Pleje af et febersygt barn

Dato: 14. oktober 2003, revideret 20. december 2007

Feber er det mest almindelige symptom på, at et barn er sygt. Temperaturen hos både børn og voksne varierer en smule i løbet af et døgn og er som regel lavest om morgenen og højest om aftenen. Et barn har feber, når temperaturen målt i endetarmen er over 38,0 grader. Temperaturen bør måles i endetarmen, da temperaturen i øre, mund og armhule ikke altid er udtryk for kroppens reelle temperatur.

Feber er det mest almindelige symptom på, at et barn er sygt. Temperaturen hos både børn og voksne varierer en smule i løbet af et døgn og er som regel lavest om morgenen og højest om aftenen. Et barn har feber, når temperaturen målt i endetarmen er over 38,0 grader. Temperaturen bør måles i endetarmen, da temperaturen i øre, mund og armhule ikke altid er udtryk for kroppens reelle temperatur.

Feber hos børn

Børn, der er under 3 måneder gamle, har et umodent immunsystem og reagerer ikke så ofte med feber som lidt ældre børn. Hvis et barn, der er under 3 måneder gammelt, får feber, er det ofte tegn på alvorlig infektion med bakterier, hvorfor disse børn altid bør vurderes af en læge og eventuelt indlægges til observation.

Børn, der er over 3 måneder gamle, får ofte feber (38-40 grader) ved almindelige virusinfektioner som f.eks. Influenza eller Forkølelse , men er i mange tilfælde upåvirkede af feberen.

Læs også:  Symptomer og behandling af Influenza
 

Pleje af børn med feber

Påklædning:

Det er vigtigt, at et barn med feber har en passende påklædning, idet de skal have mulighed for at komme af med varmen. Man bør derfor kun klæde barnet let på eller lade det være helt afklædt, når det har feber. F.eks. bør barnet kun ligge med et lagen eller lignende over sig i stedet for en dyne. Der bør være køligt i det rum, hvor barnet ligger. Det kan desuden være rart for barnet at få en kølig, våd klud på panden.

Læs også: Sådan gør du når det lille barn er forkølet

Væske:

Når et barn har feber, fordamper der mere væske fra kroppen, og barnet er i risiko for at komme i væskeunderskud (blive dehydreret). Det er derfor vigtigt, at barnet får rigeligt med væske, gerne i form af juice eller saftevand. Hvis barnet ikke vil drikke, kan det være nødvendigt at få barnet indlagt på hospitalet, hvor det kan få væske i et drop. Et tegn, på at barnet er i væskeunderskud, er, at det ikke tisser ret meget. Hvis barnets ble således efter flere timer er helt tør, er det et faretegn, og man bør kontakte en læge.

Mad:

Børn med feber har ofte ikke lyst til at spise, og man bør ikke forsøge at tvinge dem til at spise. Børn kan sagtens undvære mad i et par dage, mens de er syge. Det vigtigste er, at de får noget at drikke.

Medicin:

Børn over 2 år kan man med fordel give febernedsættende medicin i form af paracetamol (Panodil, Pamol, Pinex el.lign.). Man bør kun give børn under 2 år febernedsættende medicin efter aftale med en læge. Hvis barnet får feberkramper , kan man give medicin, der i de fleste tilfælde får kramperne til at ophøre, hvis de ikke ophører af sig selv. Dette skal dog være efter aftale med en læge, som skal udskrive medicinen på recept.

Aktiviteter:

Hvis barnet ikke er særligt påvirket af feberen og gerne vil lege, må det gerne det. Det behøver således ikke ligge i sengen.
 

Dette skal du være opmærksom på hos børn med feber

Man bør være opmærksom på følgende faretegn, når et barn har feber:
  • Hvis barnet bliver bevidstløst
  • Hvis barnet har feber over 40,5 grader
  • Hvis barnet bliver sløvt og ikke interesserer sig for omgivelserne eller legetøj
  • Hvis barnet græder uophørligt uden at kunne trøstes
  • Hvis barnet får svært ved at trække vejret
  • Hvis barnet får kramper
  • Hvis barnet ikke tisser og ikke vil drikke
  • Hvis barnet er under 3 måneder gammelt
Hvis et eller flere af ovenstående faretegn er til stede, bør man kontakte en læge med det samme.

AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...