige og mærkelige og ved at den ramte ikke svarer på tiltale. Der kan forekomme lettere rykvise bevægelser, men patienten falder normalt ikke om. Efter anfaldet er patienten oftest ikke klar over, at han har haft et anfald.

Grand mal kendetegnes ved at den ramte mister bevidstheden og falder til jorden. Kroppen bliver først stiv og gennemrystes derefter af rytmiske kramper. Under anfaldet indtræffer en kortvarig standsning af åndedrættet, som medfører at ansigtsfarven bliver blålig på grund af manglende iltindhold i blodet. Anfaldet varer et par minutter, hvorefter den ramte falder i en dyb søvn.

Ofte indledes anfaldene med et forvarsel, en såkaldt aura, som ytrer sig på mange forskellige måder og varierer fra individ til individ. Forvarsler kan forekomme umiddelbart før et anfald eller flere timer tidligere. De kan ytre sig som en følelse af spænding eller en anden vag følelse af ubehag. Nogle epileptikere har dog meget tydelige forvarsler. De kan for eksempel opleve specielle dufte, lyd eller synsforstyrrelser eller få andre lokale symptomer, f.eks. snurren i en arm eller et ben. En epileptiker lærer hurtigt at kende sine egne forvarsler, og kan i visse tilfælde herigennem nå at sætte sig i sikkerhed, så der ikke sker alvorlige ulykker i forbindelse med et anfald (se Komplikationer herunder).

En del epileptiske anfald kan begynde på en særlig plads i hjernen for derefter at sprede sig og fremkalde en grand mal. I andre tilfælde fortsætter aktiviteten kun i et enkelt område. Disse anfald kaldes fokale eller partielle, og symptomerne er afhængige af, hvor i hjernen de opstår. Hvis man har en såkaldt fokal motorisk epilepsi behøver man ikke at miste bevidstheden. Anfaldet indledes med at en legemsdel begynder at ryste ukontrolleret. Rystelserne breder sig gradvist. Det kan for eksempel begynde med at rykke i en tommelfinger og derefter brede sig til hele armen eller den ene halvdel af kroppen.

Hvis man har epileptisk aktivitet i en tindingelap eller har partiel kompleks epilepsi kan man få forvarsler som varer nogle sekunder. En person med epileptisk aktivitet i tindingelappen kan helt ubevidst gøre ting som er fuldstændig uforeneligt med vedkommendes grundpersonlighed. Det er ved denne sygdom ikke usædvanligt med umotiverede, ukontrollerede aggressive udbrud. Somme tider kan personen afbryde sin beskæftigelse for at grine umotiveret eller på anden måde opføre sig mærkeligt. Normalt bevæges kæben i mærkelige tyggende bevægelser under anfaldet. Hvis man har partiel kompleks epilepsi, oplever man en følelse af at være i sin egen verden og kan have tilbagevendende hyppige dagdrømme.
 

Komplikationer

I Danmark regner man med at 65.000 har eller har haft epilepsi af forskellig sværhedsgrad. Epilepsi kan i visse tilfælde være arveligt betinget. Sygdommen er lige almindelig hos begge køn. Petit mal forekommer hovedsagelig hos børn, og epilepsi er generelt mere almindeligt hos børn end hos voksne.

Kramper hos børn er også af epileptisk natur, men de er fremkaldt af febersygdomme og ikke af hjerneskader. Disse kramper er således et forbigående fænomen.

Takket være moderne lægemidler kan de fleste former for epilepsi holdes under kontrol, og epileptikere kan i dag leve et stort set normalt liv. Da epileptiske anfald trods alt kan optræde uden varsel, er det ikke tilrådeligt at en epileptiker kører bil, arbejder i store højder eller ved maskiner, der kan forårsage skader. Epileptikere som kan dokumentere to år uden anfald, kan dog tage kørekort, men mister det igen, hvis anfaldene vender tilbage.

Hvis man har ukontrolleret epilepsi, må man aldrig svømme alene. Man bør heller ikke låse badeværelsesdøren, når man ligger i badekarret. Selv når de forekommer på forholdsvis sikre steder, kan epileptiske anfald forårsage skader. Kramperne kan medføre at patienten bider sig i tungen eller slår sig.

Hvis anfaldene kommer så hyppigt, at de afløser hinanden, forekommer en såkaldt status epilepticus, som er en alvorlig tilstand, der kræver indlæggelse.
 

Forholdsregler

Epilepsi begynder i almindelighed i barndommen, hvis årsagen er en fødselsskade. Bliver man opmærksom på symptomer af epileptisk natur hos et barn, bør man lade en læge undersøge barnet. Det er vigtigt at man kan fortælle hvordan symptomerne ytrer sig, og hvordan omstændighederne er omkring anfaldene. Dette gælder også, når symptomerne optræder hos voksne, da den som rammes af et epileptisk anfald ikke selv kan give nogen oplysninger bagefter.

