Diarré

Dato: 14. oktober 2003
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Her kan du finde hjælp at stoppe Diarré og smitten. Er det en maveinfektion. Har barnet fået meget grov kost


Diarré er pludselige, vandtynde afføringer flere gange daglig. Samtidig er barnet ofte mere uroligt eller klynkende og har måske heller ikke så megen appetit. I umiddelbar forbindelse med diarré kan barnet blive slapt. Brystbørn kan sagtens have flere tynde afføringer daglig, uden at barnet er sygt, men vil da samtidig være veltilpas.

Hos det større barn ses diarré oftest i forbindelse med maveinfektion, men ses også som symptom ved andre sygdomme, f.eks. mellemørebetændelse og forkølelse. Vær derfor opmærksom på barnets temperatur.

Diarré eller meget løs afføring kan ses hos børn, der får for mager og samtidig for grov en kost.

Kontakte lægen:


Den største risiko ved diarré er tab af kropsvæske. Hvornår du skal kontakte lægen, er svært at sige præcist, men en rettesnor kan være:

Har et lille barn under 6 måneder diarrè i mere end 6 timer, uden at det bliver bedre, eller barnet bliver tiltagende dårligt, eller viser tegn på væskemangel, kontaktes lægen.

Har barnet over 6 måneder diarré i mere end 12 timer uden bedring, eller barnet bliver tiltagende dårligt eller viser tegn på væskemangel, kontaktes lægen.


Symptomer på væskemangel:


  • Barnet tisser mindre

  • Fontanellen, den bløde plet på issen, bliver indsunken

  • Barnets læber bliver tørre

  • Barnets maveskind er slapt og efterlader en lille hudfold hvis man med et par fingre løfter op i det. Hvis barnet ikke mangler væske, vil huden straks glattes ud

  • Øjnene ligger dybere i ansigtet, og barnet har ofte et bekymret udseende


Pleje af diarré:


  • Børn under 6 måneder kan fortsætte med at få brystmælk eller modermælkserstatning

  • Børn over 6 måneder, der er startet på skemad, skal holde pause med dette et 1/2 eller 1 døgn og blot fortsætte med modermælk eller modermælkserstatning

  • Børn over 9 måneder, der er startet på sødmælk, skal stoppe med dette. Giv i stedet RIGELIGT med vand, saft og kamillethe, ca. 150 ml væske pr. kg legemsvægt i døgnet

  • Drejer det sig om en maveinfektion, kan det hjælpe at give skånekost i et døgn: Havresuppe (tynd, siet havregrød tilsat saft), kærnemælkssuppe, fintrevet æble, Cultura eller A-38 og tørt brød f.eks. knækbrød

  • Skriv ned, hvor meget barnet drikker, samt hvor ofte det tisser og har afføring, dels for at du selv har et overblik, og dels fordi du bliver spurgt om det, hvis du får brug for at kontakte lægen.


For at forebygge væske- og salt-mangel, kan du på apoteket købe Revolyt, en væske, som er tilsat sukker og salte. Det kan drikkes både af flaske og kop og bruges til børn i alle aldre.



Når barnet begynder at vise mere appetit, kan I atter starte med tynd grød og mosmad. Større børn skal have kogt mad. Den skånsomme kost skal gives i 1-2 døgn, alt efter hvor sygt barnet har været. Lad barnet selv bestemme portionsstørrelsen, kan barnet spise meget, kan det sikkert også tåle det.