Den første Medicin

http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Den første Medicin


Lægekunstens historie begynder med en kamp både for overlevelse og forståelse af en verden, der for de første mennesker syntes at blive styret af lunefulde kræfter. Så i årtusinder praktiserede menneskene en primitiv form for forebyggende medicin ved, at formilde guderne med bønner og ofre.

Tegn på, at planter har været brugt som medicin, så tidligt som for 6000 år siden, kom for nylig med opdagelsen af en hule i Irak, hvor fundet af et begravelsessted afslørede en neandertaler mand. Ved hans side fandt man pollen fra bl.a. Achillea millefolium (almindelig røllike) og Althea officinalis (lægestokrose).

Vores primitive forfædre led formentlig af færre sygdomme end vi gør i dag i det industrialiserede samfund. De første jægere og samlere var især udsat for kroniske sygdomme forårsaget af organismer, som kunne overleve inde i individet og smitte andre medlemmer af gruppen gennem berøring, nysen, udånding samt via føden. Væsentligst er bakterieinfektioner og tarmparasitter.

De tidligste nomadestammer var sunde og raske - så længe de levede. Mænd døde gennemsnitligt i 35-års alderen, mens kvinder døde som 30-årige. Denne forskel skyldtes ikke blot belastningen ved mange graviditeter og amning, men formentlig også kvindernes ansvar for at flytte lejrplads, bære tunge byrder samt indsamle og tilberede mad.

De smitsomme sygdomme kan ikke forklare den korte levealder, som overvejende må skyldes det hårde nomadeliv, klimaet og krige. På et sted ved Nilen tyder arkæologiske fund på, at omkring halvdelen af befolkningen døde af voldelige årsager.

Omkring år 5000 f. Kr. var nomadefolket blevet fastboende, hvilket i begyndelsen fremmede sundheden og levealderen, især blandt kvinderne.

Da jorden blev ryddet til landbrug, mistede mange primater deres levesteder. Disse dyr var de væsentligste værter for myg og hermed infektionssygdommene, malaria og gul feber. Da bosættelserne blev tættere befolket omkring år 3000 f Kr., blev epidemier af børnesygdomme almindelige.

Gradvist udbyggedes summen af viden, dels baseret på tilfældige observationer og dels ved at prøve sig frem. Når man troede, at sygdomme skyldtes besættelser af onde ånder, der trængte ind i legemet gennem mund og øre og fortærede personens livskraft, var det da ikke logisk at bore et hul i kraniet på en syg person med svær hovedpine, så de onde ånder kunne slippe ud?

Efterhånden som troldmændene observerede visse sammenhænge mellem forskelige behandlingsmetoder og sygdommens videre forløb, begyndte de at nedskrive deres observationer på papyrus. Enkelte af disse findes stadig. For eksempel anviser Ebers papyrus fra omkring år 1550 f Kr. behandlingsforslag til en række sygdomme og symptomer (Ebers papyrus er opkaldt efter den tyske ægyptolog Georg Ebers som opdagede den i 1875). Ebers papyrus anviser 21 måder at behandle hoste på. Andre papyrus omhandler mavesygdomme, øjensygdomme og hudlidelser. Lægekunsten udvikledes gradvist i tre forskellige, men samarbejdende retninger. Først var der de medicinske læger, som søgte at helbrede sygdomme ved hjælp af midler til indre og ydre brug. De benyttede et stort antal stoffer og midler som salat, løg, næsehornsfedt, alun og ekskrementer. Den anden gruppe var kirurgeme, som behandlede sår og læsioner, f.eks. knoglebrud og ledskred. Kirurgen åbnede aldrig maven, men udførte operationer på kroppens yderside, bl.a. omskæringer og fjernelse af cyster. Den tredje gruppe inden for ægyptisk lægekunst var åndemanere og troldmænd, som behandlede sygdomme med besværgelser og amuletter.

