Klassisk Homeopati

Dato: 20. oktober 2004
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Homeopati er en alternativ behandlingsmetode. Homeoptati kan genoprette balancen i din krop. Homeopatiske lægemidler kan helbrede mange sygdomme.


Homeopatisk behandling bruges til behandling af de fleste fysiske og psykiske sygdomstilstande, både kroniske og akutte. Desuden er homeopatisk behandling også eminent til at styrke og afbalancere en persons fysiske og psykiske konstitution. Behandlingen er holistisk og individualistisk baseret, dvs. at man ikke kun behandler isolerede symptomer med rutineordineringer, i stedet behandles personen som helhed: Man sambehandler på mentalt, psykisk og fysisk plan. Den homeopatiske medicin er baseret på planter, mineraler og dyreprodukter og kan bruges af alle uden bivirkninger.

Homeopatiens historie

Det er i det Klassiske Grækenland, at både homeopati og konventionel, vestlig medicin har deres rødder. Det var den græske læge Hippokrates, som i det 5. årh. f.Kr. foreslog, at sygdom ikke skyldes guddommelig indgriben, men i stedet er forårsaget af kræfter i naturen. Hippokrates lagde vægt på, at det er vigtigt, at stimulere patientens egne helbredende mekanismer.

Datidens medicinske praksis var baseret på "Modsætningernes Princip", som dikterede, at man ordinerede en substans, der forårsagede det modsatte af sygdommens symptomer. Diarre blev behandlet med medicin, som gav forstoppelse, f.eks. aluminium hydroxid. En fremgangsmåde, som stadig bruges i konventionel vestlig medicin i dag.

Hippokrates derimod, udviklede "Lighedens Princip", som er baseret på ideen om, at "hvad der ligner, helbreder". Lighedens Princip siger, at hvad der kan forårsage sygdomssymptomer i raske mennesker, kan helbrede de samme sygdomme i syge mennesker. V.h.a. Lighedens Princip stimuleres patientens iboende helbredende mekanismer. For eksempel blev Julerose (Veratrum Album) brugt til at behandle kolera, men hvis ordineret til raske mennesker, resulterer det i koleralignende symptomer. En opdagelse, som Dr. S. Hahnemann verificerede mange århundreder senere, hvilket førte til opblomstringen af homeopati.

Men før homeopatiens fader Hahnemann er der en anden historisk person, som var vigtig for homeopatiens udvikling: Parcelsus. Den svejtsiske doktor og alkymist Parcelsus (1493-1541) genoplivede Hippokrates ideer og lagde vægt på den græske Signaturernes Doktrin, som  indikerer, at alt i naturen: planter, mineraler, dyr bærer "Guds signatur", som indikerer, hvilken helbredende egenskaber de har.

Ifølge Parcelsus har alle planter og mineraler aktive bestanddele, som kan helbrede. Hans kemiske og lægelige eksperimenter lagde grunden for moderne medicin og farmakologi . Hans introduktion af mange nye mediciner, som sulfur, jern, opium og arsenik, og hans vedholdende tro på Lighedens Princip, gør ham til en nøglefigur i udviklingen af homeopati.

Trods Parcelsus opdagelser var den medicinske praksis stadig barbarisk i det 18. årh. Hygiejne var ukendt, kviksølv, bly og ren arsenik blev brugt i store mængder som medicin, og iglepåsættelse, åreladning mm var vidt udbredt med forfærdelig bivirkninger og dødsfald til følge.

Det var i denne periode, at den tyske doktor Samuel Kristian Hahnemann (1755-1843), desillusioneret med sit lægearbejde og manglen på faste behandlingsprincipper, begyndte at formulere en ny forståelse af sygdom, sundhed og medicin. Han opdagede, at malaria medicinen quinin, isoleret fra barken af Cinchona Officinales, kan fremkalde malarialignende symptomer i raske mennesker, og at de kunstigt fremkaldte symptomer forsvinder, når medicinen stoppes. Hvilket underbygges af både Parcelsus og Hippokrates. Ved at foretage denne procedure på en større gruppe personer, og notere de fremkaldte symptomer, fik han et fuldt billede af quinins helbredende egenskaber, hvilket ikke begrænsede sig til malaria. Det var den første såkaldte "prøvning".

