Vigtige sygdomme
Blandt de mest udbredte leversygdomme kan nævnes hepatitis (leverbetændelse). Der findes flere typer hepatitis. Type A og E som, forekommer hyppigt i 3. verdens lande hvor der er dårlig hygiejne, overføres via den såkaldte fæko-orale rute og skyldes som regel indtagelse af vand med rester af afføring i. Type A og E er desuden kendetegnet ved at gå i sig selv efter nogen tid. Typerne B, C og D overføres typisk via inficerede sprøjter, f.eks. blandt stiknarkomaner eller i meget sjældne tilfælde på hospitaler. Til det sidste skal det dog tilføjes, at man gør sig store anstrengelser (almindeligvis med held) for at minimere risikoen. Leverbetændelse kan i ca. 1 % af tilfældene føre til leversvigt og deraf følgende død.
Skrumpelever kan bl.a. forårsages af hepatitis. Det er irreversibelt, dvs. at er et område i en lever først omdannet til dette arvæv, kan det ikke igen blive til funktionelt levervæv. Resten af leveren må så arbejde desto mere effektivt.
Skrumpelever kan føre til leverkræft, hvilket er en yderst farlig tilstand da der almindeligvis ingen behandling findes.
Behandling Om man kan helbrede en patient med hepatitis afhænger af, hvilken type der er tale om. Type A og E kan ikke behandles, men vil ofte gå i sig selv. Type B, C og D kan i visse tilfælde behandles med medicinen alfa-interferon - især hvis der er tale om en såkaldt kronisk form. Det er desværre en meget kostbar behandling.
Leverpatienter behandles oftest medicinsk, men kirurgiske indgreb kan komme på tale.
Af og til opstår leverproblemerne som følge af alkoholmisbrug. Den vigtigste form for behandling står patienten således selv for, idet han eller hun skal lade være med at drikke alkohol.
|