Nefritis hos børn

Dato: 5. december 2007
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Nefritis hos børn. Nefritis er en betændelseslignende tilstand i nyrerne. Nefritis medfører ophobning af væske i kroppen (ødemer). Nefritis opstår oftest efter en bakteriel infektion med streptokokker. Nefritis kan også være et af symptomerne på allergisk purpura. Væskeophobningen behandles med vanddrivende medicin.


Definition og årsager


Nefritis er en betændelseslignende tilstand i nyrerne, der medfører, at nyrerne i en periode ikke fungerer, som de skal. Det vil bl.a. sige, at nyrerne ikke kan tilbageholde protein (æggehvidestoffer), som derfor udskilles i urinen. Ofte vil der også være blod i urinen. Når proteiner forsvinder fra blodbanen, kan vandet i blodet ikke holdes så godt inde i blodbanen. Man får derfor ophobning af væske i kroppen (ødemer), særligt i benene og omkring øjnene. Desuden er blodtrykket ofte forhøjet ved nyresygdom som nefritis, da nyrerne normalt producerer hormoner, der er med til at kontrollere blodtrykket (se også Forhøjet blodtryk ).

Nefritis opstår oftest efter en Bakteriel infektion med streptokokker som f.eks. halsbetændelse eller børnesår , men kan også ses efter infektion med virus eller andre bakterier. Nefritis kan også være et af symptomerne på Allergisk purpura (Henoch-Schönleins purpura). Årsagen, til at nyrernes funktion påvirkes, er, at der aflejres antistoffer i nyrernes væv. Antistofferne er en del af immunforsvaret, og de aktiveres, når der er infektion et sted i kroppen.


Symptomer på nefritis

  • Almen sygdomsfølelse.

  • Blod i urinen.

  • Ophobning af væske i kroppen (ødemer). Oftest ses hævelse omkring øjnene eller hævede ben.

  • Forhøjet blodtryk .

  • Nedsat urinproduktion.

  • Evt. skummende urin.


Forholdsregler og diagnose


Hvis man oplever ovenstående symptomer, bør man gå til sin egen læge. Lægen vil undersøge en urinprøve for blod og protein. Urinprøven skal desuden sendes til mikroskopisk undersøgelse for at finde ud af, om der er særlige spor af røde blodlegemer i urinen. Hvis der findes protein, skal der samles urin over et helt døgn, så det kan måles hvor meget protein, der tabes gennem nyrerne. Lægen vil desuden måle blodtrykket og pode fra halsen eller eventuelle sår for at se, om der er infektion med streptokokker . Der kan også tages blodprøver for at undersøge for antistoffer. I de mest alvorlige tilfælde kan der tages en vævsprøve (biopsi) fra nyren.


Behandling af nefritis


Væskeophobningen behandles med vanddrivende medicin, og hvis blodtrykket er meget højt, kan det sænkes med medicin. Særligt hvis urinproduktionen er nedsat, skal man undgå at drikke for meget, da dette vil føre til yderligere væskeophobning. Hvis der er påvist streptokokinfektion , gives der penicillin i ti dage. I enkelte alvorlige tilfælde kan dialyse være nødvendig for at få den ophobede væske og affaldsstoffer ud af kroppen.

Forløb og komplikationer


I langt de fleste tilfælde forsvinder symptomerne efter 1-2 uger.  I de værste tilfælde udvikles Akut nyresvigt , som kendetegnes ved, at urinproduktionen nedsættes eller helt ophører, således at vand og affaldsstoffer ophobes i kroppen.