Samual Thomson (1769-1843) fra den amerikanske stat New Hampshire, (der knap kunne læse), udviklede en teori for årsagerne til sygdom: arvelige tendenser til sygdom, for lidt eller overdrevent motion, omskiftelig vejr, dårlig ernæring, forurening, giftstoffer og fysiske skader. Desuden hævdede han, at symptomer som feks. feber, er et produkt af sygdom -ikke sygdommen selv. Thomsons behandlingsformer søgte at fjerne blokeringer og fremme livsenergien ved brug af urter med afslappende, stimulerende, sammentrækkende, helende og ernærende egenskaber.
Behandlingen begyndte som regel med lavement, dampbade, opkastningsmidler efterfulgt af urter med stimulerende og varmende egenskaber. Resultatet af behandlingerne var i langt de fleste tilfælde overraskende gode.
Efter at have fået patent på sit eget "Thomsoniske system" i 1813 udnævnte han agenter over hele USA.
En af disse repræsentanter var dr. Albert Coffin, der havde lært meget af de amerikanske indianeres anvendelse af lægeurter. I 1883 ankom Coffin til England, hvor han hurtigt skaffede sig en større gruppe tilhængere. I 1864 havde de engelske urtelæger dannet et nationalt institut for plantemedicin, som stadig eksisterer. Thomsons ideer vandt hurtigt indpas hos de engelske urtelæger og deres patienter.
I begyndelsen af dette århundrede fortsatte udviklingen af urtemedicin i England af urtelægerne Thumston, Cook og Lyle, som udviklede "physiomedicalism", der ligger til grund for den moderne phytoterapi. Physiomedicalismen var baseret på den nye forståelse af kroppens fysiologi samt Thomsons ideer om at styrke livskraften ved at fjerne blokeringer.
Physiomedicalismens grundprincipper
Medicin bør ikke være giftig.
Livskraften er grundlaget for livet.
Medicin er stoffer, der kan aktivere ?bioplasmaet? under sygdom. (aktivering af enzymsystemer, nerveimpulser, hormonsynteser etc.)
Formålet med behandling er at genoprette homøostasen.
Den centrale urtebehandling består i at afspænde, stimulere og sammentrække eller styrke væv.
Behandlingen bygger på observerede fysiologiske fænomener (i dag patofysiologi).
Symptomer er et produkt af sygdommen, ikke sygdommen selv.
Forskellige urter kan blandes for at opnå den ønskede virkning.
Effektiviteten af behandlingen med urtemedicin afhænger af præparaternes kvalitet.
Intensiteten af behandlingen skal tilpasses klientens vitalitet.
Kroppens funktioner genoprettes, når livskraften genoplives.
Medicin er specifik for en speciel fysiologisk tilstand, ikke en bestemt sygdom.
Behandlingen bør altid være individuel.
Den moderne phytoterapi har udviklet sig meget siden Hippokrates cg Thompsons tid. Den bygger nu på en blanding af den traditionelle brug af urter og den nyeste forskning af urternes egenskaber og farmakologi. Ny forskning bekræfter ofte den traditionelle brug og finder til stadighed nye veje for anvendelse af gammelkendte lægeurter. Desuden opdages nye helbredende urter, som indgår i den moderne phytoterapi.
Kinesisk og indisk viden om brug af urter i lægekunsten er et væsentligt bidrag i denne sammenhæng.
Den moderne phytoterapeut vurderer urterne ud fra indholdet af aktive indholdsstoffer og disses kendte farmakologiske egenskaber, samt den traditionelle brug af urten. Der er forsket meget i urterne, så der foreligger stor dokumentation for de fleste.
Phytoterapeuten bruger hele den ubearbejdede plante, i modsætning til den traditionelle lægevidenskab, som med udgangspunkt i plantens komplicerede kemi isolerer enkeltstoffer. Der fremstilles så syntetiske efterligninger, hvorefter medicinen produceres. Det er herved at phytoterapeuterne mener, at bivirkningerne opstår.
Phytoterapeuten arbejder ud fra, at planterne har en naturlig balance af forskellige aktive indholdsstoffer. Et eksempel er syntetiske vanddrivende midler, som reducerer blodets kalium indhold betydeligt. Det må så igen udlignes med et kalium tilskud. Phytoterapeuten bruger mælkebøtteblad (Taraxacum officinalis folia) som en af de mest vanddrivende urter, hvor den samtidigt indeholder store mængder kalium, så kroppen stadig er i balance.
Phytoterapeuter arbejder holistisk, med det hele menneske og ikke kun med enkelte dele af kroppen eller kun med symptomer. De går bag om symptomet og prøver at klarlægge de individuelle årsager.
Eksempel: ved eksem vil phytoterapeuten fokusere på årsagerne, hvor hudproblemet bl.a. kan være et symptom på, at tarmsystemet ikke fungerer, som det skal. Derfor vil en udrensning og en genopbygning af fordøjelsen samt styrkelse af immunforsvaret være nødvendig.
Phytoterapeuten forsøger i samarbejde med klienten at fjerne eller reducere alle hindringer eller barrierer for sundhed, så kroppens egne helbredende kræfter kan igangsættes.
Det er af stor betydning, at klienten selv er involveret i behandlingsstrategien - de fleste klienter har en mening om hvilke faktorer, der påvirker deres helbred. Derfor er en god behandler, et menneske der lytter, forklarer og giver muligheder. Kort sagt en terapeutisk samarbejdspartner, som hjælper klienten med at tage aktiv del i deres egen helbredelsesproces.
Oplysninger på Sundhedsguiden må ikke erstatte kompetent og professionel rådgivning af egen læge eller behandler. Diagnostisering og fastlæggelse af behandling må ikke foretages udelukkende udfra oplysninger på dette site. Læs Sundhedsguidens Mission og Forbehold. Hjem. Kontakt