Vi ved på baggrund af en af verdens ældste medicinske optegnelser, som er en sumerisk lertavle fra år 2150 f. Kr., at lægerne rensede sår, lagde omslag og anvendte forbindinger. Til omslag anvendtes blandt andet svesker, vinbundfald og ekskrementer fra firben - En optegnelse med omkring 230 sådanne lægemidler blev fundet i resterne af et assyrisk ?apotek?. Vores viden om lægekunsten i det gamle Kina, stammer for en stor del fra værket Nei Ching, der menes at være samlet mellem år 479 og 300 f. Kr. Kinesiske læger forsøgte at helbrede sygdomme ved at genoprette harmonien og balancen mellem de fem grundelementer -jord, vand, ild, træ og metal- som de mente, at alt bestod af. Kineserne havde en meget stor farmakope? med optegnelser over ca. 16.000 midler. Kinesiske urtelæger følger stadig de gamle råd, hvor urterne beskrives i forhold til varme og kulde, "varme sygdomme må afkøles, mens kolde må varmes". For eksempel er ingefær varm, hvorimod rabarberrod er kold.

Det er ikke muligt at datere oprindelsen af den indiske lægekunst, Ayurveda ("viden om livet"), som giver anvisninger på, hvordan livet bør leves. Ayurveda stammer oprindeligt fra vedaerne. Vedaerne er ca. 4000 år gamle skrifter, der oprindeligt blev overleveret fra mund til mund, men senere nedskrevet. De indiske vedaer er en del af fire skrifter, hvor Ayurveda kendes fra det ene af skrifterne, Attharva veda. Den ældste bog om Ayurveda hedder Charaka Samhita.

De tre hovedprincipper i indisk medicin er Vate, Pita og Kapha; luft, ilt og vand. Ved hjælp af forskeillige behandlingsformer søger man at opnå den rette balance i kroppen mellem de tre principper - ligesom det også er tilfældet i kinesisk medicin. Man benytter planter som repræsenterer de forskellige principper til behandlingen. Planterne bliver bearbejdet til pulver, piller eller olie.

Principperne fra Kina og Indien er formentlig siden af karavaneveje ført til Grækenland og har dannet grundlag for tanken om de fire væsker. Med den græske civilisations fremkomst blev skylden for fysiske sygdomme ikke længere placeret på guder eller synder, men i stedet på ubalancer i legemet selv. Teorien om de fire væsker var grundlaget for en stor del af den græske lægekunst. Som kineserne og inderne troede grækerne på balance. Når balancen mellem de fire væsker blev forstyrret, blev resultatet ifølge grækerne en sygdom. Fælles for de tre tankegange er begrebet livsenergi, Græsk (Pneuma), Kinesisk (Qi), Ayurveda (Pmana).

Man mente, at livsenergien blev båret rundt via blodbanerne til alle organerne, sørgede for respiration, produktionen af varme og energi.

Væske Element Egenskab Legemsdel
> Blod Luft Varm og våd Blod
Slim Vand Kold og våd Hjerne
> Gul galde ild Varm og tør Lever
Sort galde Jord Kold og tør Milt

De første forsigtige forsøg på at behandle lægekunsten som en videnskab udvikledes på omtrent samme tid i Græken1and, Indien og Kina.

Lægerne var i de fleste tilfælde omrejsende. De lagde vægt på renlighed, udspurgte nøje patienten om symptomerne og ledte efter forhold i patientens dagligdag og omgivelser, der kunne have betydning for helbredstilstanden. Lægen behandlede sår med planter og mineralske miksturer. En række behandlingsmetoder var imidlertid uheldige: sår blev forbundet meget stramt og pusdannelsen blev betragtet som en strålende måde at dræne legemet for slim. Selv når patienten blødte, kunne lægen finde på at årelade personen for at fjerne overskud af blod. Især plantemedicin blev meget anvendt, og man mente, at alle planter havde kvaliteter som varm/fugtig, varm/tør, kold/fugtig, kold/tør, som svarede til og indvirkede på de fire legemsvæsker.