Hahnemann gik i gang med et større antal "prøvninger" af planter, mineraler og dyreprodukter og samlede oplysningerne i et Materia Medica. For at undersøge, om disse substanser nu også kunne helbrede hvad Lighedens Princip forudsiger, begyndte han sine konsultationer med et omhyggeligt interview, hvor patientens sygdomsforløb, livsstil, helbred, modaliteter mm blev noteret ned. Disse informationer blev matchet så tæt som muligt til et af det "prøvede remedier", som blev givet i stærkt fortyndet grad.

Resultaterne var sensationelle, og Hahnemann fik hurtigt mange patienter, tilhængere og fjender. I hele sit liv arbejde Hahnemann på at forbedre og udvikle sit system, som han kaldte Homeopati ( homeo= lignende, pati= lidelse). Han skrev  utallige afhandlinger og bøger og "prøvede" omkring 100 remedier.

Da Hahnemann døde i 1843, var homeopati grundigt etableret i det meste af verden og forudset til at blive den nye verdensmedicin. Der var homeopatiske skoler og hospitaler i mange lande og i USA praktiserede 15% af lægerne homeopati. I slutningen af det 19.årh og begyndelsen af det 20.årh vandt konventionel vestlig medicin stor indpas og med et splittet homeopatisk samfund gik det ned af bakke for homeopatien i hele verden, undtagen Indien.

I mange lande blev det forbudt med grunde, som at man ikke kunne forklare præcist, hvordan det virkede. Eller simpelthen fordi det passede den konventionelle lægestand, som nu stod uden opposition eller kritik.

Efter 100 års dominans er mange af den konventionelle medicins mangler og farer blevet tydeligtgjort, og patienter søger nu alternativer: det mest brugte er homeopati. Skoler og klinikker åbner i mange vestlige lande, og homeopater er involverede i banebrydende research i disse år. Trods modarbejdelse fra medicinindustrien og mange i den konventionelle lægestand er homeopatien i rivende udvikling. Det er også af stor betydning for homeopatiens modstandere, at moderne fysik kan begynde at forklare, hvordan homeopatiske lægemidler virker.
 
I lande hvor, forsikringen dækker homeopatisk behandling, eller hvor man skal betale for både konventionelle læger og homeopater, er homeopati  blevet et meget brugt alternativ. Danmark, hvor homeopati er stærkt konkurrencesvækket, fordi behandling hos konventionelle læger er gratis, er homeopati stadig relativt ukendt.


Homeopatisk filosofi.


Den måde, som sygdom og sundhed i mennesket er defineret på ifølge homeopatisk filosofi, har stor betydning for behandlingen. Sygdommen er ikke de håndgribelige isolerede symptomer. Symptomerne er blot den materielle manifestation af en underliggende ubalance, som kan aflæses på mange planer i en person. Homeopatisk behandling drejer sig ikke kun om at fjerne de isolerede symptomer, men om at genoprette en dybereliggende balance og derved starte en gennemgående reetablering af helbredet. Definitionen af helbred,sygdom og helbredelse samt begreberne konstitution, modtagelighed og miasma er centrale i homeopatisk filosofi.

Der er tre hovedfaktorer, som karakteriserer hvad homeopatisk behandling drejer sig om, er; definitionen af sundhed, sygdom og helbredelse. Vigtige er også begreberne; konstitution, modtagelighed og miasma i forståelsen af homeopatisk filosofi.

Som beskrevet i homeopatisk historie, er homeopatisk filosofi baseret af på ideer af bl.a.. Hippokrates og Parcelsus. Det er dog den tyske læge Samuel Kristian Hahnemann (1755-1843), som er homeoaptiens fader, idet han brugte hele sit liv på, udover at udføre praktiske eksperimenter og behandling, at formulere sine indsigter og tanker om sundhed, sygdom og homeopatisk behandling.

