Lavt østrogenindhold i p-piller reducerer risiko for blodpropper

Forfatter: Trine Brøndsted
|
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Dato: 15. juni 2012
http://cdn.sundhedsguiden.dk/p-piller_risiko[1].jpg

Risikoen for at udvikle blodpropper i hjerne og hjerte pga. p-piller er blevet mindre, i takt med at indholdet af østrogen i p-piller er mindsket. Det viser en ny dansk undersøgelse med 1,6 millioner danske kvinder i alderen 15-49 år, som er offentliggjort af Sundhedsstyrelsen. Undersøgelsen taler for brug af Mini-piller, hormon-spiral, hormon-stav og 2. generations p-piller

Mini-piller, hormon-spiral og hormon-stav

Undersøgelsen viser også, at kvinder med fordel kan bruge mini-piller, hormon-spiral, hormon-stav og andre produkter uden det kunstige østrogen ethinylestradiol, hvis de har en øget risiko for at få blodpropper i hjerne og hjerte.

Præventionsmidler uden ethinylestradiol øger nemlig ikke risikoen for blodpropper i hjerne og hjerte.Undersøgelsen viser også, at kvinder generelt er mindre påvirket af blodpropper i hjerne og hjerte end af blodpropper i ben og lunger.

Læs også: Præventionsformer - sådan virker de

Hormonplastre og vaginalring

Undersøgelsen viser desuden, at hormonplastre og vaginalring mere end fordobler risikoen for blodpropper i hjernen. Ifølge undersøgelsen er det samtidig de produkter, som øger risikoen for blodpropper i ben og lunger mest.

Undersøgelsen konkluderer derfor, at der skal være særligt gode grunde til at bruge disse produkter.

Læs også: P-plastre øger risikoen for blodpropper otte gange

P-piller med gestagen

Endelig viser undersøgelsen også, at der ikke er større forskelle i risikoen for blodpropper i hjerte og hjerne ved p-piller med hormonet gestagen. Det vil sige, at undersøgelsen viser nogenlunde samme risiko ved p-piller af typen 2., 3., og 4. generation.

Læs også: Kvinde kender du symptomerne på blodprop

Fortsat anbefaling af at bruge 2. generations p-piller

Med hensyn til blodpropper i ben og lunger har 2. generations-p-piller den laveste risiko. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor fortsat, at 2. generations p-piller som udgangspunkt bør være førstevalg.

Kvinder kan imidlertid fortsætte med at bruge 3. eller 4. generations p-piller, hvis de har brugt dem gennem længere tid uden problemer. Her skal lægen dog sørge for, at de forsigtighedsregler, som står i produktresumeet, er opfyldt.

Sundhedsstyrelsen bringer den nye undersøgelse op i EU’s bivirkningskomité i forhold til at vurdere sikkerheden ved præventionsmidler med hormoner.
Læs hele nyheden på sundhedsstyrelsens hjemmeside her