Troen på de fire væsker samt teorierne om pusdannelser og blodtapning varede ved i de følgende 2000 år, indtil man begyndte at få en bedre forståelse for sygdommens årsager og smitteveje. Den bedst kendte af datidens læger var vel nok Hippokrates, som levede år 460-370 f. kr. Han var leder af lægeskolen på Kos. Forbilledet for nutidens lægeløfte om den Hippokratiske ed, hvor det er/var lægens fornemmeste opgave at aktivere legemets iboende, selvhelbredende kræfter. Frem for alt måtte man aldrig anrette skader og måtte altså anvende naturlige, bivirkningsfrie behandlingsmetoder: massage, kurbade, urtete, diæt og hygiejne. Kort sagt sund fornuft, iagttagelse af og samarbejde med naturen, kombineret med etisk og humanistisk indstilling til behandlergerningen.

Pga. en slem pest epidemi i Grækenland udvandrede mange grækere til Rom ca. 1 århundrede f. Kr. Grækerne oprettede lægeskolen i Rom og lærte romerne deres viden om helbredende remedier. Dioscorides var romersk militærlæge under kejser Nero. Han skrev fem binds værket ?De materia medica? omkring år 64 f. kr. Den beskriver urter, som vi stadig bruger på samme måde. For eksempel persille som vanddrivende og fennikel til at fremme modermælken. Denne bog er en klassiker, hvor der refereres til den i lægelitteraturen gennem 1500 år.

Den mest kendte af de romerske læger var Galen, født omkring år 129 e.kr. I den græske by Pemgamon. Efter at have fuldført studier i matematik, arkitektur, astronomi, landbrug og filosofi, vendte han sig til lægegerningen og studerede denne i de næste 12 år. Han arbejdede i tre år som læge for gladiatorerne og brugte deres sår som et "anatomisk vindue". Gennem sine anatomiske studier bidrog Galen i meget høj grad til at øge den medicinske viden, selvom hans dyrestudier betød, at visse detaljer herfra ukorrekt blev overført til mennesket. Galen samlede al datidens viden om sygdomme og deres behandling i et fast ordnet system, "Ars medicina".

Den græske tanke om de fire legemsvæsker, som Galen havde taget til sig, udgjorde grundlaget for al diagnose og behandling. Desuden udvidede han teorien med begrebet temperament: meget blod (latin: sanguis) gav sangvinsk temperament, dvs. en sorgløs og optimistisk natur. Meget gul galde (græsk: xanthe chloe) gav et kolerisk temperament dvs. en hidsig og opfarende natur, hvor meget sort galde (græsk: melaina chole) gay et melankolsk temperament dvs. en tungsindig og pessimistisk natur. Meget slim (græsk: phlegma) gav et flegmatisk temperament - en træg og sindig natur.

Med Galen afsluttedes lægevidenskaben i oldtiden. Ved Roms forfald i det 5. århundrede skiftede lægevidenskaben centrum til Konstantinopel (Istanbul) og Persien (Iran). Galens værker fandt indpas i den arabiske tankegang og hans principper lå til grund for den tids mest berømte lægebog. Araberne som havde kontakt med den østlige del af romerriget, og som senere erobrede store områder omkring Middelhavet, var ivrige videnskabsmænd. I 700 tallet blev verdens første apotek oprettet i Bagdad, og araberne blev eksperter i at fremstille piller - ofte smukke og velsmagende piller med f.eks. forgyldt glasur.

De havde også et meget indgående kendskab til plantemedicin og fremstillede droger og ekstrakter af eksotiske planter, som man ikke kendte i Europa, f eks. af peber, rabarber eller safran. En omstændighed, der sandsynligvis har bidraget til de arabiske lægers succes, var den høje hygiejniske standard: Koranen krævede, at de troende hver dag foretog rituelle renselser. Til gengæld bevirkede islams forbud mod at afbilde menneskekroppen, at de var dårlige til anatomi og fysiologi. Man overførte uden videre dyrs anatomi til mennesker. De mente blandt andet, at kvinder havde flere livmodere lige som får.

