Grafologi, også kaldet skriftpsykologi, er læren om sammenhængen mellem håndskrift og psyke.
En stor del af vores kommunikation formidles af bevægelsesmønstre, og som bevægelsesmønster signalerer håndskrift de samme karakteregenskaber og den samme sindstilstand, som kroppens øvrige bevægelsesmønstre, f.eks. gang, mimik, gebærder.
Fordi håndskriften involverer flere hjernefunktioner end noget andet bevægelsesmønster, er den også et mere nuanceret udtryk for personligheden, den rummer de mindste og mest udtryksfulde fagter.
Håndskriftens form og bevægelsesmønster er en ikke-sproglig kommunikation, og den rummer som sådan mange informationer. Som kropssproget ledsager det sproglige udtryk, ledsager håndskriftens bevægelsesmønster det skriftlige udsagn. Ingen menneskelige signaler er uden informationsværdi, for vi kan som bekendt ikke "ikke-kommunikere". At skrive er desuden en handling, og enhver handling har et socialt aspekt. Med håndskriftens personlige mønster tilkendegiver vi, hvordan vi opfatter os selv og vores rolle i forhold til andre.
Håndskrift & skriftmateriale
Håndskrift er et både sprogligt og grafisk produkt, og skrivning er en tillært færdighed, der tjener et bestemt formål og efterlader et permanent spor. Ved skrivning præges skriften af den individuelle motorik. Selv under hensyntagen til læseligheden kan bogstaverne varieres på utallige måder.
Den grafologiske håndskriftsanalyse forudsætter et repræsentativt skriftmateriale, dvs. 1-2 A4-sider. Papiret skal være ulinieret, og skriveredskabet skal være det foretrukne med hensyn til stregkarakter, blot må det ikke skjule trykket (som f.eks. en spritpen gør). Prøven skal være forsynet med underskrift (fordi den ofte er meget forskellig fra resten af skriften) og med oplysning om alder og køn.
Indholdet af det skrevne er uden betydning, men det må ikke være afskrift, som kan medføre umotiverede brud på skrivebevægelsen.
Den grafologiske analyse
Håndskriftsanalyse er i store træk rettet mod afvigelser fra skoleforskriften og omfatter en vurdering af helhedsvariabler som form, bevægelse og rytme samt en registrering af en snes små veldefinerede enkeltvariabler. Helhedsvariablerne bygger på indtrykskvaliteter. Af enkelte variabler er nogle målelige, andre skal skønnes, atter andre har en bestemt defineret form.
Helhedsvariabler:
Form - bevægelse - elasticitet - rytme - særpræg.
Bevægelse er en del af ethvert vitalt udtryk og vidner om personlighedens vitale struktur.
Form repræsenterer det efterstræbte, som hidrører fra normer, konventionelle eller individuelle, fra ønskeforestillinger og interesser.
Elasticitet er udtryk for stregspænding dvs. for forholdet mellem bevægelsesimpuls og bevægelsesstyring. Har bevægelsen overtaget bliver indtrykket løst, og hvis styringen dominerer synes skriften stiv og livløs. I værste fald skrider bevægelsen ud og stregen bliver forkrampet og brudt. Elasticitet angives i en 6-trins skala.
Rytme henføres til tre skriftelementer, bevægelse, form og til fordeling af skriften på papiret, rumrytme.
En god rytme er levende og pulserende, en arytmisk skrift er taktfast og mekanisk.
Særpræg henviser til den grad skriften afviger fra forskriften.
Enkeltvariabler:
Enkeltvariablerne er skriftens små delkomponenter, hvoraf der registreres ca. 20. Nogle kan som sagt måles, f.eks. størrelse, længdeforskel, vidde og hældningsvinkel, mens andre som tryk, tempo og stregens skarphed må skønnes, og andre igen har en bestemt defineret form, eks. guirlande, arkade og vinkel.
Tolkning
Tolkningen af håndskrift bygger på et omfattende empirisk materiale, der i slutningen af 1800-tallet, begyndelsen af 1900-tallet blev genstand for systematisk bearbejdelse og selvstændig teoridannelse især i Tyskland og Frankrig. Senere er Freuds og Jungs psykoanalytiske personlighedsmodeller også blevet inddraget i de grafologiske tolkninger. Tolkningen forudsætter en samlet vurdering af helhedsvariabler og enkeltvariabler. Helheden sætter rammen for enkeltdelene, som tilsammen udgør helheden, og denne vekselvirkning mellem helhed og enkeltdele er det vigtig at holde sig for øje. Indtrykket af helhedskaraktererne skal således stemme overens med tolkningene af enkeltvariablerne.
Hver enkeltvariabel har en grundbetydning, men denne kan variere betragteligt afhængigt af hedhedsvariablerne. Disse fungerer som betydningsafgrænsende i forhold til enkeltvariablerne. Præcis som i kropssproget hvor det er situationen som helhed, der viser hen til betydningen af en bevægelse. Et slag i bordet udlægges anderledes, når det gælder en myg, end når det er et led i en heftig diskussion. På samme måde tolkes f.eks. vinkler forskelligt i en rytmisk skrift med god stregspænding og i en urytmisk skrift med dårlig stregspænding. Bestemte kombinationer af enkeltvariabler kan ligeledes indskrænke de mulige tolkninger. Igen kan man sammenligne med noget velkendt, idet f.eks. en diagnose baseret på flere symptomer er relativ sikker i forhold til den, der kun bygger på et enkelt symptom.
Tabelværker, baseret på omfattende empirisk materiale og afprøvet på skrifter overalt i verden, viser bredden af mulige tolkninger af enkeltvariablerne. At tolke en skrift er ikke et spørgsmål om at "tyde" specielle træk, men en kompleks proces, hvor mange komponenter skal holdes op mod og afvejes i forhold til hinanden.
Oplysninger på Sundhedsguiden må ikke erstatte kompetent og professionel rådgivning af egen læge eller behandler. Diagnostisering og fastlæggelse af behandling må ikke foretages udelukkende udfra oplysninger på dette site. Læs Sundhedsguidens Mission og Forbehold. Hjem. Kontakt