Hahnemanns Organon, som udkom i 5 stadig forbedrede udgaver i hans livstid, og en 6. udgave mange år efter hans død, er stadig det filosofiske og praktiske grundlag, som homeopater over hele verden studerer, og det er de meget præcist formulerede aforismer, som igen og igen viser sig at være en kilde af både praktisk og filosofisk visdom. Homeopati er i dag i stor udvikling, og mange nye remedier og metoder bliver afprøvet, uden dog at miste det oprindelige filosofiske grundlag.
 

Sundhed, Sygdom og Helbredelse


Sundhed

At være rask er ifølge homeopatisk filosofi ikke blot at være uden fysiske smerter. Når man er rask, er man istand til at bevæge sig  frit gennem livet og eksistere under vidt forskellige fysiske og psykiske forhold uden at miste sin balance, uden at blive syg. På det mentale og følelsesmæssige plan kan sundhed  bl.a. ses på evnen til at koncentrere sig, forstå nye situationer, tænke kreativt og lysten til at skabe, prøve nye ting og være opmærksom på andre menneskers  tilstande

Sygdom


Symptomer i de mentale, følelsesmæssige og fysiske områder er udtryk for en forstyrrelse på et dybere niveau, som ligger til grund for menneskets væsen og krop.  Når der er en forstyrrelse i dette niveau, bliver vores reaktions og respons mønster til verden utilsvarende; vi får allergier, eksem, angst, neuroser, fordøjelsesproblemer, forstyrret vækst, hormonubalance, over- og underfunktion i krops mekanismer og organsystemer et.c. En sådan forstyrrelse kan være medfødt eller opstå gennem fysisk og psykiske traume: shock, fejlernæring, overgreb, forgiftning, uheld, følelsesmæssige konflikter m.m.

Ofte er systemet istand til at genoprette balance uden hjælp udefra, men i nogle tilfælde bliver ubalancen så forankret i vores system, at vi får kroniske sygdomstilstande. Det er disse kroniske tilstande af ubalance, der kan gives videre fra generation til generation og som kaldes miasmer (se nedenfor)


Behandling


Idealet er, at helbredelses processen skal forløbe hurtigt, blidt og med blivende virkning. Helbredet skal genetableres med mindst mulig indgriben. At fokusere udelukkende på de fysiske symptomer i helbredelsen kan ikke genoprette den oprindelig balance, ofte resulterer det i, at symptomerne skifter karakter og sted. F.eks. kan aggressiv  konventionel behandling af hudsymptomer resultere i nye symptomer på dybere niveauer; slimhinder eller organer.

I homeopatisk behandling hjælpes personen til at fuldføre den helingsproces som, han gik i stå med; symptomerne er en del af den helingsproces, som ikke kunne gennemføres på grund af en grundlæggende ubalance i systemet. Det er kroppens egen evne til at genfinde en tilstand af sundhed, som skal stimuleres, derfor er det for det meste kun nødvendigt med enkelte lave doser af et lægemiddel, hvorefter kroppen klare resten. 

Udover de fysiske symptomer er en meget vigtig indikator en stigning i livslysten, lysten til at tage initiativ og større kreativitet. Det er det, som er det endelig mål i homeopatisk behandling, ikke bare fravær af smerter og fysiske symptomer. I homeopatisk behandling er det personens konstitution, der styrkes og afbalanceres.

Konstitution

I Homeopatisk sprogbrug er "konstitution" er betegnelse, der beskriver en persons bredere helbredstilstand, og som inkluderer hendes natur, temperament samt medfødte og erhvervede karakteristika. Det er denne konstitution, i alle dens individuelle detaljer, som homeopaten fokuserer på i den første konsultation og bliver ved  med at fokusere på i behandlingsforløbet.  

Den information, som en persons unikke konstitution er opbygget af, svarer til et helt bestemt lægemiddel, som kaldes "det konstitutionelle middel". Normalt forandre en persons konstitution sig ikke gennem behandling, men remediet hjælper personen til at fungere på en bedre måde ved at neutralisere de elementer, der forhindrer hende i at leve et frit og sundt liv.