Diagnosen stilles ofte allerede efter en beskrivelse af symptomerne, og man forsøger også at finde en sammenhæng med en overstået infektionssygdom eller et ulykkestilfælde, som kan have forårsaget en hjerneskade. Diagnosen kan bekræftes gennem et EEG, elektroencefalogram, hvorigennem man kan påvise unormal elektrisk aktivitet i hjernen. Man kan i visse tilfælde også undersøge en skade i hjernen nærmere gennem computertomografi, MR-skanning og analyse af blodet. Undersøgelsen udføres på sygehuset af en neurolog, som er en specialist i sygdomme i nervesystemet.


Behandling af Epilepsi
 

Hjemme:

Hvis nogen i familien er epileptiker og tager medicin mod lidelsen, bør man sørge for at den syge husker at tage medicinen regelmæssigt. Dette gælder især for børn. Hvis man af en eller anden grund kommer til at kaste sin medicin op, skal man straks tage en ny dosis. Hvis man derimod engang glemmer at tage medicinen, skal man ikke forsøge at kompensere ved at tage dobbelt portion senere, men fortsætte med den sædvanlige dosis.

Dansk Epilepsiforening oplyser om sygdommen. Epileptikere kan bære en såkald SOS-kapsel med oplysninger om sygdommen. Epilepsiforeningen arbejder for tiden på at få fremstillet en nål med epilepsi påskrevet. Nogle har ambulatoriekortet i tegnebogen, hvor det fremgår hvilken medicin de får.

Hvis man er epileptiker, bør man fortælle det til sine omgivelser, f.eks. skolekammerater eller arbejdskammerater. Et epileptisk anfald kan virke meget dramatisk og skræmmende, hvis man ikke er informeret på forhånd, men hvis omgivelserne på forhånd ved, hvad der kan ske, er der større muligheder for at de reagerer fornuftigt.

Hos lægen:

I mange tilfælde falder hyppigheden af anfaldene med årene, men man kan også påvirke hyppigheden i denne retning ved medicin. De lægemidler, som anvendes, er dels beroligende midler med langtidsvirkning, dels krampehæmmende midler, antieleptika. De beroligende midler mindsker anfaldenes hyppighed og lindrer deres intensitet, medens de krampehæmmende kun har den sidste effekt. Lægemidlerne skal tages kontinuerligt, ofte resten af livet. I begyndelsen af medicinbehandlingen kan der forekomme en del bivirkninger i form af døsighed og søvnighed. Man stræber dog efter at komme frem til en dosering, som er individuelt afpasset og påvirker anfaldene med de færrest mulige bivirkninger.

I de forholdsvis få tilfælde, hvor epilepsi er en følge af en behandlingsegnet sygdom i hjernen, f.eks. en tumor eller en infektion, behandles den bagvedliggende sygdom i første række.
 

Forholdsregler ved et epileptisk anfald

Mange epileptiske anfald er slet ikke iøjnefaldende og består kun i, at den ramte et kort øjeblik er fraværende. Der behøver således ikke at være rystelser eller lignende under anfaldet. Ved petit mal kan man helt overse anfaldet, især hvis det forekommer hos små børn. Den eneste forholdsregel er at sørge for at den ramte ikke kommer til skade under anfaldet. Det samme gælder ved et psykomotorisk anfald. Man skal kun holde personen under opsyn i den tid anfaldet varer for at sikre, at han ikke kommer noget til.

Ved et grand mal falder den ramte om, hvorefter kramperne begynder. I disse tilfælde skal man iagttage følgende forholdsregler:
  1. Flyt kun personen, hvis vedkommende ligger på et meget ubelejligt sted f.eks. på en trappe.
     
  2. Løs stramtsiddende tøj og se efter om luftvejene er frie.
     
  3. Flyt møbler og andre genstande i epileptikerens nærhed for at forhindre, at han slår sig på dem og kommer til skade. Forsøg ikke at bremse de rykvise bevægelser, som kommer på grund af kramperne.
     
  4. De fleste anfald varer kun et par minutter. Hvis et anfald varer mere end 3 minutter, eller hvis der kommer et nyt lige efter det første, bør den ramte under lægebehandling. Mange epileptikere bærer et ID-kort med oplysninger om forholdsreglerne i en nødsituation.
     
  5. Efter anfaldet følger ofte en dyb søvn. Undgå at vække personen fra denne søvn. Læg personen i låst sideleje (se illustrationen herover). Flyt om muligt patienten til et roligt sted.
     
  6. Hvis man ikke finder et epileptikermærke på personen, og vedkommende ikke har en kendt epilepsi, bør man sørge for at han kommer under lægebehandling så snart anfaldet er ovre.
Det er en almindelig misforståelse, at man skal anbringe en gummiklods eller et sammenrullet lommetørklæde mellem tænderne på en epileptiker for at forhindre ham i at bide sig i tungen. Denne forholdsregel kan være til nytte, men bør i givet fald sættes i værk inden kramperne begynder. Man må aldrig forsøge at tvinge kæberne fra hinanden under krampeanfaldet.

Read this article in English