Ufrivillig natlig vandladning (enuresis nocturna) er en af barnealderens hyppigste og mest kroniske lidelser og er årsag til megen frustration, skyldfølelse og dårligt selvværd.
Tilstanden er kendt og beskrevet helt tilbage fra 1550 f.kr. og har været omgærdet af mange myter, tabuer og fordomme, blandt andet at enuresis skyldes psykologiske problemer hos barnet. Dette har også afspejlet sig i de mange forskellige behandlinger, der har været anbefalet og som ofte har karakter af afstraffelse.
Moderne forskning har imidlertid vist, at tilstanden ofte skyldes helt basale fysiske forhold, som den natlige urinproduktion og blærens rummeevne. Der findes nu behandlinger, der retter sig mod disse mekanismer og som kan gøre langt de fleste børn tørre.
Dag- og nat-inkontinens
Man har enuresis, hvis man tisser i sengen om natten efter fem-års alderen, hvorimod man taler om daginkontinens, hvis man tisser i bukserne i dagtiden. Det er vigtigt at man adskiller disse former for inkontinens, idet såvel udredning som behandling er forskellig.
Hyppighed af ufrivillig natlig vandladning
Enuresis er meget hyppigt forekommende. Således har seks til 10 procent af alle syv-årige problemet. Dette betyder at et til to børn i hver første klasse og i alt cirka 50.000 børn lider af enuresis.
Hvis man ikke gør noget ved problemet er der cirka 15 procents chance for at blive tør i løbet af et år. Dog er det således, chancen er endnu dårligere hos dem der har enuresis hver nat. Hos en lille del af børnene fortsætter symptomerne op i voksenalderen og en til tre procent af unge voksne har fortsat enuresis.
Enuresis er klart arveligt. Hvis for eksempel en af to forældre har haft enuresis som børn vil deres børn have 5-7 gange større risiko for at få enuresis end andre. Man er desuden godt på vej til at finde de gener, der medfører enuresis.
Kilde: www.kontinens.dk
"Børn og inkontinens" - Kontinensforeningen
Teksten er offentliggjort d. 9/8- 2005 | 
