Hver fjerde gravide mangler D-vitamin

Forfatter: Trine Brøndsted
|
Kilde: Odense Universitetshospital
Dato: 18. januar 2013
http://www.sundhedsguiden.dk/media/101/SG/nyheder/2013/graviditet_d-vitamin_mangel.jpg

Ny forskning viser, at mere end hver fjerde gravide kvinde i Odense har for lavt niveau af D-vitamin. Mangel på D-vitamin har betydning for barnets vækst og udvikling af immunsystemet, så resultaterne bør interessere ikke mindst de gravide, mener forfatterne bag. De danske forskningsresultater er netop udgivet i en artikel i det engelske lægetidsskrift Clinical Endocrinology.

Ny forskning viser, at mere end hver fjerde gravide kvinde i Odense har for lavt niveau af D-vitamin. Mangel på D-vitamin har betydning for barnets vækst og udvikling af immunsystemet, så resultaterne bør interessere ikke mindst de gravide, mener forfatterne bag. De danske forskningsresultater er netop udgivet i en artikel i det engelske lægetidsskrift Clinical Endocrinology.
 

Gravide mangeler D-vitmanin trods anbefalinger

D-vitamin-forskergruppen under Odense Børnekohorte , der har base på H.C. Andersen Børnehospital, OUH Odense Universitetshospital, har undersøgt indholdet af D-vitamin i blodet i den tidlige graviditet. D-vitamin har betydning for knogleudvikling, og sandsynligvis også for en række sygdomme hos den gravide, fosteret og det kommende barn, herunder ubalancer i immunsystemets udvikling.

- Det er foruroligende, at så mange kvinder - trods Sundhedsstyrelsens anbefaling af D-vitamintilskud til alle gravide - har et D-vitamin niveau under den mest accepterede grænse, udtaler læge, ph.d. studerende på Syddansk Universitet Louise Bjørkholt Andersen, som har foretaget studiet.

Læs også: Sundhedsstyrelsens anbefalinger om D-vitamin
 

Lav D-vitamin hos flergangsfødende og ikke-solbrændte

D-vitamin niveauet måles i blodet som 25-hydroxy vitamin D2+3, hvilket både afspejler D-vitamin, som dannes i huden efter sollys, og D-vitamin, som indtages gennem kosten og D-vitamin tilskud. Grænsen for lavt D-vitamin ligger på 50 nmol/l.

- Særligt vigtigt fandt vi, at D-vitamin niveauet var lavere hos flergangs-gravide og hos gravide, der ikke beskrev sig selv som solbrændte. Dette er ikke påvist før, fortæller Louise Bjørkholt Andersen og fortsætter:

- Vi har en formodning fra andre studier om, at flergangs-gravide af en eller anden grund indtager mindre D-vitamin end førstegangs-gravide. Og dem, der ikke er solbrændte, har formentlig ikke fået nok D-vitamin gennem kosten og tilskud.

Læs også: D-vitaminmangel kan give psykisk sygdom

- Om sommeren havde kvinder, hvis forældre var født udenfor Europa, et lavere D-vitamin-niveau end etnisk danske kvinder, hvilket kan skyldes, at de etnisk danske kvinder bliver mere solbrændte om sommeren og dermed undgår lavt D-vitamin i denne periode, forklarer Louise Bjørkholt Andersen.

- Man kan dog ikke bare anbefale, at gravide blot skal dyrke solbrændtheden, f.eks. ved at gå i solarium om vinteren. Bagsiden ved solens ultraviolette stråler er hudkræft, specielt den farlige modermærkekræft, så man skal være varsom med solens stråler, ikke mindst de kunstige solariestråler.
 

Vinter, overvægt og tobak påvirker D - vitaminniveauet

Forsker gruppen, der ledes af overlæge, Ph.D. Henrik Thybo Christesen, fandt også en række andre velkendte risikofaktorer for lavt D-vitamin, nemlig graviditet i vinterhalvåret, overvægt og tobaksrygning. Overvægtige har mindre D-vitamin i blodet, fordi D-vitaminet deponeres i fedtvævet. Sammenhængen med tobak er derimod sværere at forklare.
Henrik Thybo Christesen har for nyligt udgivet to artikler om betydningen for D-vitamin hos gravide for moderens og barnets sundhed. Han mener, at videre forskning i betydningen af D-vitamin under graviditeten er særdeles vigtig.

- D-vitamin har betydning for barnets vækst, både før og efter fødslen, og muligvis også for sygdomme i graviditeten og den senere barnealder, udtaler han.

- I Odense Børnekohorte vil vi følge en stor gruppe af gravide kvinder og deres børn op til 18-års alderen, og herigennem vil vi kunne undersøge følgerne af lavt D-vitamin på længere sigt.

Læs også: Disse kosttilskud skal du tage, når du er gravid
 

Første resultater fra Odense Børnekohorte

Odense Børnekohorte følger tre fødselsårgange for at undersøge hvilke faktorer, der fremmer børns sundhed og trivsel. Det er et fælles projekt mellem Odense Kommune og Odense Universitetshospital.

- Det er afgørende for en kommunes sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse at få kortlagt, hvor der er områder, der kan gøres bedre. Og det ser ud til, at lavt D-vitamin er et af dem, siger Børn- og ungeoverlæge Susanne Buhl, Odense Kommune.

For professor, dr. med. Steffen Husby, der er leder af Odense Børnekohorte, er D-vitamin projektet en vigtig del af Odense Børnekohorte.

- Odense Børnekohorte er nu begyndt at kaste interessante resultater af sig. Artiklen må have interesse for alle, der arbejder med forebyggelse af lavt D-vitamin, og selvfølgelig de gravide selv. De nuværende forebyggelsestiltag ser ikke ud til at være tilstrækkelige, slutter Steffen Husby.