Galens værker blev senere, efter den arabiske storhedstid omkring år 1150, oversat til latin, hvilket især skyldtes den indsats, der blev gjort på den berømte lægeskole i Salerno i det sydlige Italien. Her blev undervist efter de Hippokratiske forskrifter. Skolen blev søgt af studerende fra hele verden bl.a. af den danske kannik Henrik Harpestreng.

Danskeren Henrik Harpestreng, som var læge og kannik i Roskilde, og livlæge fom Erik Plovpenning (søn af Kong Valdemar d.2.sejr), har sandsynligvis studeret på lægeskolen i Salerno. Hans værker bærer præg af dette da hans titel som magister henviser til en universitetsgrad, som han nødvendigvis må have erhvervet sig i udlandet, da der på denne tid endnu ikke fandtes universiteter i Danmark. Hans latinske værk "Liber Herbarum" har henvendt sig til et større internationalt og studeret publikum, men at de danske urtebøger har haft interesse også uden for landets grænser, viser det forhold, at de hurtigt er blevet oversat til norsk, svensk og islandsk. Bøgerne er brugt som kildemateriale adskillelige gange af eftertidens forfattere.

Med indførslen af kristendommen, blev sygdom betragtet som en følge af synd, Guds straf og vrede. Derfor blev lægekunsten et spørgsmål om tro, mens helbredelse skulle opnås gennem bønner. Gud var i følge religionen den egentlige helbreder.

I mange klostre beskæftigede man sig med pleje og helbredelse af syge mennesker, hvilket kirken i begyndelsen var imod, da det afholdt munkene fra at beskæftige sig med åndelige værdier. Men der fandtes den opfattelse, at Guds kraft var nedlagt i planter, ædelsten og metaller og at man således med god samvittighed kunne anvende de helbredelsesmetoder, som kunne føres tilbage til de gamle grækere. Dette kaldtes signaturlæren: Gud tilkendegav ved en plantes udseende, hvilken del af legemet denne plante kunne anvendes til. Et eksempel er lungeurten, den ligner syge lunger.

Det var på klostrene, at den største aktivitet indenfor helbredelse skete gennem hele middelalderen (400-15 årh.) Det er klostrenes fortjeneste, at de har bevaret og videregivet en del af de mange korrekte iagttagelser og helbredsmetoder, som skyldtes oldtidens læger og som indenfor plantemedicinen anvendes den dag i dag.

Der blev studeret ivrigt i middelalderen, blot skulle de videnskabelige teorier kunne godkendes af kirkens teologer. ?Jeg tror, for at jeg kan forstå?, sagde middelalderens lærde og var dermed i overensstemmelse med kirken.

Renæssancen og oplysningstiden omfatter stort set perioden 1500-1800 i Europa. Renæssancen betyder genfødsel, og perioden fik dette navn, fordi man genoplivede antikkens blomstrende kultur. Tiden lod sig inspirere af antikken, især inden for kunsten.

Tiden var rig på nyopdagelser. Europa "opdagede" Amerika og fandt søvejen til Østen og blev derved klar over den botaniske skat, der fandtes der. Interessen for at sende botanikere til Syd- og Mellemamerika blev vakt, forskellige planter blev hjembragt f.eks. Kinabark mod malaria. Også inden for teknik og videnskab opstod store opdagelser og nye teorier. Det var her, Galilei fremsatte sine teorier om, at jorden er rund og drejer såvel om sin egen akse som om solen.

Efter at interessen for mange af de nye planter blev vakt, anlagde mange apoteker deres egne urtehaver. Chr. IV lod 1600 tallet anlægge den første botaniske have i Norden. Skridtet til at identificere de enkelte aktive indholdstoffer i planterne og bruge dem som enkelt remedier begyndte 1750. William Withering, en kendt engelsk botaniker, som med interesse lyttede til lokalbefolkningens beretninger om folkemedicin fandt særlig interesse for planten fingerbøl, der som te anvendtes mod ?vattersot? ? datidens betegnelse for væskeansamlinger i benene, som kan forekomme ved hjerte- og nyrelidelser. I 1785 skrev han ?Redegørelse for fingerbøl?, der indeholdt vigtige studier af digitalis, det aktive stof i planten, og dets anvendelse til behandling af hjertesygdomme. I dag er det kunstigt fremstillede digitalismiddel digoxin stadig meget anvendt.