Modtagelighed


Konstitutionen er tæt forbundet med en persons modtagelighed for påvirkninger udefra, vejr, bakterier, mad, følelsesmæssige konflikter mm. Hvis man er sund, er ens modtagelighed  lav, og ens modstandskraft er høj, d.v.s at man kan tåle en stor variation af forskellige påvirkninger uden at miste balancen og blive syg. Hvis ens modtagelighed er høj, er ens modstandskraft lav, og man bliver syg med den mindste variation i ens fysiske og psykiske miljø. Derfor er det  f.eks. ikke alle, der får influenza i en epidemi, og dem der får det, har forskellige grader af symptomer.

På samme måde er det ikke alle, der bukker under for sorg, men nogle bliver ramt særdeles hårdt. Alle har deres individuelle mønster af  modtagelighed over for påvirkninger. Modtagelighed kan ændre sig fra dag til dag, afhængigt af faktorer som stress, vejr, ernæring mm. Alle manifesterer individuelle symptomer, som resultat af deres specifikke modtagelighed. Nøglen til at forstå variationerne i konstitution og modtagelighed ligger i ideen om miasmaer.

Miasma


Miasmer er en grupperingsmodel, hvorigennem man grupperer sygdomme, konstitutioner og reaktions/adfærds mønstre. Miasmer kan overføres fra generation til generation og har sandsynligsvis et genetisk element. Et land kan også være domineret af et bestemt miasma, d.v.s at bestemte former for sygdom og adfærd er mere almindelige i det land end andre lande med andre miasmer. Derfor kan begrebet misama forstås meget bredt på et kulturelt/ historisk niveau men også på et helt specifikt symptomniveau.

Miasmerne predisponerer en til at være modtagelige overfor bestemte sygdomme og til at være i bestemte tilstande. Ofte kan de ses i flere generationer af en familie. Når en person er rask, vil det mest være den positive side af miasmet, der manifesterer sig, evt. som en følsomhed for og indsigt i visse sider af tilværelsen. F.eks. er der et miasma, som i sygdom er karakteriseret af vækst ude af balance, men den positive side er kreativitet, vækst og expansion. Følsomhed, indsigt og forståelse kan i sygdom blive til overfølsomhed/ufølsomhed, besættelse og frygt.

Miasmerne har navne efter store folkesygdomme som gonoré, cancer, syfilis og tuberkulose, men det betyder ikke, at man skal have  f.eks.  cancer for at være under indflydelse af cancer miasmaet. Cancer er bare en af de sygdomstilstande, som falder under denne gruppering, og som har mange af de karaktertræk, der betegner Cancer miasmaet.

Syfilis miasmaet er det mest destruktive af miasmaerne, d.v.s at under denne gruppering finder man destruktive sygdomme som syfilis, nekrosis, alzheimers, spedalskhed, knogle- og nervedegeneration m.v. På det mentale niveau er der selvdestruktive tendenser, vold,  håbløshed, selvmord m.m. En person, som er domineret af det syfilitiske miasma, har større chancer for at få destruktive sygdomme og tilstande end andre.

Psora Miasmaet er det mindst destruktive miasma, her har man mange hudsygdomme, sygdomme i slimhinderne, fordøjelsesfortyrrelser m.m. På det mentale niveau kan der være bekymring og angst, men altid en underliggende optimisme.

Miasma modellen er en stor hjælp til at forstå en persons tilstand og prognose og til at finde det rette homeopatiske remedie. De mange tusind remedier kan  nemlig også  opdeles i de miasmatiske grupper, alt efter hvilke mentale og fysiske tilstande, de er kendt for at have virkning på.

Nosoder er en lille gruppelægemidler, som er lavet af sygdomsprocesser fra de forskellige sygdomme, der er centrale i et miasma; kræftceller, tuberkuloseceller o.s.v. På grund af den måde, midlerne er fremstillet på (se homeopatiske lægemidler), er der ikke den mindste rest tilbage af de syge celler, og midlet er totalt sterilt og sikkert at bruge. Disse midler bruges tit til at "neutralisere" en miasmatisk svaghed og derved mindske modtageligheden og styrke en konstitutionen, som er stærk påvirket af et  bestemt miasma.

