Tuberkulose

Dato: 14. august 2006
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Her finder du informationer om Tuberkulose. Læs om symptomer på Tuberkulose. Læs om Behandling. Læs om forebyggelse af Tuberkulose.


Definition og årsag


Tuberkolose skyldes infektion med bakterien Mycobakterium tuberculosis. Bakterien overføres ved indånding af dråber i luften fra hoste, tale eller nys. Den kan også overføres ved at drikke af samme glas eller flaske (sygdommen ses hyppigere hos alkoholikere). Efter inhalation infiltrerer bakterien i første omgang lungerne. Spredning kan derefter ske til andre organer, hyppigst til knogler, hjerne og nyrer.

Modsat manges indtryk er tuberkulose ikke en særlig smitsom sygdom, da smitte kræver, at bakterien kommer helt ned i de yderste afsnit af lungerne. Man regner med, at hver syg person i gennemsnit smitter én anden om måneden. Der er dog stor forskel på, hvor modtagelige folk er.
 
Bakterien danner i lungen et formeringssted, en såkaldt tuberkel. Herfra vokser kolonien, og den kan sprede sig til bl.a. lymfeknuder i området og danne nye tuberkler der.

Hvis man har et normalt immunforsvar, vil man sædvanligvis ikke blive syg af infektionen. Bakterien bliver bekæmpet af kroppen og dør. I andre tilfælde indkapsles bakterien i en bindevævskapsel og går i dvale i lungerne. Hvis immunforsvaret senere svækkes, kan sygdommen bryde ud igen. Har man en gang være smittet, har man livslang immunitet.

På verdensplan er tuberkulose stadig et stort problem, og man regner med, at ca. 1/3 af verdens befolkning er smittede. I Danmark og resten af Skandinavien er forekomsten af tuberkulose den laveste i verden, men problemet er stigende. Størst forekomst findes hos indvandrere, men den stigende rejseaktivitet har også indvirket på den øgede forekomst. I Grønland er tuberkulose stadig et stort problem og er her 10 gange hyppigere end i Danmark.


Symptomer på tuberkulose


Sygdommen kan vise sig enten som den primære (første) infektion, eller ved at bryde ud år efter smitte, såkaldt kronisk tuberkulose.
Symptomerne på primær lungetuberkulose er let forkølelsesfølelse eller ingen symptomer, og tit vil man aldrig opdage, at man har været smittet med tuberkulose. Kronisk lungetuberkulose giver sværere symptomer, med tiltagene hoste og opspyt, i slemme tilfælde med blodtilblanding. Nattesved, let feber og vægttab er ikke ualmindeligt.

Oplever man hoste og opspyt i en periode på over 3 uger, er det vigtigt at søge læge.

Hvis bakterien spreder sig, ses der symptomer fra de involverede organer (se Forløb og komplikationer)

Forholdsregler og diagnose


Undgå unødig tæt kontakt med personer, der hoster eller er i mistanke for at være smittet. Undgå at dele glas eller flaske med andre.

Ved rejser til områder med høj forekomst af tuberkulose anbefales det at blive tuberkulose vaccineret inden afrejse. Det drejer sig overvejende om Afrika syd for Sahara og syd-øst Asien, men også Mellemøsten, Østeuropa og Grønland er ramt.

Ved mistanke om tuberkulose vil lægen tage et røntgenbillede af lungerne. Har man, eller har man haft, tuberkulose vil der ses hvide opklaringer ofte øverst i lungerne, kaldet kaverner. Findes kaverner på røntgen, sendes en spytprøve til laboratorieundersøgelse for såkaldte syre-alkohol faste bakterie stave (tuberkulose bakterien). Sygdommen er i sin smitsomme fase, hvis laboratoriesvaret er positivt. Inden for de seneste år er der udviklet hurtige metoder til at påvise tuberkulose-infektion. De udføres ved brug af DNA af de smittede.

Ved en såkaldt mantoux-test kan man sprøjte et ufarligt stof fra tuberkulose bakterien (tuberkulin) ind under huden, og hvis kroppen har været i kontakt med tuberkulose før (man har været, eller er smittet) vil immunforsvaret reagere, og der opstår et lille rundt udslæt omkring indstiksstedet.

Man skal have in mente, at der også kommer reaktion, hvis personen er vaccineret mod tuberkulose. Nye testmetoder er under udvikling og indførelse.


Behandling af tuberkulose


Ubehandlet er tuberkulose en dødelig sygdom, og det er vigtigt at påbegynde behandling, inden sygdommen udvikler sig og spredes.

Behandlingen strækker sig over 6 måneder og er en fire-stofs medicin kur. De første tre måneder med Rifampicin, isoniazid, etambutol og pyrazinamid, de sidste tre måneder kun med rifampicin og isoniazid.

Bivirkningerne er få, og behandlingen er effektiv.

Forløb og komplikationer


Kun ca. 5% af folk, der smittes med tuberkulose, udvikler sygdom. Ubehandlet er denne alvorlig med høj dødelighed. Ved rettidig og korrekt behandling er det nu meget sjældent en sygdom, som man dør af.

Spredning til andre organer end lungerne er en frygtet komplikation. Tuberkulose i hjernen kan give Encefalitis  og/eller Meningitis , som har en alvorlig prognose.

Griber det på knoglerne, kan disse svækkes, hvilket kan medføre brud.
Lever-,  nyre- og tarminvolvering grundet tuberkulose ses og er alvorlige tilstande.