Agranulocytose (Akut neutropeni)

Dato: 15. September 2006
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Læs om knoglemarvssygdommen Agranulocytose. Hvad er akut neutropeni. Agranulocytose er en sjælden sygdom i de hvide blodlegemer. Find information om behnadling af akut neutropeni. Læs om sygdomme i blodet og knoglemarven.


Definition og årsager


Granulocytter hører til gruppen af de hvide blodlegemer  og har stor betydning i forbindelse med immunforsvaret mod en infektion. Granulocytter kan underinddeles i 3 grupper, hvor neutrofile granulocytter, NG, udgør den ene. NG spiller en vigtig rolle i den tidlige fase af bekæmpelse af en infektion, der skyldes bakterier.

Måles der i blodet et antal NG under en vis grænse defineres det som agranulocytose. Ved agranulocytose ses der typisk nedsat produktion af NG i knoglemarven. I sjældnere tilfælde ses destruktion eller ændringer i fordelingen af NG med forøget ophobning i milten.

  • Årsagerne til den nedsatte produktion er visse former for Leukæmi eller giftig påvirkning fra indtaget medicin som f.eks. gigtpræparater og cellegifte. Ligeledes kan stråling være årsagen.

  • Årsagen til den øgede destruktion kan være en reaktion mod NG fra immunforsvaret udløst af indtaget medicin.

Agranulocytose er yderst sjælden, og der er ca. 30 nye tilfælde i Danmark om året.


Symptomer


Klassisk for sygdommen er, at symptomerne udvikler sig hurtigt.
Da NG er en vigtig del af immunforsvaret, ses der ved agranulocytose følgende tegn:

  • Livstruende infektioner med hurtig stigning og fald af kropstemperaturen.

  • Hjertebanken og åndenød som kan skyldes Sepsis (blodforgiftning).

  • Svimmelhed.

  • Sår i mund og svælg.


Forholdsregler og diagnose


Oplever man ovenstående symptomer, mens man f.eks. er i kemoterapi eller tager visse typer gigtmedicin, skal man søge læge hurtigst muligt eller ringe efter ambulancen i svære tilfælde. Nedenstående behandling indledes som det første, og derefter tager man blodprøver og laver en knoglemarvsundersøgelse for at bekræfte diagnosen.


Behandling


På hospitalet bliver man behandlet med bredspekteret antibiotika, og man bliver indlagt m.h.p. en grundig undersøgelse af sygdommen. Man undersøger urin og blod for bakterier, således at man kan bruge det korrekte antibiotikum. Mistænker man at et lægemiddel kan være skyld i agranulocytosen skal man, efter aftale med læge, stoppe med indtagelsen af dette.

Forløb og komplikationer


Sygdommen er en livsfarlig tilstand, og hurtig behandling er vigtigt. Skyldes agranulocytose påvirkning fra et lægemiddel, er prognosen god, da dannelsen af NG i knoglemarven startes spontant igen, når man stopper med at tage lægemidlet.