Homeopatiske Lægemidler

Homeopatiske lægemidler er fremstille af planter, mineraler og produkter fra dyreriget, men kan ikke sammenlignes med planteudtræk, kosttilskud, eller vitaminer, da  fremstillingsprocessen for homeopatiske lægemidler er unik og tilsyneladende uden sidestykke i historien: de to faktorer i processen er fortynding og succusion.

Det er netop fremstillingsprocessen, der har fået mange konventionelle læger og forskere til at afskrive homeopati som virkningsløs, til trods for dens åbenlyse helbredende virkning. Hvad man ikke kan forstå eller forklare findes ikke, må de have tænkt.

Det var grundlæggeren af homeopati Hahnemann (se Historie), som opdagede det paradoksale, at hvis lægemiddelet blev stærk fortyndet, undgik man ikke bare bivirkninger, men midlet virkede længere og frembragte en dybere og mere varig effekt. Med denne metode kunne man bruge ellers giftige og  uvirksomme stoffer som medicin.

Fortyndingen er så stor, at end ikke et molekyle af den oprindelige substans er tilstede i midlet. Hvad er der så tilstede, og hvordan virker det? Kort fortalt lader det til, at når f.eks. et planteudtræk opløses i alkohol/vand i en af serie af stigende fortyndinger, forsvinder substansen gradvist med efterlader et aftryk, som indeholder elektromagnetisk information, der er istand til at påvirke cellers elektromagnetiske felt på en bestemt måde, der stimulere cellens "sundhedsdrift" til at vende tilbage til en mere afbalanceret og hensigtsmæssig måde at fungere på. Moderne fysik er begyndt at forstå, at molekyler i f.eks. vand kan lagre informationer og har en slags hukommelse.
 
Homeopatiske lægemidler bliver kun fremstillet få steder i verden under ekstremt kontrollerede forhold og efter meget specifikke retningslinier. På denne måde opnår man midler, der er ukontaminerede og ensartede. Planterne, mineralerne eller dyreprodukterne opløses ved forskellige metoder i en alkohol opløsning: en tinktur. Denne tinktur kan fortyndes ifølge forskellige skalaer, her beskrives C (100) skalaen.

En dråbe af denne tinktur opløses i 99 dråber af ren alkohol/vand opløsning og opløsningsniveau 1(1:100) er etableret, derefter opløses 1 dråbe fra niveau 1 i 99 dråber af alkohol/vand, og det kaldes niveau 2(1:10 000). En dråbe af denne opløsning tilsættes til 99 dråber af alkohol/vand, og vi har niveau 3(1: 1 000 000).

Som man kan forestille sig, er fortyndingen på niveau 3 allerede meget høj, og når vi når til niveau 30, er fortyndingsgraden astronomisk. Faktisk er der ikke flere molekyler tilbage fra den oprindelige substans, når man når til niveau 13. Efter hvert fortyndingsniveau bliver beholderen med opløsningen rystet kraftigt eller slået på en hård overflade, denne procedure kaldes succusion og forstærker remediets virkningskraft på en måde, som traditionel fysik ikke helt kan forklare.

De fleste homeopater bruger midler fra denne skala på niveau 30, 200 og 1000, kaldet 30 c. 200 c og 1M.  Et par dråber af den ønskede opløsning hældes over sukker (lactose) piller, der bruges som medie for det homeopatiske middel. Pillerne er lys- og varmefølsomme og opbevares i bedst i mørke. Denne metode betyder, at man kan lave uendelige mængder af homeopatisk medicin fra en enkelt blomst eller en dråbe slange gift.  Den dag i dag er der stadig midler, som baseret på substanser fremstillet  i begyndelsen af det 19. årh. Derfor er det en medicin, som er meget skånsomt for det økologiske system og forurener ikke.

Behandling

Den først konsultation

Den første konsultation er i tilfælde af kroniske problemer betydelig længere end de efterfølgende, ofte et par timer. Det er i denne konsultation, at homeopaten indsamler den information, han bruger til at udvælge netop det specifikke lægemidel i den rette styrke, som passer til personens unikke tilstand. Konsultationen består af et interview/samtale,  hvor homeopaten og patienten samarbejder om at blotlægge og kortlægge patientens helbreds/ sygdomstilstand.

