Spedalskhed (Lepra)

Dato: 26. September 2006
http://sundhedsguiden.dk/media/101/SG/images_newSG/Sundhedsguiden_standart.jpg

Læs om sygdommen spedalskhed. Hvad er Lepra. Hvordan foregår smitte med infektionen spedalskhed. Hvad er symptomerne på spedalskhed. Læs om behnadling og forebyggelse af spedalskhed.


Definition og årsager


Spedalskhed er en bakterieinfektion forårsaget af bakterien Mycobacterium leprae. Smitte sker sandsynligvis ved langvarig tæt hudkontakt med steder, hvor huden er beskadiget, eller med dråber fra smittede personers næseslimhinde. Af mange fagfolk betragtes spedalskhed dog som den mindst smitsomme infektionssygdom, der findes.

Spedalskhed forekom tidligere over hele verden, men er nu begrænset til udviklingslande og findes primært i Indien, Afrika, samt andre dele af Asien og Syd- og Mellemamerika. Bakterien findes ikke i Danmark og importeres sjældent hertil.

En infektion med bakterien kan betragtes som kronisk, da der ofte går meget lang tid fra smitte til sygdommen bryder ud (få måneder til 30 år).


Symptomer på spedalskhed


Spedalskhed kan optræde i 2 former med forskellige udtrykssymptomer:

Hos personer med normalt immunforsvar ses ofte næsten ingen symptomer. Sjældnere ses symptomer som en misfarvet plet i huden (bleg eller rød og evt. uden hår) samt påvirkning af dette hudområdes nerver medførende følelsesløshed. Da man ikke kan mærke det ramte hudområde, kan der derfor opstå tryksår eller brandsår i området ved uforsigtighed.

Hos personer med nedsat immunforsvar udvikles der symmetriske spedalske hududslæt med mange spredte knuder og fortykkelse af huden. Dette ses hyppigst på hænderne og i ansigtet, hvor sidstnævnte kan give et såkaldt "løveansigt". Knuderne danner efterhånden sår, som kan påvirke knoglerne, og i værste fald kan man risikere at miste tæer og fingre. Både knuder og sår er fyldt med bakterier.

Nerverne påvirkes i første omgang ikke, men senere i forløbet kan man få lammelse af ansigtsnerverne og påvirkning af øjnene, med blindhed til følge. Spedalskhed kan også give sår i slimhinderne på kroppen.

De 2 ovenstående former kan betragtes som forskellige sygdomme, men hos den enkelte patient kan der ske overgang fra den ene form til den anden.

Diagnose


Diagnosen stilles ved en samlet lægelig vurdering af hudpåvirkningen (farve, fortykkelse og følelsesløshed) samt en hudbiopsi . Man kan desuden lave en særlig hudtest for at undersøge tilstanden.


Behandling af spedalskhed


Sygdommen behandles med kemoterapi hos en speciallæge. Den mindre alvorlige form kan helbredes på 6 måneder, mens den alvorlige form ofte kræver årelang behandling.

Forløb


På trods af at sygdommen er frygtet og berygtet, er dens smitsomhed som nævnt ikke særlig stor, og ved korrekt behandling er prognosen god. Hos mange mennesker med den milde form for spedalskhed, ses der spontan helbredelse.

Sygdommen har således sjældent et dødeligt forløb, men de vævsskader, som er forårsaget af sygdommen, er desværre varige.


Forebyggelse af spedalskhed


Inden afrejse til et udviklingsland er det en god ide at tale med egen læge om vaccination. Der findes en særlig vaccine, såkaldt BCG- vaccination, der yder delvis beskyttelse mod spedalskhed. Risikoen for at få spedalskhed for danskere, som opholder sig i kortere tid i områder, hvor der er mange tilfælde af bakterien, er yderst lille.

Se yderligere information om BCG-vaccination på Statens Seruminstituts hjemmeside .