Anæmi som følge af mangel på vitamin B12 eller folinsyre (inklusiv perniciøs anæmi)

Dato: 4. September 2006

Læs om anæmi som følge af mangel på vitamin B12. Få viden om blodmangel og folinsyre. Hvad er perniciøs anæmi. Sådan behandles anæmi og blodmangel. Årsager til at folinsyre er nødvendigt under graviditet.

Definition og årsager


Vitamin B12 og folinsyre indgår som vigtige komponenter i dannelsen af de røde blodlegemer, og optages under normale omstændigheder i tarmen gennem det vi spiser. Vitamin B12 findes kun i animalske fødevarer og folinsyre findes i de fleste friske grøntsager. Ved manglende indtag af disse fødevarer, eller manglende evne til at optage vitamin B12 og folinsyre i tarmen, (se Vitamin- og mineralmangel ) bliver der bl.a. dannet defekte røde blodlegemer, som ikke kan transporter ilt, og der opstår blodmangel (anæmi).

I industrialiserede lande indtager man under normale omstændigheder rigelig mængder af vitamin B12, hvis man spiser kød. Vitamin B12 oplagres i leveren, hvor der hyppigst er lagret op til 2-3 års forbrug. I Norden er de eneste, som kan risikere at få vitamin B12 mangel, vegetarer, hvis man vel at mærke ikke har en bagvedliggende sygdom.

Folinsyre findes i friske grøntsager men bliver ødelagt ved kogning. Derfor er det vigtigt at indtage frisk frugt og grønt, hvilket specielt ses som et problem hos ældre og plejehjemsbeboere. Folinsyredepotet er lille og man vil efter en uges manglende indtag opleve symptomer på folinsyremangel. I forbindelse med sygdomme i den øverste del af tyndtarmen, som f.eks. cøliaki , ses manglende optag af folinsyre.

Intrinsic Factor, IF, er et protein som dannes i de kirtelceller i mavesækken, der også producerer mavesyre. For at vitamin B12 kan optages i den nederste del af tyndtarmen, skal IF kobles sammen med vitamin B12. Anæmi som følge af manglende dannelse af IF kaldes perniciøs anæmi. Den manglende produktion af IF kan være nedarvet.

Hos yngre mennesker skyldes perniciøs anæmi, at IF-producerende kirtelceller i mavesækken bliver ødelagt pga. en fejl i kroppens eget immunforsvar eller fejl i DNA-materialet. Hos ældre mennesker skyldes perniciøs anæmi typisk, at der sker et forfald af kirtelcellerne pga. høj alder. Ca. 1% af alle over 70 år har perniciøs anæmi.

Vitamin B12- og folinsyremangel vil vanskeliggøre dannelsen af DNA, der er nødvendig for dannelse af alle celler i kroppen, og påvirker derfor også andre celler end de røde blodlegemer. Især skader i nervevæv er frygtet, da disse skader er uoprettelige. I starten af en graviditet udvikles fosterets nervevæv hurtigt, og hvis moderen lider af folinsyremangel, kan det have katastrofale følger for fosterets udvikling.

Årsagerne til anæmi som følge af mangel på vitamin B12:

  • Fejlernæring er den hyppigste årsag globalt set.
  • Perniciøs anæmi er den hyppigste årsag i de nordiske lande.
  • Andre årsager til defekt optagelse i tarmen: kirurgisk fjernelse af dele af tyndtarmen ( Crohns sygdom ) divertikler , kirurgisk fjernelse af hele eller en del af mavesækken, bændelorme og betændelsestilstande i tyndtarmen.

Årsagerne til anæmi som følge af mangel på folinsyre:

  • Fejlernæring inkl. Alkoholisme .
  • Øget forbrug af folinsyre f.eks. under graviditet, amning og Hæmolytisk anæmi .
  • Nedsat optagelse i den øvre del af tyndtarmen som bl.a. ses ved kirurgisk fjernelse af tyndtarmen og nedsat funktion af bugspytkirtlen.
  • Forstyrrelser i stofskifte forårsaget af bestemte lægemidler.


Symptomer og fund


Udover de generelle symptomer på anæmi , vil der i fordøjelseskanalen optræde symptomer i form af:

  • Smagsforstyrrelser.
  • Tungesvien med betændelse i tungen.
  • Pga. overfladeforandringer i tarmkanalen ses der kvalme, opkastninger, smerter i maveregion og til tider diaré.

Alvorlige symptomer fra nervesystemet kan komme til udtryk som:

  • Sovende, prikkende og brændende fornemmelser på huden.
  • Manglende koordinering af bevægelser.
  • Psykiske problemer såsom hukommelsestab, forvirring og evt. psykose .

Forholdsregler og diagnose


Har man symptomer på anæmi, er det vigtigt at blive undersøgt af en læge. Hvis man har symptomer fra nervesystemet, skal man opsøge en læge hurtigst muligt. Er der et familiemedlem, som er kendt med perniciøs anæmi, skal man informere sin læge om dette, således at der kan blive taget højde for det i udredningen af anæmien.

Er man gravid, eller tænker på at blive det, er det særdeles vigtigt, at man sikrer sig at indtage tilstrækkelig med B12 vitamin og folinsyre. Specielt har folinsyremangel alvorlige konsekvenser for fosterets udvikling i de første uger af graviditeten, hvor neuralrørsdefekter  og læbe-gane-spalte   kan ses i værste tilfælde.

Diagnosen stilles ved at tage en blodprøve, hvor man kan bl.a. kan måle de røde blodlegemers indhold af folinsyre. Ved en reduceret mængde af folinsyre skyldes det udtømte depoter. Kigger man på blodet under et mikroskop, vil de røde blodlegemer være forstørret, hvis der foreligger vitamin B12 mangel. Mistænker man B12 vitaminmangel, kan der foretages en Schillingstest for at finde ud af, om manglen skyldes nedsat udskillelse af Intrinsic Factor fra maven, eller om det skyldes andre årsager.


Behandling af anæmi som følge af mangel på vitamin B12 eller folinsyre


Hvis B12 vitaminmanglen skyldes en nedsat produktion af Intrinsic Factor, eller har man andre optagelsesproblemer i tarmen, skal man have indsprøjtning af B12 vitamin i en muskel. Behandlingen skal gives livslangt. Når kroppen har fået opbygget et depot, skal man regne med en indsprøjtning hver 3.-4. måned.

Har man udelukket, at folinsyremanglen skyldes manglende indtag af frisk frugt og grønt, kan man give folinsyretilskud på pilleform. Folinsyretilskud gives dagligt i 3-4 måneder og har god effekt i løbet af 3-5 dage. Pillebehandlingen har også god effekt, selvom sygdommen skyldes optagelsesproblemer i tarmen. Ved kronisk mangel på folinsyre, som det ses ved Hæmolytiske anæmier , kan behandlingen være livslang.

Forløb og komplikationer


Sædvanligvis vil B12 vitaminindsprøjtning have god effekt i løbet af få dage, og anæmien vil rette sig gradvist. Symptomer på forstyrrelse i nervesystemet er sværere at komme af med, og man kan have problemer med balancen og koordination af bevægelser i lang tid. Det er vigtigt, at man modtager sin B12 vitaminindsprøjtning hver 3.- 4. måned, da anæmien og symptomerne ellers vil komme tilbage.

Folinsyrebehandlingen har sædvanligvis god prognose. Findes årsagen til folinsyremangel ikke, kan behandlingen være livslang.

 

 

 

 

 


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...