Der vil, udover de specifikke symptomer, også  blive brugt en del tid til at tale om patientens spisevaner, tolerancer og intolerancer, reaktioner på omgivelserne, søvnmønster, menstruationscyklus, drømme, fobier og frygt, livskraft, følelsesliv, mentale kapacitet,  livssituation, livssyn m.m. Det er vigtigt, at patienten er så ærlig og åben som muligt, undladelse af vigtige aspekter af patientens liv kan i nogle tilfælde gøre det svært at finde det rette midel. Homeopaten har selvfølgelig absolut tavshedspligt m.h.t. til, hvad der bliver sagt under konsultationen. Ofte bruger homeopaten nogle dage til at analysere informationerne og finde det rette middel, andre gange får patienten remediet med det samme.

I tilfælde af akutte problemer eller førstehjælp, er konsultationen betydeligt kortere, 5-15 min. Kun informationer relateret direkte til det aktuelle problem  indsamles, og lægemidlet gives straks.

De efterfølgende konsultationer

   
I kroniske sager bruges konsultationernen løbende til at bedømme, hvordan processen forløber, og afstemme doseringen, styrken og midlet efter patientens tilstand. Desuden supplerer og uddyber man sammen den information, man fik ved første konsultation, på den måde kan homeopaten undersøge, om han har fået den rette forståelse for patientens  personlighed og tilstand.

Ofte varer de efterfølgende konsultationer mellem ½ og 1 ½ time og kan falde fra hver uge til hver anden måned, afhængig af sygdoms/helbredelses-forløbet. Typisk er det hver måned, og afstanden mellem konsultationerne vokser i takt med, at patienten genvinder helbredet. Når en afbalanceret helbredstilstand er genetableret, ser homeopaten patienten en gang om året, eller når patienten bedømmer, at der er nødvendigt.

Doseringen

I tilfælde af kroniske tilstande tages der ofte kun en enkelt dosis af det homeopatiske middel efter den først konsultation, og ved næste konsultation bedømmes det, om det skal gentages, og om midlet, doseringen eller styrken skal ændres. Mængden af lægemiddler, der bruges i homeopatisk behandling er meget lille, men har stor virkning. Hvis patienten er meget svag, gives der en speciel mild daglig dosis.

I tilfælde af akutte problemer er doseringen anderledes, her gentages midlet op til flere gange i timen, afhængig af symptomernes intensitet, og trappes ned når patienten har det bedre.

Hvordan tager man homeopatiske lægemidler?


Homeopatiske midler er lagret i små mælkesukker (lactose) piller, som indeholder den virksomme substans (se Lægemidel fremstilling). Pillerne skal helst ikke røres med fingrene, da de kan miste deres virkning. De opbevares bedst i  mørke, tørre og lugtfrie omgivelser. Når man tager en homeopatisk pille, lægges den i munden men sluges ikke, lad den opløses. Pillen smager kun af sukker. Undgå at spise og drikke andet end vand 20 min før og efter du tager remediet, børst heller ikke tænder i samme periode.  

Det er ikke farligt at tage mere end en pille på en gang, da det ikke er mængden af piller ,men frekvensen af dosering, der har effekt. Så hvis et barn sluger en hel æske homeopatiske piller på en gang, er der intet at frygte.

Modvirkning


Imens den homeopatiske behandling foregår, er det bedst at undgå store mængder kaffe, stoffer, alkohol og æteriske olier, da de kan modvirke lægemidlet. Antibiotika, tandlægearbejde og visse medikamenter kan også skabe problemer, så husk at fortælle din homeopat, hvis du tror du kunne have modvirket midlet.

Denne tekst er forfattet af Kåre Troelsen, Klassisk Homeopat, MDSKH ( Medlem af Dansk Forening for Klassisk Homeopati). Troelsen er uddannet i Kairo 1997-2000 ( LICH - London International College of Homeopathy) og driver egen homeopatisk klinik i København.

For yderligere information se:  Kåre Troelsens hjemmeside www.i-evolve.dk  og Dansk Selskab for Klassisk Homeopati www.homeopati.dk



Denne tekst er opdateret på Sundhedsguiden d. 28.03.07