I sommeren 1758 fik præsten Edward Stone fra Oxfordshire, England, et anfald med feber og gigtsmerter som flere gange tidligere. Tilfældigvis tyggede han på en kvist fra et piletræ - Salix alba, og trods dens bitterhed blev han forbavset over, at det lindrede hans feber. Derfor udviklede han en metode til at tørre og pulverisere barken og eksperimenterede med at finde den bedste dosis. I løbet af de næste fem år gav han midlet til 50 andre, og "det svigtede aldrig". Henrykt over sin opdagelse skrev han til præsidenten for Royal Society, men blev ignoreret.

I 1826 opdagede to italienere, at pilebarkens aktive stof er salicin, og tre år senere lykkedes det en fransk kemiker at isolere dette stof i ren form.

I 1839 fremstillede en anden italiensk kemiker salicylsyre ud fra salicin.

Først i 1971 lykkedes det engelske forskere at spore sig ind på, hvordan acetylsalisylsyre virker i kroppen. Prostagladiner er en gruppe af hommonlignende stoffer, der findes i omtrent alle væv. Disse stoffer medvirker bl.a. til at fremkalde betændelsesreaktioner i vævene. Acetylsalisylsyre hæmmer dannelsen af prostaglandiner og modvirker herved smerte og betændelse.

I det 19. århundrede betragtede mange mennesker stadig læger med stor mistro og anklagede dem for at bruge tiden på at fremlægge teorier i stedet for at finde løsninger på almindelige menneskers behov. Arbejderfamilierne havde heller ikke mad til at betale lægens honorar.

Det 19. århundrede blev tiden for patentmedicinen. Det var midler, som lægerne bryggede sammen af feks. giftstoffer som antimon og kviksølv. Almindelige mennesker nærede stor mistillid til datidens læger. En reaktion herpå var fornyet interesse for phytoterapien dvs. brugen af lægeplanter. Samual Thomson (1769-1843) fra den amerikanske stat New Hampshire, (der knap kunne læse), udviklede en teori for årsagerne til sygdom: arvelige tendenser til sygdom, for lidt eller overdrevent motion, omskiftelig vejr, dårlig ernæring, forurening, giftstoffer og fysiske skader. Desuden hævdede han, at symptomer som f.eks. feber, er et produkt af sygdom - ikke sygdommen selv. Thomsons behandlingsformer søgte at fjerne blokeringer og fremme livsenergien ved brug af urter med afslappende, stimulerende, sammentrækkende, helende og ernærende egenskaber.

Behandlingen begyndte som regel med lavement, dampbade, opkastningsmidler efterfulgt af urter med stimulerende og varmende egenskaber. Resultatet af behandlingerne var i langt de fleste tilfælde overraskende gode.

Efter at have fået patent på sit eget " Thomsoniske system " i 1813 udnævnte han agenter over hele USA. En af disse repræsentanter var dr. Albert Coffin, der havde lært meget af de amerikanske indianeres anvendelse af lægeurter. I 1883 ankom Coffin til England, hvor han hurtigt skaffede sig en større gruppe tilhængere. I 1864 havde de engelske urtelæger dannet et nationalt institut for plantemedicin, som stadig eksisterer. Thomsons ideer vandt hurtigt indpas hos de engelske urtelæger og deres patienter.

I begyndelsen af dette århundrede fortsatte udviklingen af urtemedicin i England af urtelægerne Thumston, Cook og Lyle, som udviklede "physiomedicalism", der ligger til grund for den moderne phytoterapi. Physiomedicalismen var baseret på den nye forståelse af kroppens fysiologi samt Thomsons ideer om at styrke livskraften ved at fjerne blokeringer.

