Signaler fra barnet

Dato: 14. oktober 2003
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Signaler fra barnet


I dette afsnit beskrives nogle af barnets signaler, som måske kan hjælpe dig til at forstå dit lille barn, f.eks. hvornår det er parat til snak og leg, og hvornår det gerne vil have lov til at være lidt i fred og ro.

Ved at "lytte" til barnets signaler og respektere disse, får du det mest harmoniske barn. Kærlighed er jo netop også at vise respekt.

Dyb søvn


Her har barnet en rolig vejrtrækning, bleg hud, afslappede muskler og ligger uden at bevæge sig.

Øjnene er lukkede, og der er ingen bevægelser bag øjenlågene.
Respekter, at barnet sover, undlad at forstyrre det.


Alting er så nyt, når man lige har født. Måske kommer der mange gæster, og du vil gerne vise barnet frem. Flere af gæsterne vil sikkert gerne holde barnet, men her må du være barnets beskytter - lad ikke nogen "overfalde" det. Respekter, at barnet sover - gæsterne må vente med at se eller holde barnet, til det vågner eller til en anden dag. Resultatet kan ellers let blive et forvirret og overtræt barn.



Uregelmæssig søvn


Barnet bevæger sig, laver grimasser med ansigtet. Bag de lukkede øjne ses øjenbevægelser.

Barnet drømmer højst sandsynligt. Vi ved ikke hvad, men det "sorterer" sikkert sine oplevelser på en eller anden måde, akkurat som vi andre gør, når vi drømmer.

Forstyr ikke barnet.

Døsighed


Barnet bevæger sig mere ? bevægelserne er rolige.
Barnet er ofte stille, men kan også klynke.

Øjnene kan være lukkede eller åbne, i sidste tilfælde er blikket mat, og barnet fokuserer ikke, dvs. kigger ikke på noget bestemt.

Lad barnet ligge stille for sig selv, måske falder det i søvn igen, eller også vågner det stille og roligt op.


Opmærksom vågenhed


Vejrtrækningen er rolig, men lidt hurtigere end under dyb søvn. Barnet ligger meget stille.

Blikket er åbent og klart.

Denne tilstand ses ofte umiddelbart efter fødslen og kan da vare i lang tid. I tiden efter ses den hyppigst lige efter et måltid, hvor barnet er behageligt mæt. Opmærksom vågenhed ses også, efter barnet har sovet og er vågnet, altså i umiddelbar forlængelse af "døsighed".

I netop denne tilstand er barnet meget modtagelig for kontakt og en stille snak. Du kan sikkert få en længerevarende øjenkontakt med det spæde barn.

Motorisk aktiv vågenhed


Vejrtrækningen er uregelmæssig. Hudfarven er rød.
Blikket er åbent, men ikke klart som beskrevet ovenfor. Barnet bevæger kroppen. Barnet er nu parat til at opleve og lege.


Gråd


Barnet er utilfredst og har brug for trøst.

Øjenkontakt


Du kan tidligt få en kortvarig øjenkontakt med dit barn, og efter 3-5 uger er øjenkontakten af længere varighed.


Har du siddet og snakket og leget med barnet i et stykke tid, og det så begynder at kigge væk fra dig med jævne mellemrum eller helt vender hovedet væk, er det et tegn til dig om, at barnet ikke længere ønsker kontakt på denne måde eller bare trænger til en pause.

Lad det få fred for direkte kontakt, måske vil det stadig gerne holdes om, eller måske vil det gerne ligge lidt for sig selv.


Når det lille spædbarn "lukker af" for kontakt ved at blinke, kigge væk, gabe og måske klynke lidt eller græder højlydt, er det sandsynligvis træt og har brug for ro. Det større spædbarn viser det tydeligere ved at gnide øre og øjne. Læg barnet i et rum eller i barnevognen, så det ikke bliver forstyrret af omgivelserne.

Evt. kan du lægge dig sammen med barnet, måske vil det gerne stadig have din kropskontakt, og I kan begge få et tiltrængt hvil.

Tænk også på, at barnet kan have brug for fred for radio og TV.