Biopati og Klassisk Homøopati - forskelle og ligheder

Forfatter: Læge, Rune Sort
Dato: 3. december 2004

Biopati og Klassisk Homøopati - forskelle og ligheder


Danskernes stigende tendens til at søge alternativ behandling mod alt fra kræft til rygetrang og forkølelse afspejler sig i et stadig større udbud af forskellige behandlingsmetoder.

Det kan være svært at bevare overblikket og kende forskel på diverse alternative behandlingsformer. To af de fag, der ofte forveksles er Biopati og Klassisk Homøopati. Sundhedsguiden har taget en snak med en behandler fra hver lejr om forskelle og ligheder.

Klassisk Homøopati og Biopati ligner hinanden på flere punkter. Begge fag adskiller sig f.eks. fra den etablerede lægevidenskab ved at have en meget holistisk tilgang til behandling - dvs. at der i begge fag sættes større fokus på hele mennesket og alle aspekter af helbredstilstanden i modsætning til næsten udelukkende at koncentrere behandlingen om de direkte symptomer ved en sygdom.

Formålet med behandlingen i både Klassisk Homøopati og Biopati er at styrke kroppen til selv at bekæmpe sin sygdom og altså at bistå kroppens eget forsvar i stedet for at erstatte det med aggressiv medicin. I begge fag benytter man blandt andet naturmedicin fremstillet af planter og biopaten benytter sig oven i købet direkte af egentlige homøopatiske fremgangsmåder i nogle af sine behandlingsmetoder.

Trods disse ligheder må man imidlertid sige, at de to fag egentlig er ganske forskellige.

Grundlag og uddannelse


Klassisk Homøopati
Homøopatien blev grundlagt af den tyske doktor Samuel K. Hahnemann i perioden omkring år 1800 og er i dag den mest anvendte form for alternativ behandling i verden. Homøopatiens grundidé bygger på Hippokrates' princip om, at "det der ligner, helbreder". Tanken er, at et stof, der normalt ville forårsage sygdom eller symptomer i kroppen kan gives i stærkt fortyndet form og derved få kroppen til at bekæmpe netop dette symptom.

Uddannelsen til Klassisk Homøopat har i Danmark eksisteret siden midten af 80'erne. Den tager 4 år og foregår på Skolen for Klassisk Homøopati i Lille Kregme ved Frederiksværk. Hertil kræves kurser i anatomi og fysiologi svarende til ca. et års studium. Mange klassiske homøopater uddanner sig imidlertid i udlandet, hvor homøopatien er bredere accepteret - i England kan man f.eks. læse homøopati på universitetet.

Biopati
Biopatien har sin oprindelse i Danmark, hvor den blev grundlagt som behandlingsmetode af forfatter og behandler Kurt W. Nielsen i begyndelsen af 80'erne. Biopatien indeholder bl.a. elementer af amerikansk biologisk medicin, tysk immun- og symbioseterapi og skandinavisk urtemedicin.

Biopatuddannelsen har eksisteret siden 1981 og foregår på Biopat- og Urteskolen i Ishøj eller Århus. Studietiden er 3 år, hvor der læses fag som anatomi, fysiologi, sygdoms- og ernæringslære samt en række alternative fag som bl.a. zoneterapi, irisanalyse, meridianlære og homøopati.


Sygdom og sundhed

Opfattelsen af sygdom og sundhed er selvsagt essentiel i forståelsen af enhver behandling. Vi spurgte formanden for Biopatforeningen (BF) Jens Høyrup og formanden for Dansk Selskab for Klassisk Homøopati (DSKH) Pia Tingstedt om, hvorledes de hver især definerer sygdom og sundhed.

Pia Tingstedt: "Jeg vil definere sundhed, som en tilstand, hvor man har den største grad af 'frihed'. Med frihed mener jeg jo altså ikke politisk eller økonomisk, men det at man ikke er begrænset i sin hverdag på grund af fysisk eller psykisk dårligdom", hun uddyber således: "Det er jo klart en begrænsning, hvis man ikke kommer uden for en dør på grund af fysiske smerter, men også når der er ting, man ikke tør eller orker at gøre på grund af angst eller dårligt humør". Pia Tingstedts videre betragtninger omkring sundhed understregede klart, at helheden er i fokus i den homøopatiske tankegang. Det hænger sammen med en opfattelse af sygdom, som værende et resultat af en ubalance på et dybere niveau. Symptomer og sygdom er et udtryk for denne ubalance.
 