  • Medicin bør ikke være giftig.
  • Livskraften er grundlaget for livet.
  • Medicin er stoffer, der kan aktivere ?bioplasmaet? under sygdom. (aktivering af enzymsystemer, nerveimpulser, hommonsynteser etc.)
  • Formålet med behandling er at genoprette homøostasen.
  • Den centrale urtebehandling består i at afspænde, stimulere og sammentrække eller styrke væv.
  • Behandlingen bygger på observerede fysiologiske fænomener (i dag patofysiologi).
  • Symptomer er et produkt af sygdommen, ikke sygdommen selv.
  • Forskellige urter kan blandes for at opnå den ønskede virkning.
  • Effektiviteten af behandlingen med urtemedicin afhænger af præparaternes kvalitet.
  • Intensiteten af behandlingen skal tilpasses klientens vitalitet.
  • Kroppens funktioner genoprettes, når livskraften genoplives.
  • Medicin er specifik for en speciel fysiologisk tilstand, ikke en bestemt sygdom.
  • Behandlingen bør altid være individuel.

    Den moderne phytoterapi har udviklet sig meget siden Hippokrates cg Thompsons tid. Den bygger nu på en blanding af den traditionelle brug af urter og den nyeste forskning af urternes egenskaber og fammakologi. Ny forskning bekræfter ofte den traditionelle brug og finder til stadighed nye veje for anvendelse af gammelkendte lægeurter. Desuden opdages nye helbredende urter, som indgår i den moderne phytoterapi.

    Kinesisk og indisk viden om brug af urter i lægekunsten er et væsentligt bidrag i denne sammenhæng.

    Den moderne phytoterapeut vurderer urterne ud fra indholdet af aktive indholdsstoffer og disses kendte farmakologiske egenskaber, samt den traditionelle brug af urten. Der er forsket meget i urterne, så der foreligger stor dokumentation for de fleste.

    Phytoterapeuten bruger hele den ubearbejdede plante, i modsætning til den traditionelle lægevidenskab, som med udgangspunkt i plantens komplicerede kemi isolerer enkeltstoffer. Der fremstilles så syntetiske efterligninger, hvorefter medicinen produceres. Det er herved at phytoterapeuterne mener, at bivirkningerne opstår.

    Phytoterapeuten arbejder ud fra, at planterne har en naturlig balance af forskellige aktive indholdsstoffer. Et eksempel er syntetiske vanddrivende midler, som reducerer blodets kalium indhold betydeligt. Det må så igen udlignes med et kalium tilskud. Phytoterapeuten bruger mælkebøtteblad (Taraxacum officinalis folia) som en af de mest vanddrivende urter, hvor den samtidigt indeholder store mængder kalium, så kroppen stadig er i balance.

    Phytoterapeuter arbejder holistisk, med det hele menneske og ikke kun med enkelte dele af kroppen eller kun med symptomer. De går bag om symptomet og prøver at klarlægge de individuelle årsager. Eksempel: ved eksem vil phytoterapeuten fokusere på årsagerne, hvor hudproblemet bl.a. kan være et symptom på, at tarmsystemet ikke fungerer, som det skal. Derfor vil en udrensning og en genopbygning af fordøjelsen samt styrkelse af immunforsvaret være nødvendig.

    Phytoterapeuten forsøger i samarbejde med klienten at fjerne eller reducere alle hindringer eller barrierer for sundhed, så kroppens egne helbredende kræfter kan igangsættes. Det er af stor betydning, at klienten selv er involveret i behandlingsstrategien - de fleste klienter har en mening om hvilke faktorer, der påvirker deres helbred. Derfor er en god behandler, et menneske der lytter, forklarer og giver muligheder. Kort sagt en terapeutisk samarbejdspartner, som hjælper klienten med at tage aktiv del i deres egen helbredelsesproces. "Henrik Harpestreng" af Karen Dreyer Jørgensen
    "Pokker, Pest og Piller" af Johnny Theidecke
    "Helbredende urter" af Politiken
    "Women, Hormones & The Menstrual Cycle" af Ruth Tri
    "Medicinens Historie" af Nancy Duin og Jenny Sutcliffe
    Biopat- og Urteskolens Studieanvisning i Phytoterapi


    Se også: Hvad er Phytoterapi?
    Se også: Phytoterapi / Urteterapi