Tag dig dog sammen

Dato: 14. oktober 2003
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Trist og modløs og svært ved at tage dig sammen? depression i mild form kan vise sig ved problemer med at tage sig sammen. Depression kan føre til apati og stort søvnbehov. Depression kan behandles med medicin og samtaleterapi.


Tag dig sammen, gå en tur, kom ud i verden, gør rent. Få familiebillederne sat i album eller gå i gang med strikketøjet. Du ved, du får det bedre med dig selv, hvis du gør - et eller andet bare. Men jeg kunne ikke. Kun når jeg af og til blev opfordret til et stykke arbejde udefra lykkedes det mig kortvarigt at tage mig sammen, så jeg kunne løse opgaven. Men det tog al min energi, og bagefter var jeg endnu mere initiativløs.

Jeg kunne ikke falde i søvn, og morgenerne, når dagen skulle i gang igen, var et mareridt. Mine dage gik på sofaen, hvor jeg sad eller meget ofte lå og så fjernsyn. Uden at vide bagefter, hvad jeg havde set, og hele tiden lå gråden lige bag ved øjnene. Læse kunne jeg heller ikke. Koncentrationen slog ikke til til at få mening ud af teksten. Jeg var deprimeret. Led af en depression, men vidste ikke, hvad der var i vejen med mig. Livet gjorde ondt, og jeg var bange for de ændringer, jeg følte i min personlighed. Jeg ønskede blot, at jeg kunne lukke mig ude fra hele verden, og stødte tit mine nærmeste fra mig, når de prøvede at få kontakt og hjælpe mig.

Sådan gik over et år, inden jeg fik taget telefonen og ringet om hjælp til min læge.

Forud var gået et år på en ny arbejdsplads med et meget dårligt psykisk arbejdsklima, en organisation med konflikter, alt for mange opgaver til alt for lidt personale, hvor der ikke blev givet tid til at jeg kunne sætte mig ind i tingene, før kravene hobede sig op. Hvor der altid var fokus på det, der ikke blev nået, aldrig på det, der faktisk blev gjort og gjort godt, og hvor luften var forpestet af mistillid. Jeg blev meget hurtigt så stresset, at jeg ikke længere evnede at sige fra. Stresstilstanden gled umærkeligt over i depression, og da jeg til slut blev fyret, gik jeg helt i sort.

Alle kunne selvfølgelig forstå, at en så dramatisk fyring var en krise. Men efter nogle få måneder syntes alle, inklusive jeg selv, at nu måtte det da være overstået? Det var tid til at komme videre, vende ryggen til den lukkede dør og se på de nye muligheder. Men det var lettere sagt end gjort.

De få arbejdsopgaver, jeg havde, løste jeg, men ikke som jeg plejede at kunne. Jeg mødte op til alle jobsøgningskurser, skrev ansøgninger, og gik til de få ansættelsessamtaler, det blev til. Men jeg var der ikke rigtigt, og jeg kunne ikke overbevise nogen arbejdsgivere om, at der var mange års god arbejdskraft i mig, for jeg troede jo ikke på mig selv. Jeg kæmpede med følelsen af uduelighed. Mit selvværd var på nulpunktet, og jeg bebrejdede mig selv, alt hvad der gik galt, selv om jeg i min desperation langede ud efter andre i selvforsvar. Jeg blev desperat, når hukommelsen svigtede, og det gjorde den hele tiden. Jeg glemte, hvad jeg var ved, glemte hvor jeg lagde mine ting - briller, nøgler, kuglepen. Jeg følte, at min personlighed smuldrede, jeg var ved at blive, var blevet en anden. Måske havde jeg aldrig været den person, jeg troede, aldrig kunnet det, jeg mente jeg kunne. Eller var jeg ved at udvikle en Alzheimers? Hver dag var en smerte, jeg ikke turde give udtryk for.

Til slut sad jeg i et par dage som lammet på min sofa og bare græd, og endelig indså jeg, at jeg måtte være syg og bad om hjælp. Og fik den hurtigt. Jeg fik "lykkepiller", som begyndte at hjælpe efter 14 dage - det var som at gå halvvejs op ad kældertrappen. Efter 2 uger mere var jeg kommet op og kunne se over trappekanten. Nok til at jeg kunne have udbytte af den samtaleterapi, jeg fik hos en psykiater, og nok til, at jeg kunne begynde at arbejde med mig selv og min fremtid. Da jeg fik et arbejde, selv om det ikke var på det niveau, jeg havde været vant til, var det næsten den bedste medicin, at jeg kunne klare at sætte mig ind i nye ting og omgås både foresatte og kolleger og fungere normalt. Det var en vidunderlig følelse. Senere, da jeg skulle ud af medicinen igen, søgte jeg en psykolog og fik ved hans hjælp bugt med angsten for at falde i det sorte hul igen.

I dag er jeg rask. Jeg har lært lidt mere om mig selv, og hvor de knapper sidder, der kan udløse depression hos mig, og jeg arbejder med det. Prøver at blive bedre til at sige fra og sætte grænser og øver mig i at vedkende mig mine følelser - også de negative. Og jeg er fortrøstningsfuld over for fremtiden, bl.a. fordi jeg nu ved, at det, der ramte mig, var en sygdom, som kan ramme os alle, og at man kan blive helbredt.