Jens Høyrup: "I biopatien defineres sundhed som den tilstand, hvor der er optimal balance mellem regulationskapacitet (kroppens 'modstandskraft', red.) og summen af ydre, negative påvirkninger". Jens Høyrup forklarer at sygdom opstår som resultat af ubalance i dette system, så kroppen f.eks. er nødt til at omprioritere sine ressourcer, når den bliver negativt påvirket af faktorer som f.eks. virus, bakterier, stress, andre psykiske belastninger etc. "En kompensatorisk omprioritering kan betyde at nogle organsystemer opprioriteres for at stå imod, mens andre systemer så må nedprioriteres". Høyrup forklarer at biopaterne opererer med en faseinddeling af sygdom og denne omprioritering svarer til fase 2. Efter et stykke tid når man til fase 3, hvor der opstår feber og man bliver syg. Ved de videre stadier 4-6 går ubalancen over og bliver mere kronisk og man kan udvikle allergi og gigt og ens organer tager skade. I stadie 7 udvikler man cancer.

Der er altså en grundliggende forskel på de to fag. Sygdom er ifølge begge behandlere udtryk for en dybereliggende ubalance, men hvor homøopatien angiver både personlig fysisk og mental ubalance som sygdomsårsag, går biopatien mere systematisk og naturvidenskabeligt frem med klare inddelinger af, hvad der giver hvilke sygdomstegn.


Undersøgelser og Behandling


Klassisk Homøopati
Den klassiske homøopat arbejder som nævnt med naturmidler, som ved en særlig proces fortyndes meget kraftigt. Midlet vil normalt frembringe symptomer svarende til sygdommens, men en lav koncentration af stoffet burde, ifølge homøopaten, i stedet anspore kroppen til at bekæmpe disse symptomer. Ofte er fortyndingen så kraftigt at der faktisk ikke er et eneste molekyle tilbage af det oprindelige stof i opløsningen. Tanken er, at stoffet har efterladt sit aftryk i vandet, som derfor stadig har de rigtige egenskaber, mens den lave koncentration gør, at der overhovedet ikke er nogen bivirkninger. Ofte benyttes plantemateriale, men også midler baseret på f.eks. slangegift er hyppigt anvendte. Der findes ca. 4-5000 forskellige remedier fremstillet på denne måde.

Klassisk Homøopati adskiller sig behandlingsmæssigt fra Biopati ved bl.a. altid kun at behandle med et middel ad gangen: "Vi giver kroppen lov til at reagerer. Det kan så være at midlet skal ændres efter timer, dage eller måneder", lyder det fra Pia Tingstedt. Hun fortæller at midlet skal aktivere kroppens egen energi, så den kan bekæmpe sygdommen: "Det gælder derfor om at møde kroppen der, hvor den er på det givne tidspunkt og derfor er helheden meget vigtig".

For at finde frem til det helt rigtige middel skal homøopaten danne sig et indtryk af hele personens tilstand og ikke kun f.eks. smerter eller feber. Derfor er første konsultation en samtale, som ofte varer to timer, hvor homøopaten spørger uddybende til både direkte symptomer og ting som temperament, spise- og søvnmønster, humør og meget andet. Når behandlingen indledes og disse ting begynder at ændre sig, kan det blive nødvendigt at skifte midlet ud. Derfor er det meget vigtigt for den klassiske homøopat at have tæt kontakt til sin patient i behandlingsforløbet.

Biopati
Biopaten foretager også en lang indledende samtale med patienten for at få et helhedsindtryk, men derudover benytter han sig af forskellige håndgribelige målemetoder til at fremsætte et behandlingsforslag. En sådan test kan være kinesiologisk (måling på muskler og led) eller en bioelektronisk funktionsanalyse, som er en test, hvor man med svag strøm gennem kroppen måler en modstand. På baggrund af patientens symptomer, vil biopaten udvælge forskellige midler, som f.eks. et vitamintilskud, og indsætte i det elektriske kredsløb. Hvis patienten mangler stoffet, vil modstanden mindskes og patienten kan få gavn af behandling med det pågældende middel.

