Nyt våben mod type-2 diabetes

Dato: 3. december 2012
http://www.sundhedsguiden.dk/media/101/SG/nyheder/2012/ny_medicin_diabetes.jpg

Der er godt nyt til patienter, der for nylig har fået konstateret en relativ simpel form af type-2 diabetes. En ny type medicin har netop fået tilskud af Sundhedsstyrelsen. Vægttab og sænket blodtryk kan være nogle af de positive bivirkningerne.

Der er godt nyt til patienter, der for nylig har fået konstateret en relativ simpel form af type-2 diabetes. En ny type medicin har netop fået tilskud af Sundhedsstyrelsen. Vægttab og sænket blodtryk kan være nogle af de positive bivirkningerne.
 

Større udvalg i kampen mod diabetes

Flere og flere danskere får konstateret diabetes, der nu kategoriseres som en folkesygdom. For de patienter, der for nylig er blevet ramt af type-2 diabetes, er der godt nyt fra Sundhedsstyrelsen. Styrelsen har netop besluttet at give tilskud til en ny type medicin.

- Det er godt, at vi nu får endnu en behandlingsmåde til at behandle diabetes på. Og vi bliver bedre til at individualisere behandlingen til hver enkelt patient. Det er det første rigtig nye stof, der er kommet i de seneste fem år. Det er en helt ny klasse af medicin, som en del patienter potentielt kan have god gavn af, siger Lise Tarnow, professor og overlæge på Steno Diabetes Center.
 
Læs også: Gurkemejepulver kan beskytte mod diabetes

Hun har deltaget i udviklingsarbejdet af den nye medicin, der går under fællesbetegnelsen SGLT2-hæmmere. Det virker ved at øge udskillelsen af sukkeret i urinen. Dermed kommer patienten af med mere sukker, når han er på toilettet, og blodsukkeret bliver mere stabilt.
 

Positive bivirkninger

Lise Tarnow fortæller, at den nye medicin er tiltænkt folk, som har haft type-2 diabetes i relativ kort tid og er ramt af en simpel form af sygdommen. For komplicerede patienter er den type stoffer ikke nok, de er nødt til at have insulin.

Da medicinen virker via nyrerne, var Lise Tarnow – ligesom andre forskere – bekymret for, om nyrerne ville tage skade. Testresultater har imidlertid ikke vist nogle nyreskader, og bivirkninger som blærebetændelse og svampeinfektioner forekommer ikke i højere grad, end ved anden diabetesmedicin. Derimod ser medicinen ud til at have to positive bivirkninger.
 
Læs også: Test dig selv - Er du i risiko for at udvikle diabetes?

- Man tager jo heller ikke på i vægt af sukkeret, når det ikke længere er i kroppen. Det er jo fantastisk, at det er vægtneutral, og lige nu er vi ved at undersøge, om det ikke også udskiller natrium – altså salt – for man kommer til at tisse mere. Det er smart, for det sænker blodtrykket, og da 90 procent af diabetespatienter har forhøjet blodtryk, så er det en bivirkning, vi meget gerne ser, siger Lise Tarnow.
 

Udskyde insulininjektioner

Medicinen er beregnet som et supplement til andre blodsukkersænkende præparater, inklusiv insulin, eller som eneste behandlingsform sammen med sund kost og motion hos patienter, der ikke kan tåle medicinen metformin.
 
Læs også: Disse fem madvarer hjælper mod diabetes

Det skal være med til at udsætte behovet for injektionsbehandling. Et punkt som mange diabetespatienter når til i deres sygdomsforløb.

-  Nogle behøves måske aldrig at komme i injektionsbehandling, nogle kan udskyde den i to, tre eller fem år, og for andre vil den nye medicin slet ikke være nok, siger Lise Tarnow.

Medicinen blev godkendt i EU for to uger siden, mens de amerikanske myndigheder vil se flere testresultater, før medicinen kan indtage USA og komme landets mange diabetespatienter til gode.