Overset grusomt kolesterol giver hjertesygdom

Forfatter: Trine Brøndsted
|
Kilde: Ku.dk
Dato: 22. januar 2013
http://www.sundhedsguiden.dk/media/101/SG/nyheder/2013/kolesterol_hjertekar.jpg

Personer med forhøjet niveau af det såkaldte 'grusomme' kolesterol (restpartikel kolesterol) har tre gange større risiko for hjertekarsygdom, som cirka 150.000 danskere lever med. Det viser et nyt studie med 73.000 danskere, der kaster lys over en længerevarende debat om HDL, LDL og triglycerid. Resultatet er netop publiceret i tidsskriftet Journal of the American College of Cardiology.

Personer med forhøjet niveau af det såkaldte 'grusomme' kolesterol (restpartikel kolesterol) har tre gange større risiko for hjertekarsygdom, som cirka 150.000 danskere lever med. Det viser et nyt studie med 73.000 danskere, der kaster lys over en længerevarende debat om HDL, LDL og triglycerid. Resultatet er netop publiceret i tidsskriftet Journal of the American College of Cardiology.

Restpartikel kolesterol - det grusomme kolesterol - tredobler risiko for hjertekarsygdom

De fleste danskere ved, at forhøjet kolesterol er livsfarligt. Men de færreste er klar over, hvilken type af kolesterol, der oftest slår ihjel. Kolesterol bliver opdelt i 'det gode' HDL kolesterol, 'det onde' LDL kolesterol og 'det grusomme' kolesterol. Det er det såkaldt 'grusomme kolesterol' – også kaldet 'restpartikel kolesterol', der er den helt store skurk.

Læs også: Har du styr på dit LDL, HDL og restpartikel kolesterol?

- LDL-kolesterol eller 'det onde kolesterol' er naturligvis slemt, men vores nye undersøgelse viser, at det grusomme kolesterol er en direkte årsag til åreforkalkning og heraf følgende hjertekarsygdom og tidlig død. Ved at undersøge 73.000 personer fandt vi, at en stigning i grusomt kolesterol tredobler risikoen for iskæmisk hjertesygdom, hvor hjertet mangler ilt pga. af forsnævrede eller blokerede kranspulsårer, siger professor Børge Nordestgaard, der er overlæge på Herlev Hospital og klinisk professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

- Med den nye viden håber jeg, vi kan blive skarpere på at sætte ind med forebyggende behandling, idet mere end hver femte dansker har forhøjet grusomt kolesterol. Desuden håber vi, at lægemiddelindustrien vil udvikle nye lægemidler specielt rettet mod forhøjet grusomt kolesterol, understreger han.

Læs også: Kolesterol-medicin påvirker energidannelsen i musklerne og giver smerter
 

Hjertekarsygdom er den største dræber

Alene i Danmark får 20.000 danskere hvert år diagnosen iskæmisk hjertesygdom ( hjertekarsygdom) og ca. 150.000 danskere lever med sygdommen i øjeblikket. World Health Organization estimerer, at 17 millioner mennesker årligt dør af hjertekarsygdom, der er den hyppigste af alle dødsårsager i verden.

- Det er, når det almindelige fedt - kaldet triglycerid - er forhøjet i blodet, at det grusomme kolesterol er forhøjet. Den vigtigste årsag til forhøjet grusomt kolesterol er overvægt og fedme. Personer med forhøjet grusomt kolesterol bør derfor rådes til at tabe i vægt, men lægemidler som statiner og fibrater kan også sænke grusomt kolesterol i blodet, siger Børge Nordestgaard.

Læs også: Sådan forebygger du ;åreforkalkning
 

Forsøg giver ny viden om LDL, HDL, triglycerid og åreforkalkning

Anette Varbo, læge og ph.d. studerende på Herlev Hospital har været med til at gøre de nye opdagelser. Hun fortæller, at fundene kaster lys over en længerevarende forskningsdebat om det såkaldte triglycerid, åreforkalkning og kolesterol.

- For at kunne undersøge sammenhængen mellem det grusomme kolesterol og hjertesygdom, har vi brugt blodprøver fra personer med en genfejl, som betyder, at de lever med et forhøjet niveau af det grusomme kolesterol hele livet. Forskningsresultaterne er derfor ikke afhængige af deres livsstilsmønstre i øvrigt. Dårlig livsstil som rygning, fed mad og overvægt, øger alle risikoen for hjertesygdom, og derfor giver blodprøverne fra personer med denne genfejl de mest præcise resultater, siger Anette Varbo.
 
De tre befolkningsstudier, som ligger til grund for den videnskabelige artikel, er Herlev-Østerbroundersøgelsen, Østerbroundersøgelsen og det københavnske hjertestudie.

Læs den videnskabelige artikel Remnant Cholesterol as a Causal Risk Factor for Ischemic Heart Disease.