Biopaten benytter sig, modsat homøopaten, af flere behandlinger samtidig. Der anvendes homøopatisk fremstillede midler til bl.a. 'immunoterapi' men sjældent alene som i den klassiske homøopati og det kan også dreje sig om fortyndinger af ting, som ikke er inkluderet i de 5000 Klassisk Homøopatiske midler. Det gælder f.eks. fortyndinger indeholdende kalveorganer, som bruges til 'organterapi'. En stor del af biopatien er ernæringslære. Derfor er kostplaner, kosttilskud, vitamin- og mineraltilskud og genoprettelse af naturlige bakterier i tarmen med mælkesyrekultur er en stor del af biopatisk behandling.

Biopatien er ligesom homøopatien holistisk orienteret, men ifølge Jens Høyrup er biopatens behandling noget mere symptomrettet: "I den forstand arbejder vi nok mere som lægen gør og behandler de primære symptomer med f.eks. at give et manglende vitamin, men vi kigger også på helheden og hjælper kroppen til at bearbejde den bagvedliggende ubalance". Han fortæller at biopatien er  mere biologisk, biokemisk og fysisk orienteret og i højere grad er en blanding af vestlige/konventionelle og asiatiske/holistiske idéer. Hos biopaten kan patienten i højere grad selv sige om midlet stadig er funktionelt og der er ikke brug for helt den samme kontakt. Hos Jens Høyrup kommer de typisk til kontrol efter 8 uger.


Styrker og begrænsninger


Både Pia Tingstedt og Jens Høyrup mener, at de kunne behandle de fleste ting under de rette omstændigheder. Dog ikke på bekostning af det etablerede system, for når en patient skal opereres eller har symptomer på et hjerteanfald, er der ikke tvivl om at begge behandlere vil henvise til en læge.

Langt hyppigere er der dog tale om patienter med kroniske forløb, som måske har været hele det konventionelle system igennem. Her ligger begrænsningen i patientens egen vilje og energi. Jens Høyrup udtaler: "Der er ikke en sygdom, som ikke kan helbredes, men der er mennesker, som ikke kan helbredes". Pia Tingstedt supplerer: "Vi aktiverer patientens egen energi og det begrænses, hvis patienten ikke har livskraft nok til at følge et behandlingsforløb med f.eks. en cancer i slutstadiet". Begge behandlere så gerne at deres fag var bredere accepteret, idet patienterne så også ville komme tidligere i deres sygdomsforløb med større chance for at blive helbredt.

Biopatien er på en måde en mere håndgribelig og manipulatorisk behandlingsform end homøopatien. Der bliver gået mere til patienten med både målinger med apparatur, tryk (zoneterapi) og desuden både kostændringer og forskellige tilskud. Den klassiske homøopati lader imidlertid til at gå lidt mere i dybden med patienten og tilpasser behandlingen nøje til fysisk og psykisk tilstand og personlige sindelag. Pia Tingstedt forklarer at kronisk syge patienter undergår stor personlig udvikling under homøopatisk behandling.

Jens Høyrup beskriver forskellen på de to fag billedligt: ”Homøopatien har sin store styrke ved behandling af børn og andre letpåvirkelige mennesker. Biopatien er bedre til den hærdede murerarbejdsmand, der skal føle at man virkelig gør noget”. Han mener endvidere at Klassisk Homøopati kan betegnes som et speciale, hvorimod Biopatien er en grundliggende naturlægeuddannelse, som kan sammenlignes med den generelle lægepraksis.

Biopatien og den Klassiske Homøopati ligner i hvert fald hinanden på mange punkter, men er altså i bund og grund også meget forskellige. De to behandlere har i øvrigt stor respekt for hinandens fag og har et godt samarbejde. Begge håber på en større grad af samarbejde med den etablerede medicinske verden i fremtiden.

Læs mere: Klassisk Homeopati
Læs mere: Biopati en vej til sundhed
Læs mere: Se også andre relaterede links i højre menu

Gå desuden ind på hjemmesiden: www.homeopati.dk  for yderligere informationer.


AKTUELT

Hvad hjælper mod rynker?

De fleste har ikke noget imod at have lidt rynker i ansigtet, men drømmen...

Selvbruner godt eller skidt

Selvbruner, tan in a can, brun uden sol. Cremer og spray, som gør huden...

Kan man spise sig fra...

De fleste benytter sig af antivirale midler som fx zovir ved udbrud, men...

Den sidste antibiotika mur...

Som i historien med Peter og ulven, hvor ingen tager truslen alvorligt,...

Sygdomme på udenlandsrejsen

I takt med at vi rejser længere og længere væk på ferie, så stiger...