Svømmehaller inviterer på vandtræning og jordemoderrådgivning i weekenden

Kilde: Gigtforeningen
Dato: 1. marts 2012
http://www.sundhedsguiden.dk/media/101/SG/nyheder/2012/aquamama_svommehal.jpg

Motion er vigtigt under graviditeten, og motion i vand er særlig fordelagtigt. Især i sidste del af graviditeten, hvor maven er stor, og kroppen føles tung. Derfor bør motion i vand være en naturlig del af et graviditetsforløb, anbefaler en dansk jordemoder og forsker, som nu går i gang med et forskningsprojekt om emnet.

Motion er vigtigt under graviditeten, og motion i vand er særlig fordelagtigt. Især i sidste del af graviditeten, hvor maven er stor, og kroppen føles tung. Derfor bør motion i vand være en naturlig del af et graviditetsforløb, anbefaler en dansk jordemoder og forsker, som nu går i gang med et forskningsprojekt om emnet.
Gigtforeningen tilbyder den første weekend i marts særlig træning og rådgivning til gravide i en række svømmehaller landet over.

Ekspertanbefaling: Vandtræning skal være en naturlig del af graviditeten

Gravide har godt af at dyrke motion, men i den sidste tredjedel af graviditeten kan det være udfordrende at holde sig i gang, fordi kroppens øgede vægt gør, at mange motionsformer føles ubekvemme og besværlige. Træning i vand er derfor et oplagt træningstilbud og bør i højere grad være en naturlig del af et graviditetsforløb. Det anbefaler ph.d., jordemoder og førende ekspert i graviditet og fysisk aktivitet Hanne Hegaard fra Rigshospitalet. Hun har netop har igangsat et nyt forskningsprojekt, hvor hun undersøger den målbare effekt af vandtræning under graviditet på lændesmerter og sygefravær.
 
- Over halvdelen af alle gravide døjer med lændesmerter, og det vanskeliggør hverdagen og fører til et højt antal sygemeldinger under graviditeten. Motion er et fantastisk redskab mod denne type problemer, men det kan også være lidt af en udfordring, når man kommer et stykke hen i graviditeten, fordi kroppens tyngde og form kan føles begrænsende. Svaret er træning i vand. Når du træner i vand, letter du belastningen på dine led, og vandmodstanden gør træningen effektiv, mens opdriften gør træningen skånsom for kroppen. Vandtræning er derfor et oplagt motionsvalg for alle gravide, siger Hanne Hegaard.

Læs også: Fysisk og seksuel aktivitet under graviditeten
 
En SFI-rapport fra 2010 viser, at gravide i gennemsnit er sygemeldt i 48 dage, og meget peger på, at motion kan være nøglen til et lavere antal sygedage for gravide.
 

Svømmehaller inviterer på vandtræning og jordemoderrådgivning

Gigtforeningen står bag det gratis træningstilbud AquaMama til gravide, som findes i 122 svømmehaller landet over. Foreningen sætter nu fokus på de gavnlige egenskaber ved vandtræning under graviditet med en invitation til de gravide: Den første weekend i marts kan gravide komme forbi en ud af 22 svømmehaller og prøve at træne AquaMama i selskab med en AquaCoach og en jordemoder, der står klar ved bassinkanten og kan tilbyde rådgivning til de gravide.   
 
- Vi ved, at gravide, der dyrker motion, har en lavere risiko for at få ryg- og lændesmerter, svangerskabsforgiftning og for at føde for tidligt i forhold til gravide, der ikke motionerer. Vi håber derfor, at AquaMama med de skånsomme men effektive øvelser med tiden vil blive en naturlig del af et graviditetsforløb, så vi kan forebygge nogle af de problemer. Det er baggrunden for, at vi i samarbejde med svømmehallerne afholder det særlige arrangement for gravide den 3.-4. marts, siger Gigtforeningens direktør, Lene Witte.

Læs også: Sådan holder du dig sund under din graviditet
 

Find den nærmeste svømmehal her

Man kan finde den nærmeste svømmehal, der tilbyder AquaMama, på bla. gigtfoeningens hjemmeside.   Her findes også instruktionsvideoer og grundige øvelsesbeskrivelser, hvis man senere vil prøve AquaMama på egen hånd. Træningsredskaberne er i svømmehallen. AquaMama består af seks nemme og skånsomme øvelser i vand, som alle raske gravide med en normal graviditet kan udføre. De er udviklet af Gigtforeningen i samarbejde med en jordemoder, en fysioterapeut og en fødselslæge fra Rigshospitalet. AquaMama er en del af AquaPunkt-tilbuddet, som Gigtforeningen står bag i samarbejde med Dansk Svømmebadsteknisk Forening med støtte fra TrygFonden.